Kommentar af 
Adam Holm

Adam Holm: Demokratiets tilstand i Minkronesien

KOMMENTAR: I runde tal ligger det lille ørige Mikronesien 12.000 kilometer fra Danmark, men i disse dage føles det, som om regeringen har fjernet sig med nogenlunde samme afstand fra den politiske grundsokkel, vores land hviler på.

Det er ærligt talt beskæmmende at se, hvordan det folkestyre, vi bryster os af, bliver ført med en sjælden hård hånd, skriver Adam Holm om minksagen.
Det er ærligt talt beskæmmende at se, hvordan det folkestyre, vi bryster os af, bliver ført med en sjælden hård hånd, skriver Adam Holm om minksagen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I det britiske tidsskrift The Economists indeksering over demokratier indtager Danmark i den seneste optælling fra i fjor en syvendeplads á point med Canada.

Grækerne, som gav os den vidunderlige idé om demokrati, ligger og roder rundt som nr. 39, mens verdens - i selvforståelsen - ’greatest democracy’, USA, må tage til takke med en femogtyvende plads, et par placeringer efter Frankrig med den smukke parole om frihed, lighed og broderskab.

Hvis vi skal tage selvglædens klaphat på, kan vi således tillade os at være tilfredse, men på ét punkt ser vi ud til at tabe terræn: I kategorien ’civil liberties’ er der, som John Mogensen engang sang, noget galt Danmark.

Når listen skal ajourføres for 2020 må vi forvente at rasle ned af skalaen inden for netop ’civil liberties’. Det er selvfølgelig minksagen, der får den røde lygte til at blinke. Tænk hvordan den tager sig ud gennem et sæt internationale briller: en mindretalsregering styret af en statsminister med visse egenrådige træk tilsidesætter en bærende paragraf i landets forfatning. Her kommer internetsprogets udbrud til sin ret: OMG! WTF!

Fakta
Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus.'

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Man behøver hverken at nære hengivenhed over for oppositionen eller dybtfølt opbakning til minkerhvervet for at mene, at regeringen har pelset pelsindustrien på et lovstridigt grundlag.

Havde det så bare været udtryk for uopmærksomhed eller en glemsom embedsmand, men som redegørelsen i tre kapitler gør klart, var hele seks af regeringens ministre orienteret om det mangelfulde lovgrundlag. Seks ministre, den højeste politiske autoritet, dem, vi betror at forvalte lovgivningen og forbedre den, som har svigtet eklatant. Endda på et tidspunkt, hvor samfundet befinder sig i en kritisk tilstand, og hvor folkestyret for alvor står sin prøve. Kan det blive meget værre for en retsstat?

Dem, vi betror at forvalte lovgivningen og forbedre den, har svigtet eklatant. Endda på et tidspunkt, hvor samfundet befinder sig i en kritisk tilstand og hvor folkestyret for alvor står sin prøve. Kan det blive meget værre for en retsstat?

Adam Holm

Jamen, vil indvendingen lyde, står hensynet til folkesundhedens ve og vel i disse krævende tider ikke over en juridisk tekst fra fortidens dyb? D.G. Monrad og Orla Lehmann og de øvrige medlemmer af Den Grundlovgivende Forsamling var nationalromantikere og anskuede deres lovtekst med evigheden for øje. Dagens virkelighed er en ganske anden end i sommeren 1849.

Regeringens udmelding – læs: ordre – om at aflive landets minkbestand bygger på epidemiologisk indsigt. Det gælder om at stoppe minkvarianter af covid-19. Store forsamlinger af mink kan endvidere afføde mutationer, der risikerer at true effekten af en fremtidig vaccine. 

Med andre ord, vi må udvise rettidig omhu, så meget det ellers er muligt over for en så krævende modstander som en virus. Men netop den rettidige omhu – eller manglen på samme - synes at være afgørende for at begribe regeringens ageren.

Siden juni har sundhedsmyndighederne været opmærksomme på smitten blandt mink i Nordjylland og i begyndelsen af sidste måned sagde Kåre Mølbak, snart afgående faglig direktør i Statens Serum Institut, at virussen kunne sprede sig mellem mink og mennesker.

Hvis en lægmand – og det er vist for øvrigt de fleste af os – skal begribe sammenhængen, kan det udlægges så enkelt, at der længe har foreligget en advarsel. Dermed har regeringen haft mulighed for at tilgå udfordringen mere gennemtænkt end en pludselig eruption i dommedagsscenarier (’Wuhanstholm’) og likvidering af millioner af mink og dermed også af en profitabel eksportsektor. Adskillige tusinde menneskers livsgrundlag er på ganske kort tid forsvundet, og det samme er et betydeligt provenu til statskassen. 

Den parlamentariske side af sagen vidner heller ikke om rettidig omhu. Det er ærligt talt beskæmmende at se, hvordan det folkestyre, vi bryster os af, bliver ført med en sjælden hård hånd. Statsministeren er ikke en kvindelig Viktor Orbán, bevares, men der er træk af en magtfuldkommenhed, som forekommer at være unødvendig. Det mener vist også en del minkavlere i det nordjyske.

Hvor fornuftigt det end måtte være at aflive minkbestanden, er sagens kerne, at regeringen ikke havde lovhjemmel til dette slet skjulte krav. Det er i strid med princippet om ejendomsrettens ukrænkelighed, et princip som er ophævet til lov og kendes som paragraf 73, stk. 1-3, i grundloven - den selvsamme lov, vi konstant hæger om.

Talrige er de gange, hvor herboende muslimer er blevet afkrævet svar på spørgsmålet om, hvad de vægter højest: Koranen eller grundloven? Alene formuleringen burde minde os om den næsten sakrale karakter, vi tilskriver dette dokument, som har den pompøse titel ’Danmarks Riges Grundlov’.

Den nu fratrådte fødevareminister Mogens Jensen forklarede på et samråd, at han straks forsøgte at sikre et politisk flertal for beslutningen, da det stod klart, at aflivningen af de mange mink var ekspropriation af privat ejendom og dermed i strid med ovennævnte paragraf.

Han forsøgte derimod ikke at standse den lovstridige handling. Hans chef, statsministeren, greb heller ikke ind. Indtil fødevareministerens afgang var der ingen anden reaktion end en beklagelse, et træk på skuldrene og så ellers videre med aflivningen af et helt erhverv.

Smittesituationen skal tages alvorligt, men grundlaget for den trufne beslutning er mindst lige så alvorlig. Grundlovsbrud sender ikke folk på intensivafdelinger med luftvejsbesvær og høj feber, men det kan være mindst lige så alvorlig for vores – undskyld den upassende metafor – politiske helbred.

Vist falder Danmark ikke afgrundsdybt næste gang The Economist laver sit barometer for demokratiske staters udvikling, men de røster, der taler om bananstatslogik, har noget at have deres skepsis i. Mogens Jensens offer på det politiske alter ændrer ikke ved, at vi bor i en slags ’Minkronesien’.

Lad os håbe, at det bliver en kortvarig affære, og at Socialdemokraterne – in casu, regeringen – ihukommer deres eget gamle slogan: ”Det Danmark, du kender”.

Lige nu er det svært at genkende.

-----

Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Omtalte personer

Adam Holm

Journalist og forfatter
Ph.d. i historie (Københavns Uni. 2003)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand, Socialdemokratiet fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion