De borgerlige har et ansvar for at tage afstand fra den yderliggående højrefløj

Jeg kan stadig huske første gang, jeg decideret oplevede racisme. Det var da jeg som seksårig legede i den forkerte sandkasse. Jeg havde cyklet rundt i nabolaget og til sidst fundet mig en sandkasse, som var blevet opsat lige uden for et par rækkehuse i nærheden af, hvor jeg boede. Der sad jeg så og legede, indtil en hæs stemme råbte: "Hey du, skrid så ud af vores sandkasse og smut hjem til dit eget land." Min reaktion var umiddelbar - jeg skyndte mig op og cyklede hjem.

I 80’erne og 90’erne oplevede min far og mor at blive kaldt fremmedarbejdere, perkere og Muhammedanere i det offentlige rum. Sjovt nok, var det primært, når vi var i København.

Jeg husker en hændelse fra min barndom, hvor jeg slog en øl ud af hånden på en mand, da jeg kom til at støde ind i ham. Hans reaktion var at kalde mig og min far for "skide Muhammedanere".

Så racisme har sat sine spor i mig. Men jeg følte mig altid velkommen, fordi det borgerlige Danmark, som jeg voksede op i, altid tog afstand fra disse udtalelser og fortalte mig, at ret og pligt samt deltagelse i fællesskabet var vigtigere end min hudfarve, etnicitet eller tro. Den afstandtagen er blevet mindre og mindre.

Forstå mig ret. Det her er ikke "de borgerliges og højrefløjens skyld det hele". For racisme findes også på venstrefløjen. Og lad os lige huske at nævne venstrefløjens rolle i det her. De mener netop, at det hele er højrefløjens skyld. I visse tilfælde så enormt, at man skulle tro, det var en kamp mellem godhed og decideret ondskab. Men deres populistiske tilgang til kampen mod racisme gør heller ikke megen gavn.

Venstrefløjens udlægning af, at det er udlændinge- og integrationspolitikkens skyld er hovedrystende. For hvis det holder stik, så skulle DNSAP i 90’erne aldrig have haft vind i sejlene eller ordet ‘perker’ blive brugt så flittigt over for minoriteter gennem hele min barndom. Og ja, så er jeg teknisk set racist, fordi jeg er tilhænger af en stram udlændingepolitik og ghettopakken. Men hov, venstrefløjen mener jo ikke, at minoriteten kan være racistiske, eller..? 

Venstrefløjen må selv slås med deres problemer og deres besættelse af race og etnicitet. Det, jeg vil holde fast i er, at jeg som borgerlig nærmest i visse tilfælde har været i tvivl om, hvorvidt der er plads til mig på højrefløjen. 

Det, jeg savner, er at se den demokratiske højrefløj tage ansvar i forhold til at tage kontinuerlig afstand fra det yderste højre og deres rabiate holdninger.

Ali Aminali
Kommentarskribent

Det, jeg savner, er at se den demokratiske højrefløj tage ansvar i forhold til at tage kontinuerlig afstand fra det yderste højre og deres rabiate holdninger, værdier og løsninger. Og nej, ikke kun når enkeltsager fanger mediernes interesse. Jeg taler om en kontinuerlig afstand, som både kan mærkes retorisk og politisk. Og det bør være nemt, for der er en forskel.

Som jeg har sagt før, så har mange fra det yderliggående højre siden flygtninge- og migrationsbølgen i 2015 brugt tid på at iscenesætte sig selv som borgerlige islamkritikere og ytringsfriheds-forkæmpere. De bruger meget tid på at tale om, hvordan man bør være, hvis man vil være dansk. Men samtidig lægger de op til, at man reelt aldrig kan blive dansker på baggrund af sin etnicitet, race eller tro. Dernæst har krisen med Muhammedtegningerne givet dem vind i sejlene og givet dem en mulighed for at gemme sig under ytringsfrihedens kappe. 

På den måde har de vundet "sympati" fra mange på højrefløjen. Men den demokratiske højrefløj bliver nødt til at tage afstand fra bevægelser som Stram Kurs, Dansk Samling, Generation Identitær og andre fra ‘klovnebussen’. Især i forhold til deres retorik, ideologi og løsninger. For ærlig talt - det her er ikke en slags holdsport, hvor man automatisk er en del af holdet, bare fordi man eksempelvis er for en stram udlændingepolitik. Deres løsninger og værdier indeholder mere end et kritisk syn på integration, asyl og islam. Det, de reelt går op i, er, at race, etnicitet og tro i sig selv er nok til at diskvalificere dig som dansker og i visse tilfælde som menneske.  

Højrefløjen kritiserer med jævne mellemrum venstrefløjen for ikke at tage afstand fra Antifa-typer og identitetspolitiske værdier. Højrefløjen kritiserer også ofte moderate muslimer for ikke at tage afstand fra terrorister, rabiate imamer og skøre islamister. Men når det kommer til den yderste højrefløj og deres skøre rabiate udtalelser og løsninger, så er det som om, det demokratiske højre ikke kan se nogen grund til selv at tage afstand. Og det er - hvis du spørger mig - en af højrefløjens store svagheder. For selvom de ikke tror på de samme løsninger, så bliver højrefløjen i stigende grad associeret med disse grupper og deres udtalelser. 

Derfor mener jeg, at man på sin vis godt kan konkludere, at højrefløjen har fejlet. De har givet det, jeg kalder for ‘klovnebussen’, en form for anerkendelse på et falsk grundlag, fordi de lægger sig i forlængelse af deres politik. Sagen er bare den, at de har nogle helt andre løsninger og en helt anden tilgang. Men deres retorik er begyndt at blive sammenkædet med den øvrige højrefløj. Og det er problematisk, for så bliver den skøre og racistiske retorik pludselig legitim.

Man kan snildt have en stram udlændingepolitik, være kritisk over for islam og kræve mere af minoriteten uden at udelukke individet på baggrund af sin race, etnicitet eller tro.

Ali Aminali
Kommentarskribent

Og her står vi så. Det yderste højre har det fint, hvor de er. Deres retorik kan spottes både i hverdagen og i det politiske spil. De er gode med ord, har gjort sig selv mainstream ved at gemme sig bag islam-kritikken, og nogle af dem har fantastiske færdigheder i forhold til rengøring af statuer.

Men ærlig talt, så er det den demokratiske højrefløjs ansvar at sætte en streg i sandet og sige "glem det - vi er ikke i samme båd!"

Dette gælder også internt i partierne og i baglandet. For man kan snildt have en stram udlændingepolitik, være kritisk over for islam og kræve mere af minoriteten uden at udelukke individet på baggrund af sin race, etnicitet eller tro. Og borgerlige politikere og debattører ved det.

Lige nu er det mest iøjnefaldende eksempel det øjeblik, hvor Søren Pape Poulsen (K) sagde fra over for Rasmus Paludan på live-tv. Alle andre var stille. Og det er i sig selv en smule trist. Altså ikke Søren Papes afstandtagende, nej, dét at det nærmest er et enestående øjeblik.

Det er på tide, at hele højrefløjen stepper op og går forrest. Ikke for at tilfredsstille venstrefløjen, men fordi der intet borgerligt eller demokratisk er ved det yderste højre.