Karsten Hønge: "Når man føler sig ydmyget, sidder det fast. Hvordan kunne jeg blive andet end en ræverød revolutionær?"

Karsten Hønge vokser op på bunden af klassesamfundet i Nykøbing Mors. Det store spørgsmål dengang er, om man slår blikket ned eller slår igen. Hønge slår igen. Altinget har fulgt med ham ned ad erindringens boulevard.

”Jeg brækkede mit ben, da jeg var seks år, fordi jeg kravlede rundt på et fodboldmål, der væltede ned over mig, jeg er syet syv steder i ansigtet, og jeg har et par kunstige tænder,” fortæller Karsten Hønge, der tørt konstaterer, at han kunne være død mange gange i løbet af sin barndom.
”Jeg brækkede mit ben, da jeg var seks år, fordi jeg kravlede rundt på et fodboldmål, der væltede ned over mig, jeg er syet syv steder i ansigtet, og jeg har et par kunstige tænder,” fortæller Karsten Hønge, der tørt konstaterer, at han kunne være død mange gange i løbet af sin barndom. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Katrine Falk Lønstrup

”Jeg er fra en tid, hvor man kunne se, man kunne smage, og man kunne lugte fattigdom. Hvor der var børn, der var så forsømte, at de lugtede, når de kom i skole, fordi de ikke havde fået rent tøj på og aldrig havde været i bad. Vi havde heller ikke bad derhjemme, men min mor sørgede for, at vi var rene. Vi havde en zinkbalje, som blev båret op i stuen, og så blev vi vasket. Og selvom vi gik i grimt, gammelt tøj, hang det i det mindste sammen. Vi gik aldrig sultne i seng, og vi havde madpakker med i skole, men vi var fattige på det niveau, hvor maden blev rationeret.

Jeg er født og opvokset i Nykøbing Mors i et meget lille byhus. Jeg var den yngste af fire søskende, så vi boede seks mennesker på meget lidt plads og sov alle i samme rum. Huset blev kun varmet op af en lille kakkelovn, og vi havde ikke varmt vand. Da jeg var fem, flyttede vi lidt hen ad gaden til en 2 1⁄2-værelses lejlighed, hvor jeg sov sammen med to af min søskende i en køjeseng med tre køjer, som stod i et indhak i stuen. Min ældste storebror fik et lille, uopvarmet værelse. Vi delte toilet med dem, der boede i stueetagen. Og vi havde stadig intet varmt vand.

Min far var tømrer, men havde dårligt helbred og fik derfor sværere og sværere ved at arbejde, og min mor var ufaglært. Hun gjorde rent i private hjem om dagen og serverede om aftenen. Sådan working poor med flere og flere jobs hele tiden for at holde den kørende.

Foto: Privatfoto
Da jeg var ti år gammel, blev min far invalidepensionist. Han måtte igennem en ydmygende proces for at få sin pension. Når man er ti år gammel, og ens far bliver invalid, er det ikke sjovt, og jeg kan stadig i dag mærke, hvor stigmatiserende et ord det er. Vi var allerede inden fattige, men da min far ikke kunne arbejde længere, sank vi endegyldigt ned i underklassen. Min far måtte æde sin stolthed, og mine forældre måtte finde sig i at blive ydmyget, for Nykøbing Mors var et barskt klassesamfund, hvor alle vidste, når det gik galt i en familie. Og det gjorde det i min.

Vi klarede os, men vi stod i en situation, hvor vi hang fast med det yderste af neglene; hvor vi var nødt til at bede om udsættelse, når vi ikke havde penge til at betale vores regninger. Eller hvor jeg blev sendt op til den bager, der lå lige, hvor vi boede, for at købe brød fra dagen før. Jeg kan huske den tunge vej derhen, og jeg kan huske, hvordan der blev kigget skævt, når jeg bad om det daggamle brød. Ekspedienterne bag skranken vidste udmærket, hvem jeg var; at jeg var et af Hønges børn, der igen kom for at bede om brød fra i går.

Når jeg først var hjemme igen, var det hyggeligt, for så sad hele familien rundt om bordet og spiste sammen. Det gjorde vi også, når min mor havde serveret om aftenen og havde fået den kage, der var i overskud, med hjem. Den kærlighed, der var, når vi alle sad sammen og spiste, husker jeg helt tydeligt, men indtil det punkt var det ufatteligt ydmygende. Det har sat sig som fuldstændigt definerende for, hvem jeg er i dag. For når man føler sig ydmyget eller flov, sidder det fast, og jeg kan stadig gå fuldstændig ind i følelsen af, at vi sgu bare ikke var gode nok. Hvordan kunne jeg blive andet end en ræverød revolutionær?"

