Bo Lidegaard: Mammutværk om dansk politik er en guldgrube af faktuel viden

Af Bo Lidegaard
Historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

Der findes beskæmmende lidt litteratur på fremmede sprog om de særegne historiske, kulturelle, politiske, økonomiske og sociale forhold i Danmark.

Jo, specialstudier og nedslag i diverse faglige tidsskrifter og uhyggeligt mange lufthavnsbøger om hygge – men ud over dem kun ganske få snapse til den ikke-dansklæsende, der gerne vil forstå, hvad vi er for et land og folk.

Alt i alt har redaktører og perlerækken af forskere leveret en prisværdig indsats.

Bo Lidgeaard

Det har ingen ringere end Oxford University Press forsøgt at råde bod på med udgivelsen af 'The Oxford Handbook of Danish Politics', redigeret af tre sværvægtere i dansk samfundsvidenskabelig forskning, professorerne Peter Munk Christiansen, Jørgen Elklit og Peter Nedergaard.

Der er ikke tale om en håndbog i leksikal forstand, men om en samling artikler af samfundsvidenskabeligt tilsnit fordelt over tre hoveddele, subtilt opdelt tematisk efter Polity, det vil sige grundloven, statens struktur og administration og rigsfællesskabet, redigeret af Jørgen Elklit; Politics, det vil sige udfoldelsen af dansk politik med politiske partier, vælgergrupper, interesseorganisationer og medier, redigeret af Peter Munk Christiansen; og Policies, der fokuserer på hovedtræk i den førte politik, redigeret af Peter Nedergaard.

Hver hovedsektion har et dusin underafsnit skrevet af statsvidenskabelige forskere og enkelte historikere fra den danske universitetsverden, flest fra Aarhus Universitet.

Resultatet udgør en oversigt over, hvad den samfundsvidenskabelige forskning i Danmark kan sige om udviklingen i landet over de sidste årtier med hovedvægt på, hvor vi befinder os nu, to årtier inde i det andet årtusind. Redaktionen er afsluttet inden pandemiens trykprøve af systemet og af vores antagelser om dets styrke og svagheder.

Anslaget er bredt indførende med klar bevidsthed om, at den typiske læser ikke har dyb forhåndsviden om danske forhold. Samtidig søger de enkelte indlæg en balancegang mellem det mere forskningsorienterede, herunder med sammenligninger med andre nordeuropæiske velfærdsstater, og det mere alment formidlende, som dog holder afstand til det direkte folkelige og populære.

Det samfundsvidenskabelige anslag mærkes og skygger i nogle artikler for en mere konkret og umiddelbar fremstilling af faktuelle forhold: hvornår, hvordan og hvorfor? Diverse tabeller og oversigter giver opdaterede statistik og faktuelle oplysninger og et indeks gør det muligt at slå op, hvis det er institutioner, samfundsfaglige begreber eller fremtrædende politiske personligheder, man leder efter.

Dog viser selv overfladiske punktnedslag, at der kunne have været kælet mere for denne del, netop i et opslagsværk – for eksempel vil søgning på Iraq ikke føre til hovedkapitlet om dansk sikkerhedspolitik, selv om Irak-krigene faktisk omtales i Anders Wivels artikel. De solide og bredt favnende tematiske afsnit er omkranset af en indledende præsentation ved de tre redaktører og – mere interessant – et afsluttende opsummerende og konkluderende kapitel, hvor de tre resumer og reflekterer over bogens tre hovedtemaer.

En guldgrube af viden
På sine egne klare præmisser er bogen en guldgrube af faktuel viden og forskningsmæssig diskussion af snart sagt alle hjørner af det danske samfundsmaskineri i ret snæver forstand. Det er selve maskinen, vi får indblik i.

Fyldige referencer til de enkelte kapitler og disses konkluderende afsnit gør bogen praktisk anvendelig for tematiske nedslag, hvad enten man vil dykke ned i valgsystemet, vælgernes holdning til EU og immigration, arbejdsmarkedet, betydningen af mindretalsregeringer eller klimapolitik. I god forskningstradition er fakta og målinger garneret med diskussioner og overvejelser om bagvedliggende årsager, nutidige tendenser og fremtidige udviklingsmuligheder. Det er anvendt og formidlet forskning på professionelt niveau – og hatten af for det.

Punktnedslag viser generelt lødige artikler af høj kvalitet, der vil give den interesserede udenlandske læser en god indføring i enkelte dele af det danske samfundsmaskineri, uden de mere overordnede sammenhænge nødvendigvis træder tydeligt frem.

Det er ikke en bog, der er beregnet eller egnet til at læse som samlet fremstilling, men netop en håndbog, der i høj grad også vil være rar at have inden for rækkevidde også for danske, der gerne vil have genopfrisket deres skolelærdom om administration og politik. 

Manglende sammenhæng
Svagheden ved den fragmentariske struktur er den manglende sammenhæng mellem de enkelte temaer og de enkelte bidragyderes varierende lyst og evne til at bygge en mere overordnet fortælling rundt om de enkelte artikler.

Det gør for eksempel Ulrik Pram Gad i en fin kondenseret og diskuterende indføring i rigsfællesskabets forunderligheder (Greenland the Faroe Islands, and Denmark: Unity or Community?) og Jes Fabricius Møller i sin no-nonsens artikel om monarkiet (The Monarch: Head of State and National Symbol), som dog i opregningen af monarkens funktioner mærkværdigt udelader dennes rolle i forbindelse med regeringsdannelse og heller ikke forklarer, hvordan Dronningen gennem sine nytårstaler og ved andre særlige lejligheder kan udtrykke mere generelle politiske holdninger – så længe hun holder sig langt fra det partipolitiske eller kontroversielle.

