Anmeldelse af 
Esben Schjørring

Anmeldelse: Fremragende bog om vores historie som demokrater

ANMELDELSE: Den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müllers 'Kampen om demokratiet' er en fremragende gennemskrivning af de politiske idéers historie i det blodige, krigshærgede og sidenhen fredelige Europa.

Jan-Werner Müllers bog <i>Kampen om demokratiet</i> skal&nbsp;læses, hvis man vil forstå&nbsp;den tid, vi er rundet af, skriver Esben Schjørring, Altingets magasinredaktør.
Jan-Werner Müllers bog Kampen om demokratiet skal læses, hvis man vil forstå den tid, vi er rundet af, skriver Esben Schjørring, Altingets magasinredaktør.Foto: Casper Holmenlund Christensen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Af Esben Schjørring
Redaktør, Altinget: magasin
 
I 1904 – stadig plaget af de søvnproblemer og depressive tendenser, der nogle år forinden havde fået ham til at sætte en stopper for sin undervisning på universitetet i Heidelberg – udgav den allerede dengang kendte tyske sociolog og politiske tænker Max Weber det værk, der skulle gøre ham til en af Europas største intellektuelle og til en evig klassiker for eftertiden. 

Den protestantiske etik og kapitalismens ånd blev en bog, folk refererede til, også selvom de ikke havde læst den. Og vores opfattelse af, at slid, opofrelse på arbejdspladsen og nagende skyldfølelser, når man holder fri, er noget særligt protestantisk, stammer herfra.

Webers analyse af den moderne kapitalisme var nemlig, at dens forudsætning var, at de kristne oprør mod katolicismen og pavemagten – ikke mindst calvinismen – havde skabt en mentalitet af individualisme, arbejdsiver, selvdisciplinering, beregning og glæde ved materielle goder. 

Ingen skal være i tvivl – Müllers bog skal læses, hvis man vil forstå den tid, vi er rundet af. 

Esben Schjørring
Redaktør for Altinget: magasin

Fordi materiel succes i jordelivet for protestanterne kom til at stå som et tegn på, at man var udvalgt til livet i det hinsides, opdyrkede vi et arbejds- og forbrugsetos, som hang ved, længe efter at Gud døde, og troen fordampede. 

Som kristen skulle forbrugsglæde egentlig have været som en frakke, man let rystede af sig, men Weber så,  hvordan frakken var blevet til et fængsel, en skal eller et bur af jern, vi ikke kunne bryde ud af, før – som han skrev med en ildevarslende pen – ”det sidste ton fossilt brændstof er gennemglødet”.  

Mod slutningen af Den protestantiske etik og kapitalismens ånd spurgte Weber sig selv, om der da ville være noget på den anden side af jernburet. Ville der være ”helt nye profetier eller en vældig genfødsel af gamle tanker og idealer – eller i stedet derfor en mekaniseret forstening pyntet op med en krampagtig tagen-sig-selv-højtideligt”? 

Kampen om demokratiet
Olien har vi endnu ikke opbrugt, og på den måde er det meget passende, at den bærende modstilling i den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müllers Kampen om demokratiet står mellem den kølige, individualistiske rationalitet og længslen efter det store politiske fællesskab, der varmer sig fra bålet af ægte værdier. 

Kampen om demokratiet er fra 2011 – efter finanskrisens udbrud, men før Trump og Brexit – og er en overdådig oversigt over de politiske idéers europæiske historie i det 20. århundrede. For det meste er den bare hamrende interessant, men vildnisset af periodens personer, idéer og tanker gør også, at værket indimellem er rodet. 

I hvert fald mister man af og til overblikket, nok også fordi det er et relevant spørgsmål, om man kan bringe det 20. århundrede på ét narrativ. Men ingen skal være i tvivl – Müllers bog skal læses, hvis man vil forstå den tid, vi er rundet af. 

Kristendemokraternes Europa 
Kampen om demokratiet er opdelt i seks kapitler, men er reelt delt i to; tiden fra 1900 op til Anden Verdenskrigs afslutning og efterkrigstiden frem til 1989. Det er som sådan en traditionel måde at anskue det 20. århundrede på, men Müller skriver sig ikke ind i et historiesyn, hvor det handler om kampen mellem det liberale demokrati og forskellige former for totalitarisme og fascisme.

