Alex Vanopslagh: "Jeg var den fornuftige i flokken. Men det sagde mere om flokken, end det gjorde om mig"

”Jeg var så bange for at tabe, at jeg ikke var i stand til at vinde. Jeg var otte år, da jeg startede til karate. Som 14-årig fik jeg det sorte bælte, og samtidig blev jeg udtaget til talentholdet, der var første skridt mod landsholdet. Men jeg havde voldsom præstationsangst, så uanset hvor god jeg var til træning, tabte jeg næsten altid, når jeg skulle kæmpe til turneringer.

Jeg havde egentlig ret meget selvtillid og tænkte, at jeg kunne det meste. Men jeg havde også dårligt selvværd, og jeg søgte meget anerkendelse og bekræftelse. Det var ikke noget, jeg var bevidst om dengang, men jeg tænkte, at jeg ikke fortjente at vinde.

Jeg blev født i Frankrig og boede der, indtil jeg var fem år gammel. Min mor havde et sabbatår i Frankrig, hvor hun mødte min far og blev voldsomt forelsket. De fik mig og min bror og var gift i 11 år, inden de blev skilt, og min mor tog os med tilbage til Danmark.

Jeg har ikke så mange minder fra den tid, men jeg har fået fortalt af min mor, at jeg savnede min far helt utroligt meget. Så når de andre børn blev hentet af deres fædre, blev jeg ulykkelig og ville med dem hjem. Derfor har jeg også altid været meget lykkelig, når jeg skulle besøge min far i Frankrig.

Min far havde selv dyrket kampsport det meste af sit liv, og det var ham, der foreslog, at jeg også begyndte. Det kunne måske gøre mig lidt mere disciplineret, tror jeg, han tænkte. Jeg havde som så mange andre drenge svært ved at sidde stille og lytte efter, og til karate var der faste rammer og regler og en autoritet i form af en sensei, som jeg skulle rette mig efter - og gjorde jeg ikke det, skulle jeg tage armbøjninger eller udføre en anden disciplinerende straf."

”Det var milevidt fra den abstrakte, kreative verden, som jeg siden selv har været en del af, hvor man kan bullshitte sig frem til alt”

"Min mor fik arbejde på B&O i Struer i Vestjylland, og efter et par år i Lemvig flyttede vi til Struer, da min mor mødte sin nuværende mand, min stedfar. Struer var en klassisk jysk provinsby, hvor der ærligt talt ikke skete vildt meget. Det var en by, hvor det i mange år var sådan, at når det gik dårligt for B&O, så gik det dårligt for Struer. Nu er det dog gået dårligt for B&O i så mange år, at Struer har lært at klare sig alligevel.

Jeg kommer ud af et klassisk jysk arbejderhjem. Ikke sådan et med 3F og røde faner, men et arbejderhjem på den måde, at man tjente sine egne penge og lavede noget konkret arbejde. Min far var slagter, og hans far var minearbejder i Belgien. Min stedfar arbejdede som maskinarbejder ved Arriva, hvor han reparerede toge, og min mor kom ud af en fiskerfamilie ved Thorsminde og var selv ufaglært fabriksarbejder.

Det var hårdt, konkret arbejde, der var milevidt fra den abstrakte, kreative verden, som jeg siden selv har været en del af, hvor man kan bullshitte sig frem til alt. For det kan man ikke, når man er maskinmester ved Arriva; enten kører togene, eller også gør de ikke. Og enten bliver varerne pakket på et lager hos B&O, eller også gør de ikke. Det var intet ekstraordinært, men det var solidt og almindeligt, og det var sundt og godt.

Jeg fik mit første fritidsjob, da jeg fyldte 13 år, hvor jeg begyndte at gå med aviser. Jeg var stolt over at tjene mine egne penge, og kort efter skiftede jeg aviserne ud med et job hos en slagter, hvor jeg vaskede op og pakkede leverpostej og pølser. For en lidt utilpasset ung mand som mig var det godt med nogle faste rammer, hvor det var forventet, at jeg kom til tiden, knoklede og gjorde mig umage. Al den disciplin, jeg manglede andre steder, havde jeg, når det kom til mine fritidsjobs, for det fik mig til at ranke ryggen.

Der var flere af mine klassekammerater, der i løbet af 00’erne begyndte at få mobiltelefoner, gerne en Nokia eller Sony Ericsson, og TV på værelset. Selvom mine forældre jo havde råd, for de var ikke nødlidende overhovedet, så insisterede de på, at jeg selv skulle spare op, hvis jeg ville have den slags. De skulle nok sørge for, at der var aftensmad på bordet, og at jeg havde tøj på kroppen, men hvis der var andet, jeg ville have, måtte jeg tjene mine egne penge og spare op til det.

