Eva Smith til Jørn Vestergaard: Nej, den voldsomme kritik af Minkkommissionen er ikke berettiget

Et utvetydigt bevis? Politikkerne greb chancen til at få tilbagekaldt sanktioner, de var uenige i, men var det egentlig berettiget? 

Vestergaard gør ikke noget forsøg på at forklare, hvorledes den konkrete frifindelse i Fogdes sag kan føre til, at personer, der sidder helt andre steder i systemet og har helt andre ansvarsområder, nu heller ikke kan pålægges et ansvar. 

Selvom man mener, at der er tale om en "orientering af offentligheden om en politisk beslutning", bærer statsministerens nærmeste embedsmænd vel fortsat et ansvar for, at beslutningen er lovlig?  

Rigspolitichefen er jo ikke tæt på Christiansborg. Han har ikke været med til møde i koordinationsudvalget og må antage, at embedsmændene tæt på statsministeren har sikret sig, at der var hjemmel.  

Det kan vel ikke være sådan i et demokratisk land, at statsministeren kan orientere offentligheden om regeringsbeslutninger, uden at nogen har ansvar for, om der er hjemmel til den pågældende beslutning.

Antaget uenighed

Resultatet er blevet, at vi står med en ulovlig beslutning om aflivning af alle mink, der har kostet skatteyderne et milliardbeløb – men ingen af Statsministerens nærmeste rådgivere kan drages til ansvar for den. De eneste, der ikke har fået trukket deres sanktioner tilbage, er nogle embedsmænd i Fødevareministeriet, der forgæves søgte at advare Justitsministeriet.  

Min endelige konklusion er, at den voldsomme kritik af minkkommissionens beretning på ingen måde er berettiget.

Eva Smith

Jeg forstår ikke, at Vestergaard kan mene, at tilbagekaldelsen af sanktionerne legitimerer hans egen opfattelse af Minkkommissionens uduelighed uden overhovedet at overveje, om det var rimeligt at trække sanktionerne tilbage. 

Ligeledes nævner Vestergaard, at kommissionens vurderinger ikke er i overensstemmelse med sædvanlig teori og praksis, hvor det bærende princip for tværgående samarbejde er, at ansvaret ligger hos ressortministeriet.  

Det er naturligvis fuldstændig korrekt, men Vestergaard glemmer at nævne, at Statsministeriets departementschef før mødet i koordinationsudvalget flyttede kompetencen på det saglige område fra Fødevareministeriet til Justitsministeriet og dermed kørte Fødevareministeriet ud på et sidespor.  

Endvidere bebrejder Vestergaard kommissionen, at det fremgår af kommissionens redegørelse, at der var fuld enighed om alle vurderinger, og at de enkelte kommissionsmedlemmers tvivl, forbehold og meningsforskelle ikke klart er kommet til udtryk.  

Men hvordan ved Vestergaard, at der var uenighed i kommissionen? Det ved han tilsyneladende heller ikke. Han antager blot, at "efter alt foreliggende" var der næppe fuld enighed om alle vurderinger.  Det synes ærlig talt at være et spinkelt grundlag for kritik.

Uforenelige synspunkter

Vestergaard understreger, at kommissionens vurdering er foreløbig, og at den ikke indeholder den retssikkerhed for enkeltpersoner, som en dom eller et tjenstligt forhør. Det er jo helt korrekt, og det er netop derfor, at kommissionen kun kommer med vurderinger af ansvar og lader det være op til andre at bestemme, hvilke konsekvenser ansvarsbedømmelsen skal have. 

Senere i artiklen mener Vestergaard imidlertid, at det er uhensigtsmæssigt, at kommissionen kun udtaler sig i generelle vendinger om ansvaret, men ikke om, hvor vidt – og i givet fald hvordan – ansvaret skal gøres gældende over for enkeltpersoner. 

For mig at se er det svært at forene de to synspunkter.  

Min endelige konklusion er, at den voldsomme kritik af minkkommissionens beretning på ingen måde er berettiget, og særligt uheldigt er det, når man tager i betragtning, at Minkkommissionen hverken har mulighed for at forklare sig eller forsvare sig. 

Dertil kommer, at Jørn Vestergaards opfattelse fører til den konklusion, at statsministeren har overbragt en ulovlig regeringsbeslutning til befolkningen – men ingen af statsministerens nærmeste rådgivere kan drages til ansvar for den alvorlige fejl. Kan det virkelig være rigtigt?