Mette Thiesen: "Vi diskuterer ikke politik. For så er der fred. Jeg er ellers ret tæt med min søster"

FIK DU LÆST: Kærlighed, tryghed og orden var følgesvende i Mette Thiesens barndom i Fredensborg. Så hvad gør man, når den politiske uenighed trækker frontlinjerne op?

Artiklen blev bragt første gang 24. februar. Fortalt til Katrine Falk Lønstrup

"Jeg er vokset op i et venstreorienteret hjem. Mine forældre var tydeligt rundet af at have været unge i 1970'erne, og så var det vist helt, som det skulle være, at de først var venstresocialister og siden blev socialdemokrater. Vi diskuterede sjældent politik, men jeg kan huske, at det altså var Nyrup, der blev holdt på hjemme hos os dengang i 1990'erne, hvor det var et spørgsmål om enten Poul Nyrup Rasmussen eller Uffe Ellemann-Jensen. 

Det var især, når vi var på besøg hos min farmor og farfar, at politik blev et samtaleemne. Diskussionerne kunne blive ret ophedede, for min farfar stemte på Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet – og det lå milevidt fra, hvad Socialdemokratiet stod for tidligere. Jeg husker tydeligt, at min farfar udfordrede mig på, hvad jeg havde med fra mine forældre – og når han talte, så lyttede jeg. 

Jeg boede i samme hus hele min barndom, og mine forældre bor der stadig. Et klassisk parcelhus i Fredensborg. De købte huset i 1978, og så fik de mig i 1981. Mine forældre lærte hinanden at kende i folkeskolen. De har været sammen, siden de var 15 år gamle, og jeg var et vaskeægte ønskebarn. 

Det var et ganske almindeligt hjem med en mor, der var skolelærer, og en far, som oprindeligt var radiomekaniker, men senere blev elektronikmekaniker. I hele min barndom gjorde mine forældre meget ud af at være så meget hjemme hos mig og min søster, som de overhovedet kunne. Som skolelærer kom min mor oftest tidligt hjem – og jeg husker det, som om hun altid var hende den overskudsagtige mor, der havde bagt boller eller pølsehorn, når vi kom hjem. Og min far mødte hver eneste dag sindssygt tidligt, så han til gengæld kunne køre klokken tre og komme hjem og være sammen med os. Det var ekstremt dejligt. 

Nærmest alle mine venner boede enten i samme parcelhuskvarter som mig eller tæt ved i et lignende kvarter. Vi kunne gå hjem til hinanden og lege, eller vi kunne lege på det store grønne område, der ligger bag husene og strækker sig helt ned til Esrum Sø. Nede ved søen er der en lillebitte strand, hvor vi nogle gange gik ned og badede, da vi var for små til selv at måtte tage på stranden i Hornbæk. Det er en ferskvandssø, så især i de første sommermåneder, inden der kommer for mange alger, er det et skønt sted at bade. Jeg kan også huske nogle enkelte vintre, hvor søen var frosset så meget til, at vi kunne stå på skøjter."

"Mens solen stod op, og resten af huset stadig sov." 

"Jeg er vokset op i et hjem med kærlige, faste rammer og regler, der skulle overholdes. Min far har nok altid været lidt mere modtagelig for smiger fra mig eller min søster, men der blev sat grænser for os – og vi var aldrig i tvivl om, hvor de grænser gik. Det var efter min mening lige, som det skulle være, for som barn er det trygt at vide, at ens forældre faktisk tager det ret alvorligt, at de ved, hvor man er, og hvad man laver. Selvfølgelig var jeg som teenager indimellem træt af, at jeg følte, mine forældre sådan ville bestemme over mig, men så prøvede jeg grænserne lidt af – og så lærte jeg noget af det. 

Da jeg blev teenager, overtog jeg det store værelse i huset, som ellers havde været mine forældres soveværelse. Da jeg fik det, sagde min mor meget tydeligt: "Nu får du det store værelse, men hvis du roder for meget, hvis du ikke passer ordentligt på det, så tager vi det tilbage". Og det endte med, at jeg røg ud igen, fordi jeg rodede for meget. Der var konsekvens. Og det kunne man i øvrigt være sikker på, at der altid var. En regel var en regel. 

