Brinkmann advarer: Kampen om “de almindelige danskere” risikerer at blive identitetspolitik for makrelmadder og håndbold

Både før og efter valgudskrivelsen har vi hørt rigtig meget om "de helt almindelige danskere".

De er blevet en figur, der pludselig optræder i politikeres tale på tværs af politiske skel. Alle vil gerne gøre noget for disse helt almindelige danskere. Det kan man godt forstå, for det er vel ret beset de fleste af os? Eller er det? Hvem er egentlig almindelig?

Umiddelbart kunne man indvende, at det ville være velgørende, hvis politikerne også forsvarede de ualmindelige danskere: De arbejdsløse, de hjemløse, de etniske minoriteter, de psykisk syge, de fattige og de marginaliserede. Måske endda også oldtidskundskabslærerne og stilladsarbejderne. Er de almindelige eller ualmindelige?

Problemet er, at vi jo nok alle sammen både er almindelige og ualmindelige, men ikke alle har samme behov for hjælp. De ualmindelige er typisk dem, der har mest brug for en hjælpende hånd, så hvorfor denne appel til de almindelige, som jo nok skal klare sig? 

Risikoen ved dyrkelsen af den almindelige dansker er, at denne kategori netop udgrænser dem, der burde have politisk bevågenhed

Svend Brinkmann

Jeg vender tilbage til det spørgsmål om lidt, men jeg vil også gerne reflektere lidt over det andet centrale ord i den retoriske figur om "de helt almindelige danskere", nemlig danskerne. Jeg har ikke lavet nogen systematisk diskursanalyse, men mit indtryk er, at det er relativt nyt, at vi hele tiden tiltales "danskerne" af vores politikere. Hvad har vi været før?

Jo, engang var vi borgere. Da Poul Schlüter (K) var statsminister, sagde han for eksempel i åbningstalen i 1991, at "de penge, det offentlige sparer ved dagpengeomlægningen, skal ikke benyttes til at øge andre offentlige udgifter, de skal komme borgerne og virksomhederne til gode."

I dag ville statsministeren ikke have talt om "borgerne" i denne sammenhæng, men om "danskerne". Danskerne er overalt i den politiske tale og samtale.

Det er mit indtryk, at Poul Nyrup (S) helst talte om "befolkningen" i 1990’erne, og Anders Fogh Rasmussen (V) om "vælgerne" i 2000’erne, men i løbet af 2010’erne skiftede det til "danskerne", formentlig foranlediget af Dansk Folkepartis store vækst, der var med til at udbrede den nationalt orienterede retorik.

I dag er begrebet "danskerne" den foretrukne tiltaleform, uanset om det er Morten Messerschmidt (DF), Mette Frederiksen (S) eller Jakob Ellemann (V), der omtaler os. Kobler man det med interessen for det almindelige, får man en slags almindelighedens identitetspolitik, der bare ikke ligner identitetspolitik, fordi den er så almindelig.

På den ene side er appellen til det almindelige forståelig og velkommen, fordi det unikke og anderledes er blevet dyrket gennem mange år. Længe har det ikke været godt nok at være almindelig dansker: Man har skullet være ekstraordinær, "den bedste udgave af sig selv", identificeret med en helt særlig smag, oplevelser, rejser og forbrugsmønstre. Nu er der tilsyneladende en slags opgør på vej mod hele denne "singularisering", som sociologer er begyndt at kalde det.

Jeg tror derfor, at det kunne være frugtbart at skelne mellem det almindelige og det almene. Og mit synspunkt er, at det almene er en langt mere relevant kategori end det almindelige

Svend Brinkmann

Men på den anden side er risikoen ved dyrkelsen af den almindelige dansker, at denne kategori netop udgrænser dem, der burde have politisk bevågenhed. Alle dem, der falder uden for almindelighedskategorien.

Jeg tror derfor, at det kunne være frugtbart at skelne mellem det almindelige og det almene. De to begreber kan bruges synonymt, men man kan også finde en forskel mellem dem. Og mit synspunkt er, at det almene er en langt mere relevant kategori end det almindelige – både i etiske og politiske sammenhænge.

Slår man "almen" op i Den Danske Ordbog, nævnes den første betydning at være noget "som gælder helheden". Man kan derfor tale om almen dannelse eller almen viden. Det betyder noget lidt andet, end hvis man havde talt om almindelig dannelse eller viden.

Det almene er i den betydning ikke bare det statistisk normale (det almindelige), men i højere grad det, der burde være det. Der er således ikke nogen modsætning i at sige, at det ikke længere er almindeligt at være alment dannet. Eller i at hævde at det er blevet ualmindeligt at have almen viden.

Søren Kierkegaards berømte definition af det etiske som det almene er relevant i denne sammenhæng. Den, der lever etisk, realiserer med Kierkegaards ord det almene. Hvis det bare betyder, at man gør det, de fleste andre gør, så er det uinteressant og har ikke ret meget med etik at gøre.

De fleste kører jo nok lidt for stærkt på motorvejen en gang imellem, så det er en ganske almindelig forseelse, men det repræsenterer selvfølgelig ikke en realisering af det almene. At realisere det almene vil snarere sige at søge at leve op til den pligt og det ansvar, som gælder alle og enhver. Og som endda gælder i ethvert øjeblik, som Kierkegaard formulerede det i Frygt og bæven.