Anmeldelse af 

Anmeldelse: Madeleine Albrights sidste argumentfattige krampetrækninger

ANMELDELSE: Personangrebene sidder løst, men egentlige analyser og troværdige argumenter finder man ikke mange af i Albrights håbløst retningsløse og forsmået perfide bog Fascisme – en advarsel.

Madeleine Albrights bog <i>Fascisme - en advarsel</i> er fyldt med løse, udokumenterede påstande og usaglige personangreb, skriver Simon Friis.
Madeleine Albrights bog Fascisme - en advarsel er fyldt med løse, udokumenterede påstande og usaglige personangreb, skriver Simon Friis.Foto: J. Pat Carter/Ritzau Scanpix/ AP

 

Af Simon Friis
Journalist, Altinget

”Ordet fascisme er så godt som fuldkommen meningsløst. Jeg har hørt ordet brugt på landmænd, butiksejere, … rævejægere, tyrefægtere, … Kipling, Gandhi, homoseksuelle, … astrologer, kvinder, hunde, og jeg ved ikke hvad.”

George Orwell var i 1944 træt af at høre, hvordan ordet fascist – paradoksalt nok midt i Anden Verdenskrig – havde mistet al betydning. Mens det meste af Europa enten var besat eller i åben krig med en rigtig fascist, hvirvlede ordet rundt i gadebilledet, som var det gårsdagens avis.

Fakta
Om forfatteren:
Madeleine Albright er professor ved Georgetown University, tidligere amerikansk diplomat, FN-ambassadør og udenrigsminister. 

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright lægger i bogen Fascisme – en advarsel ud med en lignende frustration. ”Fascisme er blevet fashionabel,” skriver hun. Noget, man kan kalde folk, man er uenig med, hvis ens argumenter er for få. Trods berettigelsen i både Albright og Orwells frustration ville den fra førstnævntes side klinge mindre hult, hvis hun havde antydningen af et sammenhængende argument for, hvorfor fascismen er relevant at diskutere i 2018.

Efter 300 siders historisk redegørelse, diplomat-anekdoter fra alverdens slyngelstater af varierende relevans, løse personangreb og udokumenterede påstande står man desværre nærmere tilbage med indtrykket af en politisk dinosaurs sidste argumentfattige krampetrækninger end en afklaring.

Efter 300 siders historisk redegørelse, diplomat-anekdoter fra alverdens slyngelstater af varierende relevans, løse personangreb og udokumenterede påstande står man desværre nærmere tilbage med indtrykket af en politisk dinosaurs sidste argumentfattige krampetrækninger end en afklaring.

Simon Friis
Journalist, Altinget

One definition to rule them all
Fascisme – en advarsel er inddelt i 17 kapitler, hvoraf størstedelen er temakapitler med fokus på ét land i en given historisk periode. Fra Mussolinis Italien til Chávez’ Venezuela og Trumps USA. I bogens afsluttende bemærkninger erklærer Albright, at bogen oprindeligt var tænkt som et ’demokratisk rygstød’ til Hillary Clinton under det, Albright forventede ville blive hendes første præsidentperiode. Sådan gik det ikke, men uagtet Trumps sejr er bogens formål at være en alarm, der skal vække os fra vores selvtilfredshed og få os til at indse, at demokratiske værdier er under angreb over alt i verden.

Albright ernærer sig i dag som professor i praktisk diplomati på Georgetown University, hvor hun underviser college-studerende i ’den amerikanske værktøjskasse til sikkerhedspolitik’, og det er netop en definitorisk diskussion med hendes studerende om fascismens kendetegn og rødder, der indleder bogen.

”Som akademiker kunne jeg godt fristes til at bevæge mig ind i dette buskads, men som forhenværende diplomat er jeg mere interesseret i handlinger end etiketter,” skriver Albright og underkender i en håndevending en lang række kollegers årelange arbejde, inden hun selv leverer etiketten, der tilsyneladende erstatter al anden ørkesløs etikettering:

”Som jeg ser det, er en fascist en person, som identificerer sig stærkt med og hævder at tale på vegne af en hel nation eller gruppe, er ubekymret for andres rettigheder og villig til at bruge de nødvendige midler – inklusive vold – til at opnå hans eller hendes mål.”

Fra en professors hånd er Albrights definition underligt hobby-politologisk. Og selvfølgelig alt for smart. Hvordan er Albrights fascisme forskellig fra autokratisme? Totalitære eller autoritære regimer? Spiller militær og politi en afgørende rolle som i den øvrige forskningslitteratur? Det er mildest talt et mudret udgangspunkt, og det bliver ikke bedre, når Albright diskuterer begrebet populisme, som hun synes folk bruger alt for meget tid på at sammenkæde med fascisme.

Anekdotiker frem for akademiker
Hvis fascisme-definitionen kan forekomme lettere sjusket, er eksdiplomatens betragtninger vedrørende populisme udtryk for en så åbenlys uvillighed til at indlade sig i den politiske tænknings substans, at det bliver decideret forargeligt. Alene det, at Albright definerer populisme med Merriam-Websters ordbog, er en grotesk negligering af det arbejde, kolleger som Cas Mudde, Cristóbal Kaltwasser, Benjamin Moffitt og Jan-Werner Müller har leveret i de senere års voksende politologiske litteratur om populisme.