Karsten Hønge (SF) bevæger sig ned ad barndommens gader i Nykøbing Mors.
Karsten Hønge (SF) bevæger sig ned ad barndommens gader i Nykøbing Mors. "Selvom vi kom fra underklassen, skulle vi ikke finde os i noget. Det viste min far mig, og det tog jeg til mig," fortæller Hønge. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

“Jeg kan stadig huske, hvordan den konvolut brændte i hænderne, da jeg gik op mod katederet”

"Det var helt grundlæggende ikke behageligt at gå i skole. Det var nok det sted, hvor jeg mest tydeligt oplevede, at der var stor forskel på den behandling, henholdsvis underklassens og de fines børn fik. Alle vidste, hvem der bestemte i byen, så mens hånden blev holdt over de fine, fik vi andre både fysiske og mentale røfler.

Selvom det var forbudt at slå, var der flere lærere, der slog os – og gjorde de ikke det, så sørgede de i hvert fald for, at vi vidste, at vi ikke var andet end fattige lus. I gymnasiet måtte især mine søskende også leve med overklassens arrogance. Selvom de alle tre var dygtige, lagde lærerne ikke fingre imellem, når de talte om, hvem de mente, der havde ret til at være i gymnasiet – og det var tydeligt, at de syntes, underklassens børn skulle holde sig væk.

Jeg kan især huske, at jeg, da jeg gik i 3. klasse, en dag kom hjem og fortalte min far, at jeg havde oplevet, hvordan der havde foregået ren psykisk terror i en time, hvor en af mine klassekammerater var blev ydmyget verbalt. Det ville min far simpelthen ikke finde sig i, så han skrev et brev, som jeg fik besked på at aflevere til min klasselærer.

De fleste af os havde i den time fået en kollektiv eftersidning, som vores forældre skulle skrive under på, men i stedet for at aflevere en underskrevet eftersidning den efterfølgende dag, kom jeg med en lukket kuvert med et brev, hvor min far skrev, at han ikke stod model til den behandling. Han stolede på mig, og han ville ikke finde sig i, at jeg eller andre i klassen skulle udsættes for psykisk terror. Jeg kan stadig huske, hvordan den konvolut brændte i hænderne, da jeg gik op mod katederet.

Jeg bliver rasende, hvis jeg bliver kaldt for pamper eller levebrødspolitiker, eller hvis jeg får at vide, at jeg som politiker med min fede løn ikke ved, hvad det vil sige at være fattig. For det ved jeg. Jeg har det konstant siddende under huden.

Karsten Hønge, politisk ordfører (SF)

Selvom vi kom fra underklassen, skulle vi ikke finde os i noget. Det viste min far mig, og det tog jeg til mig. Lærerne sagde jeg fra over for, og var der andre børn, der hånede mig eller min familie, fik de et par på hovedet. Men jeg har set mange, der har slået blikket ned, når de er blevet trådt på. Det har jeg aldrig fundet mig i. Hvis man tror, man kan intimidere mig til noget som helst, kender man mig meget dårligt. Jeg kommer aldrig til at slå blikket ned, og der er ikke nogen, der skal kommandere med mig. Den attitude hjælper mig også som politiker, hvor jeg ikke er bange for noget.

Jeg har nok altid haft et behov for at skabe lidt optøjer. Da jeg blev konfirmeret, kan jeg huske, at alle pigerne skulle have hvide kjoler på, og drengene sorte bukser og hvide skjorter. Det gad jeg ikke, så jeg fik overbevist mine forældre om, at jeg i bedste 70’er-hippiestil i stedet skulle have en rustrød skjorte med flæser på. Vi var jo ikke soldater, mente jeg, så hvorfor dog den militarisering med ens uniformer. Det skabte ret stor opsigt, og flere af de andre forældre var simpelthen så forargede over, at jeg kom klædt sådan.

