Jarl Cordua: Partier slutspurter inden midtvejsvalg

Dansk politik er med kun tre uger til kommunalvalget gået ind i den afgørende fase, hvor vælgerne begynder at beslutte sig for, hvad de vil stemme.

Det ses også ved, at de to statsministerkandidater begynder at blande sig – mere eller mindre diskret – i valgkampen. Mest opmærksomhed har Mette Frederiksens brev til 600.000 husstande i ”svingkommunerne” fået. Ikke overraskende er budskabet i brevet, at Socialdemokratiet gerne præsenterer sig som garanten for den borgernære velfærd, som kommunerne er sat til at levere, mens Venstre, uden at blive nævnt direkte, er dem, der i stedet vil have skattelettelser.

Spørgsmålet er så, om det er en præmis, der får vælgerne til i afgørende antal til at flytte deres stemme fra et af de borgerlige partier til Liste A. Vælgerne disse steder har tit opretholdt en tilværelse i en venstrekommune, og det er ikke sikkert, at S-budskabet matcher deres oplevelse af, at V-borgmestre har solgt ud af velfærd for at få lavere kommuneskat. På den anden side er ”velfærd frem for skattelettelser” i det mindste et valgtema, selvom det unægteligt lyder som en slidt lakplade fra hver eneste S-valgkamp siden 2001. Man kan således ikke beskylde S for den store fantasi og nybrud, når det kommer til de politiske budskaber.

Til gengæld har ingen har endnu hørt, hvad Venstre samlet set går til valg på. Det må de åbenbart klare selv ude i kommunerne, hvor man godt ved, at V-borgmestre mange steder har et bedre brand end Venstre på landsplan. Venstre selv mener, at der er en overordnet fortælling om, at partiet arbejder for at ”flere skal arbejde for velfærden”, altså et budskab om, at flere arbejdsløse og flygtninge skal i beskæftigelse.

Løkke ses altså denne gang som en, der kan styrke en kampagne, hvor man forrige gang så ham som en, der bar på en smitsom sygdom, som risikerede at få ens kampagne til at kollapse.

Jarl Cordua

Venstre har længe underspillet forventningerne til, at man landspolitisk rammer resultatet på 26,6 procent fra sidst. For tiden ligger målingerne landspolitisk lidt under forrige valgresultat ved folketingsvalget i 2015. Kan man få et valgresultatet midtimellem på 22-23 procent og et tab på fem-ti borgmesterposter, så vil man nok betragte det som et godkendt ”midtvejsvalg” og stadig forsøge at skrive det ind i den underliggende fortælling, som Venstre er i gang med at opbygge om, at Løkke er ved at lave endnu et vælger-comeback, hvor blå blok står næsten lige med rød blok i målingerne.

Det skal så holdes op imod, at man kommer fra et i nyere tid ret lavt niveau for vælgerpopularitet, både for Løkke selv og Venstre. Statsministeren bruger cirka syv dage fra nu på at være på landevejen, hvor han især skal aflægge besøg i de udsatte svingkommuner, hvor V hidtil har stået stærkt, men hvor det er på vippen, hvilken en af blokkene der løber med borgmesterposten.

De kunne høre, hvordan en hær af socialdemokratiske kandidater smed allerede trykte kandidatbrochurer i skraldespanden.

Ved forrige kommunalvalg, hvor GGGi-sagen satte både Løkke og V under et gevaldigt pres, var der ikke den store efterspørgsel ude omkring efter at få besøg af formanden. Denne gang har stort set alle V-kampagner takket ja til både anbefalingsvideoer og annoncer fra formanden. Løkke ses altså denne gang som en, der kan styrke en kampagne, hvor man forrige gang så ham som en, der bar på en smitsom sygdom, som risikerede at få ens kampagne til at kollapse.

Hos socialdemokraterne tror man åbenbart stadig på, at Løkke opfattes som en klods om benet for Venstre, da Dan Jørgensen forleden på TV 2 rev Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, i næsen, at man lokalt frabad sig Løkkes nærværelse.

Hvis Socialdemokratiet har ret i deres vurdering af Løkkes vælgertække og Venstre får et ringere valg end spået og ender på 20-21 procent eller lavere, så er det et signal om, at vælgerne forsat holder Venstre og navnlig Løkke ud i strakt arm. Løkke gør, hvad han kan for at udnytte de mildere vinde ved ligesom de øvrige partiledere at være på landevejen de næste tre uger og være så synlig som muligt. Og denne gang er Venstre hjulpet ved, at man har en statsminister, der tiltrækker mere – og indtil videre – positiv opmærksomhed end så mange andre.

Venstre og de øvrige regeringspartier er formentlig også hjulpet af, at tingene flasker sig for regeringen lige p.t. Man har lavet flere mindre, men brede politiske aftaler, blandt andet om forskningsreserven, hvor der deles penge ud, og man regner også med, at en politisk bred aftale om satspuljen er på skinner.

Måske af mere bred interesse fik regeringen søndag landet en trepartsaftale på 2,5 milliarder kroner med LO og DA om efteruddannelse, der blandt andet droppede omprioriteringsbidraget næste år på erhvervsuddannelser og på arbejdsmarkedsuddannelser de næste fire år.

Før det kom der en aftale med DF, der blandt andet indebærer, at man aflyser omprioriteringsbidraget næste år på sundhedsvæsenet. Herefter var der muntre iagttagere, der i sjov påstod, at de kunne høre, hvordan en hær af socialdemokratiske kandidater smed allerede trykte kandidatbrochurer i skraldespanden.

Med andre ord er regeringen ved at lukke sårbare flanker ned, der kan skræmme vælgere væk, og samtidig får regeringen vist, at den politisk formår at manøvrere. Mulighederne for det er naturligvis altid bedre, hvis man sælger ud af de kontroversielle dele af sin politik for at få kompromiser i land.

Den kommende uge vil vise, om regeringen også kan lukke aftaler med DF på områder som erhverv, vækst og iværksætteri til to milliarder kroner. Det er der en klar forventning om i regeringen. Lidt mere usikkert bliver det, når talen falder på muligheden for aftaler om personskat og en hovedaftale om finansloven.

Finansministeren selv er i al fald optimist og taler åbent om en aftale omkring 12. november. Det hele afhænger naturligvis af, om DF ser en fordel i at lukke en aftale inden kommunalvalget 21. november, eller hellere vil udskyde forhandlingerne. Det afhænger naturligvis af, hvad regeringen tilbyder af indrømmelser, men også af, om partiet ser en taktisk fordel i at stå friere i forhold til regeringen på dagen for kommunalvalget.

For regeringen vil en aftale en uge inden kommunalvalget være en triumf, selvom den landspolitiske faktor på kommunalvalget er noget usikker og vil variere kraftigt fra kommune til kommune. Størst er effekten sikkert i de større kommuner, hvor der er længst fra borger til politiker og hos de vælgere, der følger mindst med i kommunalvalget og derfor lader landspolitik afgøre deres stemmeafgivning.

Et af de partier, der muligvis kan indhøste en lokal gevinst som følge af de landspolitiske strømninger er især DF. Ved sidste kommunalvalg fik partiet et kanonvalg og 10,1 procent af stemmerne. Men hvis man kigger på meningsmålingerne for midten af november 2013 på landsplan, så lå DF allerede dengang på 17-18 procent.

Det svarer faktisk til den opbakning, som flere meningsmålinger giver partiet nu. Man kan så spekulere i, om det også er en indikator på, at der ikke er en yderligere gevinst for DF i form af flere byrådsmedlemmer. Hvis der i givet fald er fremgang for DF lokalt, er det så et udtryk for, at DF's kandidater lokalt er begyndt at vise tænder og indhøste resultater i egen ret?

Det er i al fald en klart defineret og udtalt ambition for DF at få flere borgmesterposter end den ene, som partiet har i Københavns Kommune, hvor der er hele syv borgmesterposter at dele ud af.

Umiddelbart er der to muligheder. Det ene og mest oplagte sted er i Guldborgsund Kommune, hvor DF allerede i 2012 fik 22 procent af stemmerne med finansordfører René Christensen. Venstre er meget mindre med 13,9 procent af stemmerne. Her er det den tværpolitiske Guldborgsundlisten, der i dag har borgmesterposten. Så længe DF er klart større end V, så er det oplagt, at et eventuelt blåt flertal kan sikre Christensen borgmesterposten.

Det andet sted, mange kigger hen, er Assens kommune, hvor det er partiformandens bror, Jens Henrik Thulesen Dahl, der er kandidat. Her fik DF 13,8 procent af stemmerne ved sidste valg. Venstre fik 34,1 procent af stemmerne og borgmesterposten. Indtil videre har de blå partier mange steder haft den aftale, at det største blå parti får borgmesterposten. Det udelukker ikke, at DF får borgmesterposten, men det kræver både en meget stor fremgang for DF og et meget stort fald i borgmesterpartiets opbakning – og formentlig også en aftale uden om Venstre – før DF’eren kan sætte sig i borgmesterstolen.

Tidligere har DF på Christiansborg ellers mere end flirtet med tanken om flere konstitueringsaftaler med Socialdemokratiet end i 2013 med henblik på at få flere borgmesterposter.

Hvis man imidlertid kigger på de indgåede aftaler for valgforbund, så er det hidtil kun blevet til fire valgforbund mellem DF og S. Det vil i praksis sige, at en stemme på et af de to partier kan (men ikke nødvendigvis vil) på valgdagen være med til at sikre det andet parti et mandat. Omvendt har V og DF indgået hele 66 valgforbund. Det kunne være et tegn på, at DF-partiorganisationen i det lokale føler sig mere borgerlig, end man gør inde på Christiansborg. Det modsvares bare af den kendsgerning, at en betragtelig stor del af DF's folketingsgruppe samtidig er medlemmer og kandidater ved kommunal- og regionsrådsvalg.

De mange dobbeltmandater hos DF, men også Venstre, er praktiske, når man skal sætte ansigt på de lokale kandidater, så de bliver husket af vælgerne fra valg til valg. Det er dog også ved at skabe problemer for DF. Således er det også en DF’er, der er indehaver af rekorden i at melde afbud til flest byrådsmøder, nemlig MF Jan Rytkjær Callesen, som måtte melde forfald til fire ud af ti møder i Sønderborgs byråd i indeværende år. Callesen mener selv, at hans idérigdom er så stor, at hans dobbeltmandat trods de mange afbud skam bruges nyttigt til at føde idéer inde på Christiansborg og i byrådet. Det bliver spændende at se, om Callesens vælgere køber den forklaring 21. november.

--------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.