Jeg kan også huske en gang, hvor jeg var i byen med en veninde i Helsingør. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. Men vi havde det så sjovt, at jeg ikke tog hjem, da jeg egentlig skulle. Jeg tænkte vist bare, at det nok ville gå, at jeg lige blev lidt længere. Men der kørte min far altså til Helsingør og ledte efter mig. Han spurgte sågar dørmanden på diskoteket. Det var så pinligt, og jeg gjorde det aldrig igen. Jeg lærte, at der gik en grænse, som ikke skulle udfordres.

Jeg har haft fritidsjob, siden jeg var ret ung. Det har altid ligget i kortene, at min søster og jeg skulle klare os selv. Det kunne jeg godt lide. For når jeg tjente mine egne penge, havde jeg tilsvarende nogle penge, som jeg kunne bruge, uden mine forældre blandede sig. I en periode, hvor jeg arbejdede i en taskebutik i Helsingør, tror jeg nærmest, jeg brugte hele min løn på tasker, men det var jo min egen beslutning, for det var mine penge. 

Det værste fritidsjob, jeg har haft, var nok, da jeg gik i aviser. Det var mit første job – og det var ikke lige mig. Men når jeg tænker tilbage på det nu, husker jeg alligevel, hvordan min far nogle gange stod tidligt op sammen med mig og kørte mig rundt på min avisrute. Så kørte vi forbi bageren på vej hjem, og så vi sad i køkkenet og spiste morgenmad, mens solen stod op, og resten af huset stadig sov. Det var en rar måde at få kvalitetstid sammen, men da jeg blev gammel nok, fandt jeg trods alt et andet job."

"Hvis du skal være sådan en idiot, så synes jeg bare, du skal holde din kæft." 

"I skolen var jeg nok en af de få elever, der fik at vide, at jeg ligefrem sagde for meget. I alle mine kontaktbøger står der: "Mette er rigtig dygtig. Hun laver sine ting. Men hun taler for meget." Jeg har altid været ekstremt ivrig og haft meget svært ved at vente, til det blev min tur. Og derfor snakkede jeg løs i timerne – også på tidspunkter, hvor jeg måske skulle tie stille og følge med. 

Jeg kunne godt lide at gå skole. Jeg tror faktisk kun, det var fysik, jeg ikke var videre begejstret for, men det hang nok mest af alt sammen med, at jeg havde en matematik- og fysiklærer, der var både uretfærdig og nedladende. Hvis man ikke forstod, hvad han forklarede, kunne han hånende finde på at sige, at man jo nok bare var for dum til at forstå det. Og som lærer er noget af det værste, man kan være, altså at være nedladende. For hvis man nedgør de elever, der spørger, holder de op med at spørge, og så lærer de jo ikke noget. 

Når han opførte sig sådan, kunne jeg ikke holde mund. Og det har jeg i øvrigt aldrig kunnet, når jeg har oplevet noget som uretfærdigt. Jeg kan især huske en episode, hvor min lærer kom med en dum kommentar om, at kvinder ikke havde noget at gøre i et fysiklokale. Og typisk teenager-forarget svarende jeg: "Hvis du skal være sådan en idiot, så synes jeg bare, du skal holde din kæft." Det ville han ikke finde sig i, så jeg måtte en tur uden for døren."

"Slankekurene blev for mange, og presset for stort." 

"Da jeg var teenager, var jeg i en periode lidt overvægtig. Jeg kan tydeligt huske at se alle de andre piger i korte mavebluser og samtidig selv være meget bevidst om, at det kunne jeg ikke gå i. Mine veninder sagde aldrig noget til mig, og jeg blev ikke mobbet, men jeg følte mig forkert; jeg følte mig som hende den tykke pige. Jeg husker også en episode i 6. klasse, hvor jeg var oppe at skændes med en af drengene fra klassen, og han sagde: "Du er også bare fed, så hold din kæft."  

