Biskop: Modstandere af regnbuevielser har et sølle syn på kærlighed mellem mennesker

Temperamenterne bryder stadig ud over vielsen af par af samme køn. Det har jeg ikke noget imod. Modsatte synspunkter er skabende for tanken.

Dengang vi i folkekirken tog den sidste runde af diskussioner, som ledte til vores gældende lovgivning, der gjorde det muligt for par af samme køn at blive viet i kirken, var mit synspunkt, at selvfølgelig skulle det være muligt, og selvfølgelig skulle det hedde “ægteskab” og ikke “partnerskab”.

Forretninger, kulturelle organisationer og politiske foreninger kan indgå partnerskaber, men når der elskes, er det ægteskab.

Neutral er jeg ikke. I mellemtiden er der sket noget, som jeg ikke kunne forudse dengang, vi diskuterede sagen, der ledte til lovgivningen. Jeg er blevet regnbue-bedstefar, og den lille Arthur gør mig næsten forrykt af nysgerrighed på hans fremtid.

Når man har deltaget i denne debat i nogle år, så vænner man sig til at høre på meget vrøvl. Denne gang stak det noget dybere

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns stift

Vi lever i et samfund, hvor mennesker kan stå ved den kærlighed, som de nu engang har med sig fra Skaberens hånd. Jeg elsker min datter og svigerdatter og bliver lykkelig, når jeg ser dem som familie og som forældre.

Når jeg færdes i min by, så glæder det mig, når jeg ser mennesker være optaget af hinanden og i offentlighed vedgår deres begejstring for hinanden. Der er liv i livet, når man ser mennesker komme med hinanden i hånden, når man ser, at kyssene og omfavnelserne ikke kan holdes tilbage.

Jeg kan ikke finde forargelsen inden i mig, hvis det er to mænd eller to kvinder, selv om jeg selv er så hetero og cis, som man vist kan blive.

Forleden dag sad jeg sammen med nogle kirkeledere i forskellige andre kirkesamfund og arbejdede på et dokument om “Familien”. I udkastet stod der, at kærlighed mellem mennesker var en gave fra Gud. Det blev vist slettet, for en af deltagerne kunne ikke have det stående med begrundelsen, at kærligheden mellem to mennesker af samme køn jo var en synd.

Når man har deltaget i denne debat i nogle år, så vænner man sig til at høre på meget vrøvl. Denne gang stak det noget dybere. Jeg havde lille Arthur foran øjnene og hans mor og mama og alle de andre par, jeg kender, og alle alenemødrene sammen med deres lykkelige børn.

Der er så mange familieformer, og hvorfor skal jeg sætte mig til doms over noget, som jeg kan se medfører liv med alle dets modsætningsfyldte følelser? Hvorfor skulle jeg dog ikke sætte alt ind på at glæde mig over det mangfoldige liv?

Det er mange år siden, at jeg ikke kunne se, hvilke teologiske, trosmæssige argumenter, der skulle være mod kærligheden. Denne gang kunne jeg mærke noget andet komme op i mig. Jeg tror bedst, at det kan beskrives ved begrebet “sølle”.

Det er ikke pænt at tænke “sølle” om et medmenneske, men det må vedkommende altså finde sig i

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns stift

Med sølle mener jeg, når man påståeligt bliver ved med at hævde sit synspunkt, selv om man skulle vide bedre. Det er, når man hævder den forgangne verden og ikke ser nutiden, og ser at et problem, en fordom er lagt ned, men påståeligt fortsætter.

Det er ikke pænt at tænke “sølle” om et medmenneske, men det må vedkommende altså finde sig i. Især fordi jeg naturligvis ikke kunne finde på at hævde, at der ikke er plads til vedkommende i kirken som præst eller ansat endsige på kirkebænken.

Jeg vil faktisk forfægte vedkommendes ret til sin holdning, også selv om jeg synes, den er sølle. Ikke fordi jeg har brug for nogen at le ad eller på anden måde more mig over; men fordi jeg ved, at ting til tider tager tid - og så ved jeg, at et menneske, der hævder det, som jeg kalder et sølle synspunkt, ofte har et stort hjerte for samfundets nederste, som for eksempel flygtninge og voldsramte.

Jeg vil gerne leve i et samfund og i en kirke, hvor der er plads til modsætninger. Det handler om åndsfrihed og om frisind. Det handler om, at der er meget, jeg kan have stærke holdninger til; men det behøver ikke betyde, at andre mennesker skal undgælde med deres ansættelsesforhold eller deres tilhørsforhold.