Jeg blev konfirmeret i foråret, men mine forældre havde ikke råd til at holde en konfirmationsfest for mig, så i stedet blev det aftalt, at jeg holdt en fest sammen med min fætter, der blev konfirmeret i efteråret. Min fars bror ville gerne hjælpe os økonomisk, og jeg vidste da godt, at hans tilbud om at holde min fest sammen med min fætters betød, at han betalte. For vi skulle jo alligevel til Midtjylland for at fejre min fætter. I stedet blev jeg fejret med frokost derhjemme, og så kørte vi til Vesterhavet i min fars søsters Morris 10-100.

Mine forældre testede flere gange, om jeg nu også var okay med, at de ikke holdt en fest for mig. For det gjorde alle andre. Men jeg havde det oprigtigt bedre med, at vi lod være, for jeg ville få så dårlig samvittighed af, at de skulle spinke og spare for at få råd til det, og jeg gad simpelthen ikke det spil med, at vi skulle lade, som om vi ikke var fattige, når vi jo for helvede ingen penge havde."

”Kan du ikke se, han er fremtiden?” spurgte min far. ”Nej, det kan jeg knap nok,” måtte jeg svare

"Selvom vi var fattige, fastholdt mine forældre nogle principper, der nok var lidt usædvanlige. De var medlemmer af Socialdemokratiet, vi holdt Aktuelt, for det var vigtigt for dem, at vi fulgte med, og så havde min far et princip om, at vi altid købte ind i Brugsen. Hvis den private købmand havde tilbud, måtte min mor handle i al hemmelighed, for min far holdt på, at i vores familie købte vi ind i fællesskabet. Vi er socialister; vi skal ikke understøtte de private kapitalister.

Især min far var ubønhørlig i forhold til at nægte at acceptere, at vi sprang over, hvor gærdet var lavest. Han kom aldrig overens med, at han blev invalidepensionist, og selvom han var meget syg, beklagede han sig aldrig. For det var simpelthen ikke noget, man sagde. Lige indtil han døde, var der ingen, der rigtigt vidste, hvor skidt det stod til. Og selvom vi faldt ned i underklassen materielt og statusmæssigt, da han blev syg, fastholdt han, at der ikke var nogen undskyldning for ikke at følge med og forsøge at rykke noget. ”Hvad vil du gøre ved det,” kan jeg stadig høre ham sige, hver gang jeg brokkede mig eller var utilfreds med noget.

"Jeg kan stadig i dag fuldstændigt genkalde følelsen af at stå i situationer, hvor jeg var bange for ikke at være god nok; bange for, at min familie ikke var god nok," erindrer Karsten Hønge. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Fra jeg var ti år, og vi fik et fjernsyn, så min far og jeg Horisont og TV Avisen sammen hver søndag. Så diskuterede vi, og han satte mig vældigt ind i, hvem der var hvem, og hvad de mente. Vi var sjældent helt enige, selvom min far var en rød socialdemokrat. For som det jo er med socialdemokrater, syntes jeg godt nok, han var lidt tung i det. Det bliver bedre næste år, synes valgsproget stadig at være. Min far beundrede Anker Jørgensen meget, for han var rigtig arbejder, så jeg kan huske, vi skulle ned og se ham, da han kom til Nykøbing. ”Kan du ikke se, han er fremtiden?,” spurgte min far. ”Nej, det kan jeg knap nok,” måtte jeg svare.

En af de første politiske begivenheder, jeg husker, var kommunesammenlægningen i 1970. Vi sad hele familien rundt om fjernsynet derhjemme, som vi havde fået umiddelbart inden. Nykøbing Kommune havde altid været socialdemokratisk, men nu blev vi lagt sammen med alle de sure venstrebønder fra øen, så vi kunne se frem imod, at det formentlig ville blive en borgmester fra Venstre næste gang. Det skabte krise i det lille hjem – og jeg kan stadig huske den skuffende fornemmelse af, at nu ville vi komme til at bo i en venstrekommune.

Min mor fulgte ikke så meget med, så det var nok mest på grund af min far, at hun var medlem af Socialdemokratisk Husmoderforening og Socialdemokratiet. Jeg har aldrig hørt hende sige noget politisk andet end: ”Vi er socialdemokrater.” Men hun havde et godt klasseinstinkt, og så var hun indbegrebet af, at socialisme ikke handler om at kunne teorierne; det handler om at kunne leve det ud i praksis.