Det var jeg nok ikke helt tilfreds med dengang, men i dag er jeg glad for det, selvom det da indimellem var en sur tjans at skulle cykle rundt med aviser, når det blæste eller pissede ned. Men brokkede jeg mig, kan jeg stadig tydeligt huske min mor, der kiggede lidt bestemt på mig og sagde: ”Jamen der er da også dage, hvor jeg ikke gider på arbejde, men det skal man, og det kan du lige så godt lære nu.” Så det lærte jeg.

Det er nok den slags, der har gjort, at jeg blev liberal, selvom jeg uden tvivl kommer fra, hvad man kan kalde et upolitisk hjem, hvor vi kun meget sjældent diskuterede politik og aldrig holdt avis. Jeg ville nok placere min mor og stedfar til højre for midten, men det var ikke sådan, at de sad derhjemme og bandede og svovlede over, at topskatten var for høj. Alligevel jeg kan tydeligt høre min mor sige: ”Det, du kan selv, skal du selv,” og det er nok noget af det, der har formet mig."

”Min mor er sådan en lille kvinde på halvanden meter, men hun var sgu god til at sætte os to store unger på plads”

"Jeg startede i folkeskole i Struer i 2. klasse. Det var en god tid, men også en tid, hvor jeg var lidt rodløs. Jeg var flittig og passede mine lektier, men jeg var et uroligt barn, og jeg havde et ret konstant behov for at udfordre lærerne. Jeg har helt sikkert været både irriterende og flabet. Og når jeg blev færdig med mine opgaver - og det blev jeg som regel hurtigt - var jeg ham, der gik over til de drenge, der ikke var helt så gode i skolen, men som til gengæld var sjove at hænge ud med, og så forstyrrede vi resten af klassen.

Vi fik alle de samme opgaver udleveret. Sådan helt klassisk kassetænkning, hvor der altid er en del, der falder udenfor. Der er dem, der bakser med det og får ondt i maven over, at opgaverne er for svære. Og så er der dem, der som jeg bliver hurtigt færdige, begynder at kede sig og derfor måske ender med at forstyrre alle de andre. Min matematiklærer var den eneste, der fandt ud af at tackle mig, for hun havde ekstraopgaver med til mig. Hun stillede krav til mig og bad mig om at gøre mig umage, og det var det, jeg havde brug for.

Ellers skete det ret ofte, at mine lærere ringede eller skrev hjem til min mor. Min mor ville altid lytte til min udlægning af, hvad der var sket, men var hun rimeligt konsekvent med ubetinget at stå på skolens side. Jeg skulle høre efter, opføre mig ordentligt og gøre, hvad der blev sagt. Min mor er sådan en lille kvinde på halvanden meter, men hun var sgu god til at sætte os to store unger på plads, selvom vi indimellem var lidt ustyrlige."

”Jeg krampede voldsomt i hele kroppen og mistede bevidstheden. Jeg troede, jeg skulle dø”

"Som 14-årig fik jeg en knæskade, der gjorde, at jeg i flere måneder ikke kunne dyrke karate. Da jeg prøvede at vende tilbage, haltede jeg så meget efter de andre, at jeg kunne se, at det nok ikke ville føre det helt store med sig. Derfor begyndte jeg i stedet at undervise. Jeg kæmpede stadig lidt for sjov, men jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke kunne være med blandt de bedste, så ville jeg slet ikke være med. For som udpræget konkurrencemenneske har jeg aldrig være med på den der med, at det ikke handler om at vinde, men om at være med. Hvis man er dygtig nok, kan man komme langt. Og det var jeg så bare ikke.

Få år senere blev jeg tvunget til at droppe al kampsport og endegyldigt sige farvel et ethvert håb, jeg måtte have, om at dyrke sport på højt plan, da jeg fik et epileptisk anfald, som var fremprovokeret af fysisk udmattelse. Jeg var på besøg hos min far i Frankrig, og vi havde vandret i bjergene i flere timer, da jeg på vej ned ad bjerget pludselig fik et anfald, hvor jeg krampede voldsomt i hele kroppen og mistede bevidstheden. Jeg troede, jeg skulle dø. Og ikke nok med at det i sig selv var en rædselsfuld oplevelse, så skulle jeg nu også lære at leve med, at jeg fejlede noget; at jeg var kronisk syg.