Sådan en kommentar gjorde ondt, for jeg følte ikke, det var noget, jeg selv var herre over. Jeg spiste ikke anderledes end alle de andre piger; jeg var bare større. Lægen sagde, det bare var hvalpefedt, som jeg ville vokse fra. Og det fik han ret i, for lige pludselig begyndte jeg at vokse, og inden for et år havde jeg tabt det hele. Følelsen af at være forkert forsvandt dog ikke; den sad stadig i mig, hvilket resulterede i, at jeg i gymnasiet blev meget tynd og havde, hvad man nok godt kan beskrive som en spiseforstyrrelse. Jeg havde ikke lyst til at være hende den tykke pige igen og ville som alle andre gymnasieelever bare gerne passe ind, så slankekurene blev for mange, og presset for stort. 

Min forældre var bekymrede og forsøgte at hjælpe mig, men som det er med så meget andet, tror jeg, det er én selv, der skal nå den erkendelse, at man er på vej i den forkerte retning. Og efter noget tid nåede jeg dertil, så jeg fik hanket op i mig selv og besluttede mig for, at det var slut med de drastiske slankekure. I dag har jeg et meget afslappet forhold til mad. Jeg spiser sundt, men der skal også være plads til det gode. Og det tror jeg skyldes, at jeg ikke blev tvunget, men derimod selv besluttede, at det var nødvendigt at tage nogle kilo på." 

"Selv om jeg i dag diskuterer politik nærmest hver eneste dag, holder vi os stadig fra det, når vi mødes i min familie. For min søster er meget venstreorienteret, og hun og jeg er grundlæggende uenige om især udlændingepolitik."

Selv om jeg allerede som barn og ung var enig i meget af det, min farfar sagde, var det først senere, jeg rigtig fandt ud af, hvor jeg lå politisk. Jeg havde blandt andet en bekendt på Espergærde Gymnasium, som talte meget om, at Danmark bare kunne tage løs af flygtninge. For vi havde masser af plads, så vi skulle da bare åbne grænserne. Det mente min farfar ikke, og det mente jeg nu bestemt heller ikke, at vi bare kunne.  

Da jeg startede på N. Zahles Seminarium i 2004, fandt jeg for alvor ud af, at jeg var borgerlig. Der var mange af mine medstuderende, der var venstreorienterede, og det kunne jeg slet ikke se mig selv i. I 2013 meldte jeg mig ind i Konservative, og samme år blev jeg valgt til byrådet i Hillerød Kommune. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at trække i den rigtige retning, men måtte endelig i 2017 konstatere, at Konservative ikke var konservative. Derfor skiftede jeg parti til Nye Borgerlige. 

Selv om jeg i dag diskuterer politik nærmest hver eneste dag, holder vi os stadig fra det, når vi mødes i min familie. For min søster er meget venstreorienteret, og hun og jeg er grundlæggende uenige om især udlændingepolitik. Vi ved begge, hvor vi hver især står, og der er ingen af os, der kommer til at rykke sig. Derfor har vi stiltiende accepteret ikke at diskutere politik. For så er der fred.

Jeg er ellers ret tæt med min søster. For lige så forskellige vi er på nogle punkter, lige så ens er vi på andre. Vi har begge utrolig dårlig humor, så når jeg ser noget på Facebook, der får mig til at grine – ofte en eller anden åndssvag kattevideo – er hun den første, jeg skriver til. For jeg ved, at hun vil sætte pris på det på samme måde, som jeg gør."

Forrige artikel Messerschmidt bliver næstformand i DF Messerschmidt bliver næstformand i DF Næste artikel Kristendemokraterne har på rekordtid samlet nok vælgererklæringer Kristendemokraterne har på rekordtid samlet nok vælgererklæringer
Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

ÉTÅRSDAG: Flere vælgere har vendt Venstre ryggen, og vælgerne foretrækker andre statsministerkandidater. Det viser friske målinger på dagen, hvor Jakob Ellemann-Jensen kan fejre etårsjubilæum som Venstres formand. Vi har samlet fire figurer, der illustrerer udfordringerne.