Selvom vi havde meget, meget lidt, var hun sådan én, der tog sig af de børn, der havde endnu mindre end os. Det var ikke de fines forældre. Det var min mor, der smurte en mad og sørgede for, at de lige fik lidt. Og selvom vi i forvejen boede seks mennesker på alt for lidt plads, havde vi i flere måneder en pige fra den anden side af gaden boede. De havde endnu mindre end os, og hendes far drak og var umulig, så hun kunne ikke være derhjemme, og derfor boede hun hos os. For hvis folk, der ikke har noget, ikke passer på hinanden, hvem fanden skulle så? Jeg tror ikke, min mor ville være i stand til at stave til socialisme, men hun var indbegrebet af det, og hun havde et enormt socialt hjerte."

“Det svarede nok mest af alt til at starte en fraktion af Bader-Meinhof-gruppen i København”

"Jeg havde mest kammerater, der kom fra de samme kår som mig. Der var kun nogle enkelte, der kom fra mere velstillede hjem, og jeg kan huske, det var helt skørt at komme ind i deres hjem. De havde fjernsyn, de havde musikanlæg, og de havde køleskab, hvilket vi først fik, da mine forældre havde sølvbryllup. Jeg tænker grundlæggende ikke på mig selv som en, der har grund til at føle mindreværd. Men når jeg var derhjemme, følte jeg det, og jeg havde tit ondt af mine forældre og søskende.

Jeg kan stadig i dag fuldstændigt genkalde følelsen af at stå i situationer, hvor jeg var bange for ikke at være god nok; bange for, at min familie ikke var god nok. Det var ydmygende, og det gjorde mig rasende, men jeg vendte det udad og omsatte det til, at jeg allerede som 14-årig blev politisk aktiv og sammen med en håndfuld andre startede en SFU-afdeling i Nykøbing Mors.

Socialdemokratiet havde måske været nærliggende, nu hvor jeg kom fra et socialdemokratisk hjem. Men jeg joker ofte med, at min far var så uforsigtig at tage mig med til et par partiarrangementer hos Socialdemokratiet, hvor der mest af alt sad en flok ældre mænd, der sgu virkede noget gumpetunge. Det var i 70’erne, alt var i oprør, jeg havde fået langt hår og var grundlæggende en ung mand med et stort ønske om revolutionerende forandringer, og så er Socialdemokratiet ikke stedet.

"Jeg tror ikke, min mor ville være i stand til at stave til socialisme, men hun var indbegrebet af det, og hun havde et enormt socialt hjerte," erindrer Karsten Hønge.
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Det var sgu ret opsigtsvækkende at starte en SF-afdeling i Nykøbing Mors i 1973-74. Det svarede nok mest af alt til at starte en fraktion af Bader-Meinhof-gruppen i København. Vi skrev læserbreve til Morsø Folkeblad, holdt møder og stillede op, når der var debatter. Vi stod på gågaden og delte løbesedler ud, og så solgte vi partiets avis, Minavisen, der senere blev til Socialistisk Dagblad. Morsingboerne syntes jo nærmest, det var som at have en vækkelsesprædikant rendende rundt, men jeg kunne slippe afsted med det, fordi jeg trods alt selv var morsingboer. Så kan det godt være, at de syntes, at ham Hønge var blevet vældig venstreorienteret – og undrede sig over, hvordan det var gået så galt, men jeg var en af deres alligevel.

Det kunne jeg også mærke, når jeg som ung SF’er deltog i debatmøder, hvor jeg argumenterede ivrigt for vindmøller. Det var der mange fra Mors og Thy, som syntes var sjovt – og kom man ikke herfra, kunne man hurtigt blive sat af, når man blev mødt af en kommentar som: ”Hvad så, Hønge, du snakker møj’ om de der vindmøller. Hvad så den daw, hvor det ikke blæser, får vi så ek’ strøm ud af kontakter mer?” hvortil jeg hurtigt svarede: ”Ja, det har jeg så aldrig oplevet.” Det var sgu nok rigtigt nok, og havde en eller anden københavner forsøgt sig med en lang, akademisk forklaring, havde vedkommende været solgt.

Jeg husker tydeligt i løbet af 70’erne, hvor Venstre Ungdom havde en fremadstræbende formand, som jeg mødte i flere debatter, nemlig Anders Fogh Rasmussen. Han var allerede dengang forberedt til fingerspidserne, så jeg vidste altid, at når Anders Fogh var der, så var det med at holde sig fra Venstre og i stedet angribe de borgerlige i mere bred forstand. For hvis man kom til at sige bare det mindste forkert om Venstre, så var han straks helt oppe i hovedet på én: ”Det passer i hvert fald ikke, fordi...” Det var ligegyldigt, hvad vi talte om, så vidste han alt om Venstre. Jeg kan huske, jeg tænkte, at han da lige skulle slappe lidt af. Vi var jo for fanden bare ungdomspolitikere, der stod foran 100 mennesker på en folkeskole i Thy. Men med ham skulle man i hvert fald ikke være unødigt kæk."

