Udspil fra S: Mette Frederiksen vil binde Løkke til velfærdsmasten

VELFÆRD: Socialdemokratiet vil indføre en velfærdslov. Mandagens velfærdsudspil lægger desuden op til at flytte uddannelse i almen medicin ud fra sygehusene, men holder fast i tjenestepligt for yngre læger.

Formand Mette Frederiksen og Herlev-borgmester Thomas Gyldal præsenterede mandag partiets første udspil i valgkampen på Sosu C i Herlev. 
Formand Mette Frederiksen og Herlev-borgmester Thomas Gyldal præsenterede mandag partiets første udspil i valgkampen på Sosu C i Herlev. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Andreas Arp

Statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen har allerede lovet 69 milliarder til velfærd, og nu kommer Socialdemokratiet også på banen med et velfærdsudspil.

Oppositionspartiet vil blandt andet indføre en velfærdslov, der skal forpligte den siddende regering til at afsætte penge nok til velfærd, selvom der kommer flere børn og ældre i fremtiden. 

Det sagde formand Mette Frederiksen, da hun sammen med Herlevs borgmester, Thomas Gyldal (S), præsenterede velfærdsudspillet på et pressemøde mandag.

”Vi har behov for at binde hinanden til masten inde på Christiansborg, sådan at alt det gode, der bliver sagt om velfærd, ikke kun bliver sagt i valgkampen. Vores bedste bud er en lov, sådan at en regering efter valget er tvunget til eksempelvis at ansætte flere medarbejdere, når der kommer flere ældre,” sagde Mette Frederiksen med henvisning til Lars Løkke Rasmussens løfte om en årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,65 procent frem mod 2025.

"Vi har behov for at binde hinanden til masten inde på Christiansborg, sådan at alt det gode, der bliver sagt om velfærd, ikke kun bliver sagt i valgkampen."

Mette Frederiksen (S)
Formand

Ifølge beregninger fra Finansministeriet vil det netop kræve en offentlig vækst på 0,65 procent, hvis man skal følge med det såkaldte demografiske træk, altså det stigende antal børn og ældre.

Ikke bange for økonomisk krise
En vækst i den offentlige sektor på 0,65 procent vil kræve 20 milliarder kroner ekstra, som Socialdemokratiet vil finde i det såkaldte økonomiske råderum.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Men det råderum, partierne regner med i dag, kan vise sig at blive mindre, hvis det pludselig ikke går så godt som ventet med økonomien.

S-formanden blev ved pressemødet derfor også spurgt, om det ikke er problematisk at binde sig til at lade velfærdsudgifterne følge det demografiske træk, hvis Danmark pludselig ender i en økonomisk krise?

”Hvis der kommer et fuldstændigt tilbageslag i økonomien, vil vi være tvunget til at revurdere hele den økonomiske politik og alle de beslutninger, der er truffet. Men der er intet, der tyder på, at vi ikke kan følge det demografiske træk frem til 2025,” svarede Mette Frederiksen.

Dokumentation

Det vil S på sundhedsområdet:

Nye nærhospitaler og flere praktiserende læger. Sundhedsvæsenet skal tættere på borgerne igen med nye nærhospitaler, hvor man kan blive behandlet for helt almindelige og ukomplicerede sygdomme. Vi vil også indføre en pligt for nyuddannede læger til at arbejde seks måneder hos en praktiserende læge i et område med lægemangel. Det skal bidrage til at sikre alle danskere en fast praktiserende læge tæt på, hvor de bor. Endelig foreslår vi som noget nyt at omlægge et halvt år af uddannelsen til praktiserende læge fra sygehuset til almen praksis, så der kommer flere læger i almen praksis.

Mere tid og mere personale. Der skal være mere tid til omsorgen for vores syge og gamle. Vi vil ansætte mere personale i sundhedsvæsenet og i ældreplejen, blandt andet 1.000 flere sygeplejersker på sygehusene. Derfor er der også brug for at uddanne flere sygeplejersker og flere social- og sundhedsmedarbejdere. Vi vil forpligte regionerne til at oprette flere praktikpladser til social- og sundhedsassistenter. Som noget nyt foreslår vi også, at studerende over 25 år får løn under hele uddannelsen til social- og sundhedsassistent og lov til at arbejde mere ved siden af deres uddannelse.

Flere hjemmehjælpstimer og flere plejeboliger. Siden 2015 er der skåret over en million hjemmehjælpstimer væk, selvom der er kommet mange flere ældre. Vi vil vende den udvikling og sikre flere hjemmehjælpstimer, når der i de kommende år kommer flere ældre. Vi foreslår også, at staten skal yde en større støtte til opførelsen af nye plejeboliger til ældre, så det bliver lettere at komme på plejehjem, når man har behov for det.

Kilde: Socialdemokratiet - "Velfærd først i hele Danmark"


Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00