Michael Kristiansen: Vild post-kommunalvalgspanik – tilbage til dna'et!

KOMMENTAR: Amatør-LA fik en snevasker, DF en sviende lussing, og så er der SF-komplekset. Efterdønningerne fra det dramatiske kommunalvalg rumler stadig, skriver Michael Kristiansen.

I Dansk Folkeparti har man de seneste år igen og igen brugt SF som det ultimative skræmmebillede. Ikke partiets politik, men partiets katastrofale regeringsdeltagelse under Helle Thornings S-ledede regering. Ikke fordi Dansk Folkeparti ikke vil i regering; det er nærmest blevet Kristian Thulesen Dahls mærkesag nummer et.

Nej, skræmmebilledet handler om, at man sælger ud af ens kernepolitik i jagten på magten. Og når magten så er erobret, så gør den blind, og så ender folkesocialister med at sælge Dong til Goldman Sachs.

Det er sådan en opbyggelig og vigtig historie. Det ironiske er, at historien har det med at gentage sig selv. Igen og igen. Og ved kommunalvalget 21. november gentog historien sig. Dog på lidt forskellig vis for Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Og fra den historie stammer meget af det aktuelle politiske kaos omkring finanslov, udlændingestramninger og skatteaftale. Vi gemmer lige Dansk Folkeparti et øjeblik.

Liberal Alliances bratte opvågnen ved kommunalvalget er nemlig nærmest identisk med SF’s historie. Festklædte og opstemte var store dele af partiet med flere ministre mødt op til valgaftenen på Christiansborg. Humøret var højt. I aften ville Liberal Alliance slå igennem som kommunalt parti. Nok ikke på samme niveau som ved det seneste folketingsvalg, men i aften ville kommentatorer og kritikere forstumme over partiets påståede manglende profil og Liberal Alliances resultater i regeringen.

Resultatet blev en tidlig snevasker. Tilbagegang stort set overalt. Og den første – men markante – påmindelse om, at vælgerne ikke honorerer partiet for pragmatisk og loyal regeringsdeltagelse, men kræver levering af partiets mærkesager (lavere skat!). Derfor er det helt logisk, at partiet lige siden den tirsdag aften er kravlet tilbage op i skattetræet for fuldt firspring. Og helt forståeligt er det, at Liberal Alliance ingen fremtid har i regeringen, hvis ikke regeringen kan lande en skatteaftale med Dansk Folkeparti.

At partiet så med partiformand og udenrigsminister Anders Samuelsen i spidsen sælger skatteskindet, før DF-bjørnen er skudt, må tilskrives et andet af partiets dna'er. Nemlig det uforudsigelige - grænsende til det amatøragtige – når det kommer til politisk håndtering.

Dansk Folkeparti var også klar til fest på sin kommunalvalgsaften. Intet parti har i de seneste årtier haft bedre fornemmelse for, hvor vælgerne er. Og helt bogstaveligt har Dansk Folkeparti haft en langt bedre idé end for eksempel meningsmålingerne om, hvor partiets resultat ville ende på valgaftenerne. 21. november blev en helt anderledes aften. Partitoppen var i chok. Forventningen var en klar fremgang i forhold til det seneste kommunalvalg. Nu skulle resultaterne af alliancen med Mette Frederiksen give bonus. Dansk Folkeparti var nu ikke længere kun et parti med en krasbørstig og let forståelig udlændingepolitik; nu skulle der også høstes på velfærdsprofilen.
Jo jo, ældrepolitikken har i mange år været et ekstra krydderi, men nu havde man takket være Socialdemokratiets endorsement en troværdig velfærdsprofil.

Resultatet var ikke kun skuffende. Det var en sviende lussing og en påmindelse om, at Dansk Folkepartis dna er udlændingepolitik. Partiets optræden sidenhen taler på den måde helt for sig selv.

Partiet siger jo selv, at det ikke er nyt med kravet om hjemsendelser. Men retorikken er ny. Og reelt havde Dansk Folkeparti ikke – og har måske stadig ikke – en klar plan for, hvad man ønsker gennemført. For hvad er det egentlig, Dansk Folkeparti helt præcist kræver? Og hvad er overhovedet muligt og realiserbart? Helt uhørt stiller partiet krav, som de reelt ikke selv kender svarene på.

Det er i det lys, man også skal forstå Thulesen Dahls ageren med krav om udsættelse og dermed køb af tid. For Dansk Folkepartis allerstørste frygt er, at man bytter helt virkelige og reelle skattelettelser med udlændingestramninger, der retorisk lyder voldsomme, men som reelt om et års tid viser sig ikke at sende mange syrere eller somaliere ud af landet. Et sådant scenarie vil være en potentiel katastrofe i en kommende valgkamp.

Så det er lidt skæbnens ironi, at DF’s meget fornuftige forsøg på at lære SF-lektien på sin vis har ramt partiet, allerede inden man får regeringsansvaret.

----------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører på tiende år under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Sigrid Friis: Det bedste forsvar er et forbud mod atomvåben Sigrid Friis: Det bedste forsvar er et forbud mod atomvåben Næste artikel Fl. Chr. Nielsen: Pavens verbale vejsidebombe Fl. Chr. Nielsen: Pavens verbale vejsidebombe
Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

ROSSEN: Altinget har de seneste uger taget debatten om embedsværkets tilstand og fremtid i kølvandet på regeringen Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef. Det store spørgsmål er, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har taget stilling til dem.