“Jeg kunne have taget mig selv af dage mange, mange gange som barn”

"Min barndom var fri. Den eneste regel var vel, at jeg som barn skulle være hjemme, når det blev mørkt. Da jeg som seks-årig gerne ville lege ved vandet, fik jeg at vide, at jeg kunne få lov til at bade alene, når jeg havde afleveret et svømmebevis. Så ikke længe efter kom jeg hjem med mit første svømmebevis. 

Når pladsen var sparsom, blev det meste af dagen brugt udenfor, så jeg har bygget huler, brudt en gammel bunker op og brugt den som hule, organiseret drabelige slåskampe med drenge fra de nærliggende kvarterer og roet Limfjorden tynd og Fur rundt i en firer med styrmand flere gange.

"Morsingboerne syntes jo nærmest, det var som at have en vækkelsesprædikant rendende rundt, men jeg kunne slippe afsted med det, fordi jeg trods alt selv var morsingboer," konstaterer Hønge, der som 14-årig startede en SFU-afdeling i Nykøbing Mors. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Jeg tror, jeg kunne have taget mig selv af dage mange, mange gange som barn. Jeg brækkede mit ben, da jeg var seks år, fordi jeg kravlede rundt på et fodboldmål, der væltede ned over mig, jeg er syet syv steder i ansigtet, og jeg har et par kunstige tænder. For uheld sker jo.

Da jeg var syv år gammel, stavede jeg afsted på en isflage på fjorden - og da vinden pludselig tog mig, var jeg bange for, jeg ikke kunne komme i land igen, så jeg sprang i vandet og svømmede ind. Jeg har også utallige gange cyklet helt ud til sejlrenden, hvor isbryderne brød isen op. Det var med livet som indsats, for vi kunne mærke, hvordan isen gav efter under os. Vi legede i grusgraven, hvor vi gravede huler, og jeg kan huske, der faktisk var en dreng, der døde, da han blev begravet i en af hulerne derude.

Mine forældre tog det ikke så tungt, at vi indimellem balancerede på grænsen af, hvad der var for farligt. Især min far havde vist en ukuelig tro på, at jeg kunne klare hvad som helst, og det er altså ikke tosset at blive sendt ud i livet med den slags i bagagen.Det blev næsten paradoksalt udstillet, da jeg i 1981 besøgte en palæstinensisk flygtningelejr i det sydlige Libanon. Mens vi var der, brød en kortvarig krig ud, hvilket betød, at bomberne slog ned omkring os, og at bygninger styrtede sammen. Vi endte i et beskyttelsesrum, hvor vi fik at vide, at FN arbejdede på at få os ud af landet, og efter et par døgn blev vi smuglet ud på nogle lastbiler.

Da vi kom hjem og stod i lufthavnen, blev vi mødt af en del mennesker fra organisationen, og jeg fik at vide, at de da havde haft en vældig hyggelig samtale med min far, da de havde ringet rundt og fortalt om situationen. De fleste forældre havde grædt og været enormt bange. Mens min far bare svarede tørt: ”Ja, jeg har da godt nok fulgt nyhederne og tænkt over, hvordan Karsten mon ville klare sig ud af den situation”. Han hørte ikke engang forklaringen om, at det jo ikke var mig, der havde klaret mig ud af en krigszone. Hvad fanden forestillede han sig? Men sådan var han. Han troede på, at jeg ville klare mig, uanset hvor umulig en situation jeg måtte befinde mig i."

“Der blev ikke lagt skjul på, at efterretningstjenesten var sat på os og vidste alle mulige ting” 

"Inden jeg kom i lære som tømrer, var jeg i militæret. Det havde været almindeligt for mange venstreorienterede at være militærnægtere, men i løbet af 70’erne var der et skift, hvor mange i stedet gik ind i militæret for at organisere soldaterne og gøre oprør mod det ydmygende kommandosystem. Vi gik aktivt ind i militæret for at rejse diskussionerne og skabe en bevægelse blandt soldaterne mod kadaverdisciplin, hvor de værnepligtige skulle finde sig i for meget. 