Albright undrer sig, når Putin og Trump kaldes populister, og spørger, hvordan det er populistisk at have forhenværende KGB-agenter i sin indercirkel eller at være countryclub-rig, have milliardærer i sit kabinet og være indehaver af hotelkæder, som hyrer udlændinge til at redde hotellernes senge. Hvis Albright lagde ordbogen og de vidtløftige associationsrækker fra sig et øjeblik for i stedet at læse et par af de ovenfor nævntes publikationer, vil hun opdage, at hendes banale spørgsmål er blevet besvaret for mange år siden.

Det er ikke kun den begrebslige skødesløshed, som tidligt bekendtgør for læseren, at Albright i bogen Fascisme – en advarsel ikke taler til os som akademiker, men som anekdotiker. Første tredjedel af bogen består af selektive nedslag i nogle af den europæiske mellemkrigstids fascisters opstigen til dominans. Kapitlerne om Mussolini, Hitler og Franco er ikke decideret kedelige. De er dog meget lidt analytisk virksomme, da Albright på intet tidspunkt afviger fra det biografi-refererende. Som læser skal man altså selv lige sætte tid af til at analysere, hvordan Trump er ligesom Mussolini, Hitler, Franco, Stalin eller senator McCarthy, og hvordan fortiden i øvrigt reflekterer samtiden.

Når Albright senere trækker trådene op til nutidens slyngeltyper som Duterte i Filippinerne, Erdogan i Tyrkiet, Putin i Rusland og Orbán i Ungarn, bliver gennemgangene kortere og mere løst refererende til New York Times og Financial Times – dog ofte flankeret af formatløse personangreb.

Når hun fortæller den sjove historie om dengang i 2012, hvor Putin iklædt en hvid heldragt i en hangglider demonstrerede den ideelle trækrute for en flok snetraner, skriver Albright, at ”ikke engang Mussolini gjorde dette”, uden i øvrigt at komme med sit bud på, hvordan excentrisk og/eller tumpet statslederadfærd er relevant i en diskussion af fascisme.

På den måde får Albright selvfølgelig kædet Putin sammen med en fascist uden egentlig at kalde ham det, inden hun få paragraffer senere kan hævde, at ”Putin er ikke fascist, fordi han ikke har set behov for at være det”. Hvilke forudsætninger eksdiplomaten har for at vurdere Putins behovskalkuler, er uvist. Sandheden er nok, at Albright ikke har det store at sige om Ruslands præsident, som hun kun har haft lejlighed til at hilse på én gang. Et førstehåndsindtryk, hun dog stolt referer fra sin dagbog: ”Putin er lille og bleg, kold som et reptil”. Nuvel. Hvis man ikke ønsker at formidle reel forskning, kan man selvfølgelig motivforske.

’Instinkter’ slår argumenter
I det hele taget sidder personangrebene løst på Albright, der heller ikke afholder sig fra eksempelvis at kalde premierministeren i Albrights hjemland, Tjekkiet, Andrej Babis, ”kølig, fjern, tavs og indelukket”. Om Trump siger Albright, at han er den første antidemokratiske præsident i det moderne USA’s historie, og hvis man flyttede ham til et land med færre demokratiske rækværk, ville han være en diktator. ”Det er dér, hans instinkter fører ham hen,” analyserer Albright med, hvad der lyder som en plattenslager-shamans selverklærede alvidenhed.

Albright kalder det et skræmmende faktum, men demonstrerer reelt bare, at Trump er en rapkæftet, bøllet mandeabe. Hvordan er Trump drevet mod enevældig politisk magt? Hvilke indikationer har vi på, at han har tænkt sig at overtage staten og etablere personlig dominans? Den slags oplagte overvejelser i en diskussion af fascisme er der ikke plads til.

Fascisme – en advarsel havde været spændende, hvis den havde indeholdt en række troværdige argumenter for, hvorfor det lige præcis er fascismen, der skyller ind over verdenspolitikken i det 21. århundrede. Hvorfor 1930’ernes europæiske fascisme (frem for 1980’ernes ditto i Latinamerika, som hun ikke nævner med et ord) er i gang med at gentage sig, er langtfra selvindlysende. I stedet spænder denne håbløst retningsløse udgivelse mellem det leksikalsk forelæsende og det forsmået perfide.

Alt dette ville sikkert være meget sjovt, hvis ikke situationen faktisk er alvorlig. Vi står med en vaklende liberal verdensorden, en reel trussel mod liberale demokratier verden over og en amerikansk præsident, der med en uendelig strøm af løgne synes villig til at lade hele korthuset falde. Hvordan bekæmper det gamle etablissement personificeret ved Madeleine Albright denne udfordring? Med løse, udokumenterede påstande og usaglige personangreb. Det er lige så useriøst, som det er selvundergravende.

”Hvorfor har vi ikke en klar og alment accepteret definition af fascismen?” spurgte George Orwell frustreret i 1944. ”Ak! Vi vil ikke få en, ikke endnu, i hvert fald. At forklare hvorfor ville tage for lang tid … Alt, hvad vi kan gøre for nu, er at bruge ordet med en vis mængde forsigtighed og ikke, som det normalt gøres, degradere det til et simpelt bandeord.”

Den opfordring er hermed givet videre.

Madeleine Albright, Fascisme – en advarsel, 302 sider, 299,95 kroner, Gads Forlag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00