I stedet forsøger han at vise, at det på tværs af århundredet er forskellige demokratiopfattelser, der støder sammen, og hvor nogle af dem udarter sig til umenneskeligt diktatur. Det gør også, at han ret klart ser, at efterkrigstidens Vesten ikke bare er det liberale demokratis glansperiode, men i stedet er defineret af, hvad han kalder ”restriktiv liberalisme”. 

Ja, der stemmes, og ja, vi bliver repræsenteret i den lovgivende forsamling og mere eller mindre direkte i den udøvende magt. Men domstole og store administrative apparater både værner os mod statsmagten og har en stor indflydelse på vores dagligdag. Det kalder Müller for ”efterkrigstidens forfatningsmæssige forlig” – folket fik del i magten, men staten sikrede sig stabiliteten.  

Og hovedarkitekterne bag det var kristendemokratiske politikere som tyske Konrad Adenauer (kansler i Tyskland fra 1949-1963), Alcide De Gasperi, der grundlagde det italienske kristendemokratiske parti og var premierminister fra 1945-1953, og franske Robert Schuman, der nåede at være fransk premier-, udenrigs- og justitsminister i de første ti år efter krigen.

Müller viser fint, hvordan kristendemokraterne forenede økonomisk liberale på den ene side og socialkonservative katolikker på den anden i et kompromis mellem marked og traditionel moral. Altså formulerede et kompromis mellem disruptiv modernisering og det, der var og er truet af den. 

Det var et lignende kompromis, socialdemokratierne i Danmark og Sverige lavede i samme periode, men desværre, om end forståeligt nok, er det et emne, Müller kun tager meget sporadisk op; her må man stadig læse Henning Fonsmarks fremragende Historien om den danske utopi og Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne.   

EU's idéhistorie 
Men den kristendemokratiske arv handler ikke kun om de store kontinentale landes indenrigspolitik. Müller viser også, at EF og EU bliver grundlagt på et kristendemokratisk fundament – og de tre ovennævnte kristendemokrater, ikke mindst Schuman, tæller som nogle af Unionens founding fathers

”De troede på overnationalisme som noget, der blev varetaget af stærkt forbundne eliter af højsindede planlæggere og bureaukrater,” skriver Müller. Sådan skulle det europæiske projekt snarere ”end at få folkene i de første medlemsstater til at stemme for overnationale aftaler” forlade sig på, ”at teknokratiske og administrative tiltag, der blev aftalt mellem eliter”, der skulle føre til ”konkrete resultater (…) der i sidste ende skulle overbevise borgerne om, at europæisk integration var en god ting”. 

Det var endnu et udslag af den restriktive liberalisme – EU var fra begyndelsen af ikke tænkt som alt for demokratisk. Det er en vigtig pointe, fordi et vigtigt moment i de såkaldte populistiske opgør, der har fundet sted i Europa de sidste 10-15 år, netop handler om EU's restriktive liberalisme over for nationalstaternes ret til selvbestemmelse. 

Det ligger selvfølgelig uden for bogens tidsmæssige afgrænsning, men det er påfaldende, at Müller ikke tager det spørgsmål op i det særlige forord til den danske udgave. De store drivkræfter i de vestlige samfund er globale (det gælder økonomien, teknologien, migrationen og arbejdskraften), og derfor lader de sig kun vanskeligt håndtere af de nationalstater, som blev en del af det pragmatiske svar på katastroferne i det 20. århundredes første halvdel, og som på sin side lader til at være den øverste tærskel for demokrati.

Sådan er vi fanget mellem globale teknokratiske løsninger, der er plaget af manglende demokratisk legitimitet, læs EU, og nationale demokratier jaget af manglende politisk slagkraft til at levere løsninger.

Indtil, og hvis, en ny balance mellem de to er nået – et nyt forfatningsmæssigt forlig i Müllers begreber – vil den dominerende politiske følelse være frustration, vrede og gensidig mistillid mellem folk og elite. 

Det er en energi, der er blevet den politiske kraft, der går under betegnelsen populisme, og som har haft en meget disruptiv effekt på efterkrigstidens politiske orden. Og det er den, der afføder, at Webers – og Müllers – modstilling mellem jernburets politiske rationalitet og længslen efter nye profetier stadig præger os. Det ville man godt have hørt mere om. Men det er jo også udtryk for, at man aldrig får nok af det gode. Og alle bøger har et sidste ord og et sidste punktum.

Fem stjerner til Müller herfra. Og endnu en gang hatten af for Informations Forlag. 
 
Jan-Werner Müller: Kampen om demokratiet, 427 sider, Informations Forlag, 297 kroner.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00