K i EU: Vi skal håndtere den stigende utilfredshed med Europas politiske institutioner

Kære Danmark.

De fleste af jer er på vej tilbage fra en forhåbentlig god sommerferie. Min og mine kollegaers ferie er først ved at begynde.

Det er endnu et eksempel på, at fokus hjemme ofte ikke er det samme som det, der er på dagsordenen eller i døgnrytmen i Bruxelles. Asymmetri er desværre et vilkår, vi ofte glemmer.

Udgangspunktet er altid, at den nationale oplevelse af samarbejdet mellem EU-institutionerne og medlemslandene har forrang.

Ikke, fordi den altid er rigtig. Det er den sjældent, hvis jeg skal være ærlig.

Men i respekt for at EU er ­– og aldrig må forsøge at blive andet end ­– nationalstaternes forening for samarbejdet omkring det, intet land kan klare på egen hånd, så skal stemningen i det borgernære demokrati aldrig negligeres.

Det europæiske demokrati lever og udvikler sig der, hvor det er tættest på borgerne – som individer, familier, virksomheder og lokalsamfund.

Hvis man dér får indtryk af, at EU enten overhører, overser, overdriver eller overstyrer de politiske initiativer, så ødelægges opbakningen og tilliden til EU-institutionernes legitimitet.

Det vil nære enten det føderalistiske Utopia om 'Europas forenede stater' uden national støj og krav om særhensyn. Eller det vil nære udmeldelser af EU, som hermed for alvor destabiliserer det kontinent på kloden, hvor demokratiske værdier og frihedsrettigheder trives bedst.

Dette er på spil rundt i EU's lande. Der er lande med store udfordringer, som andre ikke ser – enten med vilje, eller fordi det faktisk er svært at se de mange detaljer ved hvert eneste land.

Illegale migranter i syd, angsten for russerne i øst og det, der af iagttagere betegnes som små borgerkrige rundt i Frankrig.

En af de helt store udfordringer for EU er, at vi tror, at det, vi oplever i vores del af EU, kendetegner hele EU. Det er et ret normalt fænomen hos os europæere.

Det oplevede vi især meget tydeligt under pandemien.

Der er lande med store udfordringer, som andre ikke ser – enten med vilje, eller fordi det faktisk er svært at se de mange detaljer ved hvert eneste land.

Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Men udfordringens alvor er stigende, og vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan den bedre håndteres. Så utilfredsheden med Europas politiske institutioner både nationalt og i EU-regi ikke breder sig og bider sig fast for alvor.

Vi ser tegn på det allerede, hvor tilslutningen til ekstreme, populistiske partier og personer stiger.

I Tyskland stiger tilslutningen til det højreradikale parti, AFD – også blandt traditionelt borgerlige og pragmatiske industrigrupper blandt både arbejdstager og arbejdsgivere.

Beskeden til EU er fra dem: EU sprøjter for mange og for dyre love ud fra Bruxelles, som gør det sværere at drive virksomhed og dyrere at få hverdagsøkonomien til at hænge sammen for helt almindelige familier.