20 EU-topfolk: Brug krisen til at skabe morgendagens Europa

Af tidligere fransk præsident Valéry Giscard d’Estaing m.fl.
Se dokumentationsboks til højre eller i bunden for alle afsendere

De seneste måneder er kloden og ikke mindst Europa blevet konfronteret med covid-19-pandemien – en global sundhedskrise, hvis håndtering er forblevet national og mellemstatslig.

Det er næppe overraskende, al den stund at den Europæiske Union alene er blevet udstyret med understøttende beføjelser på sundhedsområdet og derfor er begrænset til efter bedste evne at tilskynde medlemslandene til at koordinere deres indsats.

Burde EU bemyndiges til en styrket indsats på dette felt? Hvad kan man mon lære af denne pandemi?

Situationen tvinger os til en dybere overvejelse om, hvordan EU fungerer: Står samarbejdet mål med vor tids udfordringer?

Solidaritet er hjørnesten i Unionen
De seneste uger har borgere overalt i Europa ført bevis for den modstandskraft, der ligger i vore samfund. Patienter i grænseområder er blevet overført fra det ene land til det andet, og sundhedspersonale har påtaget sig opgaver, hvor de var mest påkrævet.

Kun ved at give Europa en ægte politisk dimension kan vi bygge morgendagens samfund op og forhindre, at verden skrider tilbage til tidligere tiders tragiske fejltagelser.

Af Valéry Giscard d’Estaing m.fl.
Tidligere fransk præsident

Videnskabsmænd har i tæt samarbejde og på få uger opnået resultater, der normalt ville tage måneder. Denne håndgribelige solidaritet viser, at europæisk samarbejde eksisterer, og vi erfarer alle, at kun ved at arbejde sammen som samfund kan vi få bugt med krisen.

Paradokset er i dag, at vi erkender behovet for et stærkere og mere modstandskraftigt EU, samtidig med at det seneste årtis kriser har ført til nationalistiske strømninger, som vanskeliggør ethvert nyt forsøg på at udvikle egentlige løsninger.

Vi er fuldt opmærksomme på, at megen tillid mellem europæiske borgere i de seneste årtier er blevet undermineret, men vi tror ikke desto mindre på, at en samarbejdets og enhedens ånd stadig vil sætte sig igennem.

Solidaritet er en hjørnesten i vores Union, og den har en så meget desto større betydning i krisetider, hvor den skal bevise sin styrke og ej blot være tomme ord. Som europæere må vi erkende, at vi ikke er en del af et nulsumsspil: Vi vinder og taber sammen.

EU skal have sundhedsmandat
23. april finder der et afgørende møde sted i Det Europæiske Råd. Vi har ikke tid til vankelmodighed og tøven. Vi opfordrer europæiske ledere til at udvise mod til med én stemme at mobilisere al nødvendig hjælp til de lande, der er værst ramt af coronavirussen.

Fremover i tilfælde af en pandemi foreslår vi, at mandatet til at koordinere den offentlige sundhedsindsats forankres på det europæiske niveau. Hvert niveau, det være sig nationalt, regionalt eller lokalt, vil inden for en sådan ramme forvalte sit ansvar.

Dette kan meget vel kræve en justering af traktaterne, hvilket imidlertid er nødvendigt for at kunne håndtere en epidemi, der rammer hele kontinentet.

Hvad angår den nuværende krise må der træffes stærke beslutninger. Det handler her ikke om at fordele tidligere gældsbyrder, men om at være fælles om den byrde, som en indsats mod covid-19 kræver. I sidste instans bør et "europæisk finansministerium" håndtere lånebehovet for medlemsstaterne.

Det nye flerårige budget for perioden 2021-27 bør justeres op, så det bliver et stærkt solidaritetsinstrument, og så det modsvarer den katastrofesituation, vi er vidne til i dag.

Det Europæiske Beredskabskoordineringscenter (ERCC), som i dag kanaliserer hjælp i form af ekspertviden, materiel og civilberedskab til ramte medlemslande, må gøres fuldt operationelt, og medicinsk forskning, herunder indsamling og vurdering af epidemiologiske data, må samordnes bedre på europæisk plan.

EU skal være forvandlende drivkraft
Vort samfund vil være efterladt med dybe sår, når denne pandemi når til ende. Tusinder af mennesker vil være omkommet, og vores økonomier vil være svært rystede.

I et sådant øjeblik må vi gribe muligheden for at omkalfatre vores økonomi og samfund i retning af større retfærdighed, bæredygtighed og modstandskraft. Det vil være et afgørende skridt fremad!

Det betyder, at vi må understøtte og forbedre de hurtige og behændige beslutninger og indsatser, der har vundet hævd de seneste måneder. Vi har været i stand til at bygge hospitaler og levere medicinsk udstyr på et par dage, hvor bureaukratiske processer normalt kvæler enhver kreativ tanke.

Med sit værdibaserede fællesskab mellem 460 millioner borgere bør EU være en drivkraft i en sådan forvandling.

Forestil jer, hvordan vores økonomi ville se ud, hvis vi ophørte med at konkurrere med hinanden på skat? Hvis vi stod sammen, kunne store techvirksomheder ikke løbe fra deres ansvar og undgå at betale skat.

Vi kunne lukke de utallige smuthuller i vores nuværende system og genopfinde en metode, hvor alle bidrager, og hvor byrden ikke helt uretfærdigt hviler på skuldrene af lønarbejdere og små og mellemstore virksomheder.

Et system, der styrker i stedet for at beskatte beskæftigelsen. En præcis tidstabel bør opstilles for en sådan finansiel samordning i Europa.

Europa ejes af os alle
I en verden, der falder tilbage på fristelsen for magtanvendelse i Peking, Washington, Moskva, Delhi og Ankara, må vi europæere stå fast på de værdier, vi finder universelle.

Vores Europæiske Union er et værdifællesskab, der har sin grund i menneskeværd, frihed, demokrati, retsprincipper og fred. Dette er unikt i verden af i dag. Kun ved at give Europa en ægte politisk dimension kan vi bygge morgendagens samfund op og forhindre, at verden skrider tilbage til tidligere tiders tragiske fejltagelser.

Det nyvalgte Europa-Parlament og den nyindsatte EU-Kommission må vise sig beredt til at hjælpe os med denne forvandling.

Covid-19 har tvunget os til at indse, at der er behov for nye ideer for at overvinde dagens udfordringer for at tilpasse os den globaliserede, digitaliserede og stærkt mobile verden, vi lever i i dag.

Europa er en ide og et projekt, der ejes af os alle. Hvis vi skal lykkes, må vi lægge de negative instinkter til side – politisk kulør, personlige egoer og angst for forandring, for bare at nævne nogle få – og med afsæt i vores historiske arv tro på det oprigtige håb om at bygge et af det 21. århundredes store civilisationer.