Anne Sofie Allarp efter snart ti år som debattør: Hvor kommer al den vrede fra?

Som en såret spækhugger kommer debatten om debatten brølende op til overfladen med jævne mellemrum.

Så tager vi en hændervridende tur til i manegen, fordi det endnu en gang er blevet klart for offentligheden, hvad det har af omkostninger at mene noget på fremtrædende plads. Og at det trods det forhold, at vi jo har opnået en guddommelig, harmonisk og uantastelig grad af ligestilling, helt overraskende og kontraintuitivt er noget mindre omkostningsfuldt at mene noget som mand herhjemme, end det er at mene noget som kvinde.

Jeg anerkender debattens relevans. For hvordan sørger vi for, at det ikke kun er os, der er tilstrækkeligt iskolde, der kan tåle at deltage i den offentlige samtale? Det er det relevante spørgsmål her. Og der er ikke nogen nemme løsninger.  

Jeg har været i den offentlige debat det meste af et årti, og jeg kender godt prisen. Jeg er blevet kaldt barnemorder, lortekælling, landsforræder, medie-, karriere- og globalist-luder, (ja, L-ordet går aldrig af mode), jeg er blevet kaldt rædselsfuld, beskidt, pseudoakademisk, selviscenesættende, brokkende, og jeg er blevet beskyldt for at være betalt af den israelske efterretningstjeneste Mossad, eller som minimum at have dobbeltsengen fuld af minoritetspersoner.

Senest har covid-19 fået det værste op i såvel konspirations-teoretikere som zero-covid-fundamentalister. Begge satser på, at de kan råbe sig igennem pandemien.

Anne Sofie Allarp

Jeg har fået uopfordrede penis-forsendelser, stønnende kærlighedserklæringer og syrede ægteskabstilbud, trusler, hysteriske tilsvininger og løfter om, at jeg er blandt de første, der bliver hentet af en åben ladvogn, når nu det uundgåelige retsopgør vil finde sted.

Jeg har et netværk, der hjælper mig med at vurdere alvoren af trusler fra ekstremister og tosser. Jeg har hemmelig adresse. Selvom dedikerede læsere måske har opsnappet, at jeg bor i Kbh. K, så forsøger jeg at sløre hvor præcis. Jeg fortæller aldrig mine børn om hvad, jeg modtager i indbakken, for de er bange nok i forvejen for, at statsministeren sætter mig i fængsel (- ja, tilgiv dem, de er født i Spanien).

Jeg vil understrege, at jeg for tiden får langt flere positive, kærlige, taknemmelige og overstrømmende beskeder, end jeg får opkast fra underskoven. Og jeg kan godt håndtere sidstnævnte, for jeg har den opfattelse, at snak om den anden oftest handler om en selv, og jeg ser de aggressive udfald som den politiske tidsånds blottede tandhalse. Og så er jeg meget lidt ængsteligt anlagt som menneske.

Jeg ved, hvilke debatter rejser de største reaktioner. Der er få debattører, der er blevet jaget ud af det offentlige rum for at mene noget om trafik-politik. Det er debatter om identitet, kultur, multikultur, indvandring, køn, seksualitet, og senest covid-19. Det er det nære, og der, hvor politik knytter an til opfattelsen af egen position og sikkerhed, til moral og personlige værdier.

Omskæringsdebatten er på mange måder en perfekt storm, for den knytter mandens penis, seksualitet, og antagelige forfordeling i ligestilling sammen med muslimer, jøder, multikultur og så tidens store politiske fjendebillede: forældrestanden. Senest har covid-19 fået det værste op i såvel konspirations-teoretikere som zero-covid-fundamentalister. Begge satser på, at de kan råbe sig igennem pandemien.

De fleste tror, at de mest ubehøvlede eller hæmningsløse på nettet er psykisk syge, subsistensløse eller andre marginaliserede eksistenser. Det er forkert og faktisk rimeligt uretfærdigt overfor de pågældende grupper i samfundet.

Vi er stæreblinde overfor den disciplin, der peger ansvaret fra de magtfulde og over på de afmægtige.

Anne Sofie Allarp

Uventede angreb kommer ofte fra samfundsborgere med job og netværk. For eksempel kom et ønske om, at der skulle åbnes et asylcenter i mit underliv fra en klimabevidst familiefar i Midtjylland, og selv aviser kan lægge spalteplads til usaglige angreb, som for eksempel Sørine Gotfredsens nylige corona-relaterede spasme i Kristeligt Dagblad, som lod hende bruge ord som uvidende, uigennemtænkt og uansvarlig i relation til min person, uden at kræve at dette blev underbygget, og uden at give mig en orientering om, at sådan et personangreb ville blive trykt af avisen.

Da jeg bad om at kunne svare, fik jeg at vide af debatredaktør Johannes Henriksen, at jeg kun kunne få 2.000 anslag og ikke måtte tage afsæt i pandemien. Jeg havde opfattelsen af, at det var mudderkampen, der var det interessante og ikke en drøftelse af, hvordan staten er gået galt i sine antagelser om covid-19, og hvorledes dette blev afspejlet i det offentlige rum. Derfor afslog jeg tilbuddet, men opfordrede ham til at trykke en enkelt sætning, i hvilken jeg bad Gotfredsen om at underbygge sine påstande. Jeg fik ikke noget svar.   

Jeg tænker ofte på, hvor vreden kommer fra.

Noget af den har formentlig sammenhæng med den frygt, som presse, politikere og sociale medier taler så voldsomt op. Tidens tegn er som bekendt kommercielt dyrket panikmageri ledsaget af basuner og dommedagsklokker.

Andet drives af den kyniske splittelse af befolkningen og scape-goating af minoriteter, som er så frygteligt populært i politiske kredse disse år. Vi er stæreblinde overfor den disciplin, der peger ansvaret fra de magtfulde og over på de afmægtige. Vi er veldresserede og splittelsesparate, og ikke mange klik væk fra hinanden, når vi identificerer en, der ikke lægger sig, som flertallet befaler. Og mens kvinder godt må tale i forsamlinger, så er ikke så lang tid siden, at det slet ikke hørte sig til, og særligt os, der ikke beder om lov, før vi taler, kan virke meget provokerende.

Det er paradoksalt, at Danmark har taget voldsomme opgør for ytringsfrihed, men at vi i så ringe grad tolererer, at magten udfordres eller at meninger brydes. Og det er farligt, for uden den demokratiske samtale er vi ikke noget demokrati. De politiske partiers bidrag til den samtale er så ringe, koreograferet, ufrit og strategisk, at det må og skal udfordres af andre stemmer.

Og derfor skal vi værne om den demokratiske samtale og ikke den enetale, som det offentlige rums centrifugal-kræfter lægger op til i denne tid.

Magt, antagelser, dogmer, vaner og traditioner har bedst af at blive udfordret. Vi kan ikke have et frit samfund uden perspektiv eller dissens.