Jeg flyttede til Herning kort efter, hvor jeg fandt mig et arbejde hos GLS. Jeg gik på gymnasiet om dagen, og om natten var jeg på arbejde, hvor jeg skulle tømme lastbiler indtil klokken 6.00, inden jeg så tog i skole igen. Da jeg havde været der i tre måneder, fik jeg et epileptisk anfald igen, fordi jeg simpelthen var fuldstændig fysisk udmattet. Det var det andet og i øvrigt sidste anfald, jeg har haft, for der gik det op for mig, at sygdommen havde ændret mit liv. Jeg har lært, at jeg simpelthen ikke kan sætte mig selv i en situation, hvor jeg udmatter mig selv så meget fysisk, for så siger min krop fra."

”Jeg dalrede nok bare lidt rundt og kunne ærligt talt ikke finde mening med livet i Struer”

"Inden jeg flyttede til Herning, nåede jeg at starte på gymnasiet i Struer. Jeg faldt dog aldrig rigtig til, for jeg passede ikke ind socialt, og jeg havde mistet modet, efter jeg havde fået revet karate væk. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at læse eller komme op om morgenen, jeg var nedtrykt, og jeg havde det bare ikke godt. Derfor dalrede jeg nok bare lidt rundt og kunne ærligt talt ikke finde mening med livet i Struer. Sådan tror jeg, at mange unge drenge kan ramle ind i en træls periode i de sene teenageår.

Jeg havde brug for at starte på en frisk et nyt sted, hvor der ikke rigtig var nogen, der kendte mig; hvor jeg ikke længere ville sidde fast i den person, som jeg var i folkeskolen. Så som 17-årig flyttede jeg til Herning og ind ved en ældre mand, der hed Svend-Erik, som havde en tilbygning til sit hus, hvor jeg havde et værelse med et lille tekøkken og et badeværelse. Han var pensionist og var god for mig, for jeg kunne altid lige banke på, hvis der var et eller andet. Og så startede jeg på studenterkursus i Herning, hvor jeg kunne blive student på to år, fordi alle de kreative fag var skåret fra.

Jeg havde allerede et par venner i Herning, og jeg fandt hurtigt ind i et fællesskab som fan af F.C. Midtjylland, hvor vi tog til fodboldkampe. Så kunne jeg gå der og være lidt en bøvet klovn, der sang slagsange på stadion, drak bajere og var lidt smart i attituden. Men vi havde det skægt, og vi følte os som en del af et stærkt fællesskab. Når jeg ser tilbage nu, kan jeg tydeligt se, at det nærmest altid er den slags fællesskaber, jeg har søgt. Hvad enten det var kampsport, at være fodboldfan eller metalmiljøet, har jeg nok søgt fællesskaber, hvor der var nogle klare identitetsmarkører, som jeg kunne mig selv i.

Jeg begyndte langsomt at få det bedre, og det var nok min måde at tage skeen i den anden hånd. For man er jo ikke selv herre over, hvad man møder af modstand i livet, men jeg mener, man er herre over, hvordan man tackler det. I det tilfælde havde jeg det svært, og så flyttede jeg.

Derfor har jeg nok også - især da jeg var yngre - reageret meget skarpt, hvis folk mente, at der var alt for synd for dem selv. Skulle jeg så også synes, det var synd for mig selv, at jeg fik en knæskade eller nogle epileptiske anfald? Eller skulle jeg synes, det var synd for mig, at min far boede i Frankrig? Sådan kunne man blive ved uden nytte. Måske har jeg dog alligevel haft lidt indirekte ondt af mig selv, når jeg reagerede skarpt, hvis folk beklagede sig for meget. For der er da nogle ting, der er svære, men så må man jo tage det på sig at få det bedste ud af det. Sådan er jeg stadig anlagt, men jeg er nok lidt mere forstående, end jeg var, da jeg var teenager."

”Det var jo de ikke-stuerene, som det hed sig dengang, og det søgte jeg”

"Jeg tror, at jeg gennem det meste af min ungdom har været den fornuftige i flokken, men det sagde mere om flokken, end det gjorde om mig. For jeg har nok altid haft en tendens til at søge lidt hen imod de skæve eksistenser. Jeg var grænsesøgende, og jeg syntes, det var mere spændende at hænge ud med dem, der måske levede lidt på kanten.