Peter Birch Sørensen er solid i en eksemplarisk indføring i de senere års danske energi- og klimapolitik med svagheder, styrker og udfordringer (Environment, Energy, and Climate Politicy: From Energy Supply to Climate Gases). 

Karina Kosiara-Pedersens artikel om Dansk Folkeparti (The Danish People’s party: Centre-Oriented Populists?) bærer præg af at være skrevet inden partiets aktuelle krise og kæmper i øvrigt med at få placeret partiet på den traditionelle højre-venstre skala. Der er naturligvis gode eksempler på, at partiet på visse velfærdsområder ligger længere til venstre end de traditionelle borgerlige partier, men gør det partiet til et centrum-højre parti? Næppe. Hvis det endelig skal være, har de dele af partiets politik mere til fælles med den yderste venstrefløj.

Her kan ikke alle artikler yders retfærdighed, og der vil altid i et værk af denne type være overlap og nuanceringer, der kan diskuteres – for eksempel om Fogh og Løkke regeringerne 2001-11 og 2015-19 virkelig var centrum-højre, som det flere steder anføres også af værkets hovedredaktører. Centrum må så være Venstre – eller er det Dansk Folkeparti, der repræsenterer midten? Måske går det mere ud på at forsikre den internationale læser om, at selv disse rent borgerlige regeringer – de første i mange år – faktisk ikke i deres politik var så langt til højre, som man måske kunne tro? I så fald er pointen jo en anden og vigtigere, nemlig diskussion af, om dansk politik de år undergik en dybtgående forandring eller i virkeligheden blot under overfladen var en videreførelse af mainstream?

Enkelte artikler falder igennem  
Enkelte artikler har rigtig svært ved at levere det overblik, der er bogens ambition og generelle styrke. For eksempel slipper Anders Wivel ikke godt fra sit kapitel om dansk sikkerhedspolitik (In War and Peace. Security and Defence Policy in a Small State).

En ting er, at det historiske forløb er rodet og direkte forvirrende, for eksempel når forsvarslovene 1950-1951 forklares inden NATO medlemskabet og hele alliancepolitikken introduceres. En overskrift fremhæver ”The Shame of 1945”, det må da vist være skammen fra 1940, der tænkes på? Men det var jo ikke skam, men muligheden for sikkerhedsgarantier, Bornholm og Grønland, for ikke at tale om Marshall-hjælp, der definerede politikken 1945-49. Skammen havde stor betydning i besættelsens første år og var som bekendt drivende for handlingsmænd/k på begge fløje, men som drivkraft for national handling blev den blev først instrumentaliseret igen efter 2001, og det er en anden historie.

Den får Wivel desværre heller ikke greb om, og helt galt bliver det det, når det i artiklens afsluttende afsnit omtales, hvordan Danmarks deltagelse i NATO-bombardementerne af Serbien i 1999 var første gang i nyere tid, danske styrker gik i krig uden FN-mandat uden at det i sammenhængen nævnes, at det ikke var sidste.

Irak-krigene er flygtigt omtalt i et tidligere afsnit, og selv om det her nævnes, at dansk deltagelse i invasionen 2003 skete med snævert flertal, skal man være en meget opmærksom læser for ikke at blive direkte vildledt, når Wivel skriver, at 1999 beslutningen ”like all other decisions by the Danish Parliament to contribute to post Cold War NATO operations … was supported by a broad centre-left/centre-right coalition, thus continuing Denmark’s consensus-based military engagement...

Faktuelt er det selvfølgelig sandt, at kontroversen om Irak-krigsdeltagelsen i 2003 ikke gjaldt en NATO-operation, men som Wivel selv påpeger er grænserne flydende, og en ikke retvisende opsummerende generalisering af denne karakter burde redaktørerne have fanget.

I et efterfølgende mere teoretisk orienteret udenrigspolitisk kapitel (Foreign Policy. New Directions in a Changing World Order) retter Henrik Larsen lidt op på misæren og fanger blandt andet betydningen af EU som hovedforankringen af dansk udenrigspolitik, uanset de fire forbehold og uanset den stærke opbakning til NATO og de transatlantiske forbindelser, når det gælder den hårde sikkerhed. Larsen diskuterer også indholdet af den meget omtalte udenrigspolitiske ”aktivisme” og sætter brugen af dette begreb i kritisk perspektiv fra Uffe Ellemann-Jensen i 1989 først begyndte at bruge og videre frem gennem skiftende regeringers brug af det populære stempel.

Alt i alt har redaktører og perlerækken af forskere leveret en prisværdig indsats, der markant forbedrer udlændinges – og såmænd også danskes – mulighed for at finde oplysninger og sammenhænge om de faktiske forhold i dansk politik og forvaltning. Det skal de have stor tak og fire stjerner for, selv om anslaget og mange artikler fuldt ud ville fortjene fem. Den sidste stjerne kommer med et andet oplag, hvor skønhedsfejlene er rettet.

The Oxford Handbook of Danish Politics (Oxford Handbooks), redigeret af Peter Munk Christiansen, Jørgen Elklit og Peter Nedergaard, 736 sider, Oxford Uni Press, udkom 1. juli 2020