Foto: Privatfoto
Jeg endte med at sidde det meste af min værnepligt på et kontor i København, og jeg kan huske, at Jyllands Posten brugte spalter og lederplads på at fråde mod os. Politiske soldater, blev vi kaldt. Det var vel også lige, hvad vi var. Vi lavede en pamflet med slagordet ”Bliv politisk soldat”, hvor vi opfordrede venstrefløjens folk til at gå ind i militæret i stedet for at blive pacificeret som militærnægter på et ellers andet bibliotek. Vi endte med at få ret store indrømmelser; fik mulighed for at melde os ind i A-kasser og fik indført soldaterløn, og så rejste vi en diskussion om, hvorfor vi overhovedet skulle have et militær. 

Der blev holdt meget øje med os, og der var stor skepsis internt. Der blev ikke lagt skjul på, at efterretningstjenesten var sat på os og vidste alle mulige ting. Dengang var jeg selvfølgelig rasende og vildt forarget, men i virkeligheden kan man jo ikke fortænke dem i, at de overvågende sådan nogle ræverøde knægte, der gerne ville skabe både uro og optøjer. 

Som folketingsmedlem har jeg arbejdet en del med revisionen af førtidspension og fleksjob, hvor jeg har rejst rundt i landet til alle mulige møder. Jeg har siddet ved mange køkkenborde hjemme hos folk, der er kommet i klemme i kommunen, og jeg har været bisidder et flere gange, hvor folk har skullet have afgjort, om de kunne få førtidspension. 

Det gør mig ikke til en bedre politiker, og jeg rangordner ingen, men jeg ved bare, at det er mit hjerteblod. Det er politik, men det er også identifikation for mig; det er det, jeg kommer fra. Derfor bliver jeg også rasende, hvis jeg bliver kaldt for pamper eller levebrødspolitiker, eller hvis jeg får at vide, at jeg som politiker med min fede løn ikke ved, hvad det vil sige at være fattig. For det ved jeg. Jeg har det konstant siddende under huden, og det er derfor, jeg er her: Der er sgu nogen, der skal slås for arbejderklassen og underklassen.”

Blå bog

Karsten Hønge
Født 25. september 1958 i Nykøbing Mors, søn af tømrer Anker Hønge og rengøringsassistent Inger Hønge. Har børnene Nanna, Martin og Pelle.   

Parlamentarisk karriere

  • Politisk ordfører fra 2017
  • Folketingsmedlem for SF fra 2015
  • Folketingsmedlem for SF, 2007-2011
  • Midlertidigt folketingsmedlem for SF, 22. oktober 2014 – 7. november 2014
  • Midlertidigt folketingsmedlem for SF, 28. januar 2014 – 6. oktober 2014 

Uddannelse

  • Fagjournalist, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2012-2013
  • Tømrer, Aarhus, 1980-1983
  • Student, Thisted Gymnasium, 1978
  • Realeksamen, Nykøbing Mors, 1975

Beskæftigelse

  • Fagforeningsformand, Odense, 1992-2008
  • Tømrer, 1980-1992
  • Soldat, Skive, 1978-1979

Tillidshverv

  • Medlem af SFs landsledelse fra 2018
  • Medlem af SFs daglige ledelse fra 2017
  • Medlem af Regionsrådet i Region Syddanmark, 2013-2015
  • Formand for Socialistisk Folkeparti Syddanmark, 2012-2013
  • Medlem af Skatterådet, 2012-2015
  • Formand for SFs faglige landsudvalg, 2011-2015
  • Formand for Forbundet Træ-Industri-Byg på Fyn, 2007-2008
  • Medlem af byrådet i Odense Kommune, 2006-2007
  • Medlem af Fyns Amtsråd, 2002-2006
  • Formand for Forbundet Træ-Industri-Byg i Odense, 1997-2008
  • Medlem af bestyrelsen for Snedker- og Tømrerforbundet.
  • Næstformand for Snedker- og Tømrerforbundets afdeling i Odense, 1992-1996
  • Formand for lærlingeforeningen i Snedker- og Tømrerforbundets afdeling i Aarhus, 1981-1983.
  • Medlem af forretningsudvalget for værnepligtige soldater, 1978-1979
  • Næstformand i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, 1977-1978
  • Medlem af SFUs landsledelse, 1974-1977.

Artiklen blev bragt første gang i Altingets magasin i september 2020.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)