Måske var det også derfor, jeg som 14-årig faktisk var medlem af Dansk Folkeparti Ungdom et enkelt år. Det var umiddelbart efter Muhammedkrisen, hvor jeg havde en kortvarig besættelse, og så appellerede det til mig aktivt at vælge det andet selskab til; at træde ud af det gode selskab. For det var jo de ikke-stuerene, som det hed sig dengang, og det søgte jeg.

Hvis noget var populært, havde jeg nærmest på forhånd besluttet mig for, at jeg var modstander, nærmest uanset hvad det handlede om. Det kunne været noget så enkelt som, at de fleste andre lyttede til Britney Spears, mens jeg hørte metalmusik og havde noget halvlangt, uglet garn. Jeg ville gerne være kontrær.

I dag kan jeg også tage mig selv i at indtage det modsatte standpunkt, hvis der er enighed om alt. Jeg vil ikke være på tværs bare for at være på tværs, men jeg vil gerne komme med et modtryk der, hvor jeg mener, det mangler. Det gælder politisk i dag, og jeg oplevede det allerede, da jeg var ung. For eksempel i samfundsfag i folkeskolen, hvor min lærer måtte bede mig om ikke være så trynende over for mine klassekammerater."

”Det var nogle andre, der førte kniven”

"Jeg har altid tænkt, at jeg aldrig skulle være politiker. Selv da jeg var formand for Liberal Alliances Ungdom, så jeg mig selv som liberalist og antistat og som en, der var der for at begrænse politikerne i samfundet. Men LA Ungdom var også et andet parti, end det er i dag. Vi var nok mest af alt en flok idealister og nørder, der hadede politikere og mente, at staten nærmest skulle være så lille, at man kunne drukne den i et badekar. Den type tilhørte jeg jo nok også selv.

Jeg meldte mig ind, efter jeg på valgnatten i 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt vandt magten, havde mødt jeg en mand, der hedder Kim, i baren på det kollegium i Odense, hvor jeg lige var flyttet ind. Han havde været på valgturné med Venstre det meste af valgkampen, men var vist raget lidt uklar med dem, og han brokkede sig højlydt over, at Helle Thorning nu var blevet statsminister. Jeg faldt i snak med ham, og jeg husker tydeligt, han sagde: ”Du har et godt hoved på dine skuldre, så du skal da ind i politik. Vi skal ind i Liberal Alliance sammen”.

Vi var ikke ret mange medlemmer, og det gjorde det nok ret let at stige hurtigt i graderne, så umiddelbart efter jeg var blevet medlem, blev jeg lokalformand på Fyn. Jeg tror ikke, der gik mere end et halvt år, før vi simpelthen kuppede den lokale formand, som vi afsatte med et mistillidsvotum, og så blev jeg sat ind i stedet. Det var nogle andre, der førte kniven, og så måtte jeg jo allerbarmhjertigst stille mig til rådighed. Det var et værre rænkespil, og jeg tror også, der er noget lidt usundt ved det ungdomspolitiske miljø. For man lærer det politiske spil at kende på en helt åndssvag måde. Det er virkelig den politiske verden på godt og ondt."

”Man skal turde tabe for at kunne vinde”

"Da jeg begyndte at dyrke karate på højt plan, bestod halvdelen af vores træning i, at vi skulle ligge på gulvet og lytte til lydbånd, hvor der blandt andet blev gentaget igen og igen, at man skal turde tabe for at kunne vinde. Det var dybt ulogisk for mig dengang, og jeg fattede det ganske enkelt ikke, men i dag forstår jeg det. Og jeg har sidenhen fundet lydfilerne frem og brugt dem, inden jeg som politiker skulle i en debat eller holde en tale. Jeg fik så småt flere og flere succesoplevelser og begyndte at unde mig selv det godt – og først der overvandt jeg min frygt.

Hvis ikke jeg var blevet valgt til Folketinget, tænkte jeg, at jeg skulle arbejde deltid. Jeg var medlem af Borgerrepræsentationen i København, havde et fuldtidsjob som lobbyist og var spidskandidat i Vestjylland – og så var jeg også lige weekendfar. Jeg var hele tiden bagud på en eller anden front. Det var en åbenbaring for mig at finde ud af, at jeg under ingen omstændigheder skulle leve resten af mit liv med at arbejde 70-80 timer om ugen i hamsterhjulet. For det ville jeg ikke blive lykkelig af. Selvom presset på mine skuldre er langt større nu, er det mindre stressende. For nu har jeg kun to jobs: Jeg skal fokusere på at være en så god far som muligt, og så skal jeg forsøge at redde Liberal Alliance fra at gå konkurs.”

Artiklen blev bragt første gang i Altingets magasin i oktober 2020.