Kommentar af 
Leif Vestergaard Pedersen

Ugerevy med Etisk Råds formand: Valgkampens første uge gav ingen svar på tidens udfordringer

Medier og politikere kan med fordel skrue valgkampstonen en oktav ned. Det høje toneleje risikerer at skræmme alt for mange fra at indgå i politiske diskussioner, ligesom tidens svære udfordringer heller ikke kan løses med smarte bemærkninger, skriver Leif Vestergaard Pedersen. 

Hvor ville det være befriende, hvis valgkampen også afspejlede den konstruktive uenighed, som der ofte er mellem politikere, skriver Etisk Råd-formand Leif Vestergaard Pedersen.
Hvor ville det være befriende, hvis valgkampen også afspejlede den konstruktive uenighed, som der ofte er mellem politikere, skriver Etisk Råd-formand Leif Vestergaard Pedersen. Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Leif Vestergaard Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Det Etiske Råd har vi tit diskussioner, hvor vi er rygende uenige. Men det fascinerende er, når vi finder frem til, hvorfor vi er uenige – og kan beskrive det. Så bliver uenigheden en styrke og ikke en udfordring, og dermed kan den også blive hjælpsom for andre, der kan tage bestik af fordele og ulemper og selv danne sig en mening.

Hvor ville det være befriende, hvis valgkampen også afspejlede den konstruktive uenighed, som der ofte er mellem politikere. Hvor man anerkender hinandens synspunkter, hvor man går efter argumenterne og ikke laver motivforskydning. Hvor man går efter sagen og ikke efter personen!

Det Etiske Råd har tidligere i år udtalt sig om omsorgens vigtige rolle i det danske sundhedsvæsen. I arbejdet med at forstå, hvor vigtig omsorgsudøvelse er for de mange dybt ansvarlige ansatte i sundhedsvæsenet, stod det efterhånden klart for mig, at omsorg er vigtigt for alle borgere – til hver en tid.

Det er vigtigt på en hospitalsafdeling, men det er det også i en valgkamp. Omsorg for hinanden er ikke bare en luksus, når der er overskud, men det, der bærer os gennem dagen, ugen og livet.

Lad mig derfor prøve at sige lidt mere om omsorg og valgkamp.

Etisk ugerevy

Valgkampen er skudt i gang, og de næste uger vil ikke mindre end 14 partier slås om vælgernes gunst. 

Svære og dilemmafyldte spørgsmål skal diskuteres, mens komplicerede løsninger skal lægges frem og gøres spiselige. Undervejs vil der forventeligt blive tyet til mere eller mindre ufine metoder, når politikerne skal sælge deres politik og angribe modstandernes. 

Derfor sætter Altinget Etik og Tro fokus på de etiske og moralske aspekter af valgkampens forløb, når vi hver uge beder en ny skribent om at kaste et blik i det etiske bakspejl og give sit syn på ugen, der gik.

Du finder alle valgkampens etiske ugerevyer her.

Starten på denne valgkamp har jeg fulgt på lidt speciel vis. I autocamper langs Sjællands vest- og nordvestkyst. I små havnebyer – uden mulighed for dagligt at følge den detaljerede dækning i de elektroniske medier. Til gengæld giver det mange nye muligheder for at tale med gode mennesker, der oplever dansk politik og valgkampen på en anden måde, end jeg selv gør.

Det har slået mig, hvor mange mennesker, der udtrykker frustration over en oplevelse af, at regler, der gælder for almindelige mennesker, ikke gælder på samme måde for alle folkevalgte. Og det handler ikke nødvendigvis om mink i den sammenhæng. 

Det handler om en række sager, der har ramt folkevalgte; omgang med kreditkort, omgang med boligregler samt overtrædelser af love og regler bliver nævnt som eksempler. Sager, hvor almindelige mennesker ville miste deres job eller aldrig ville blive ansat igen, hvis de handlede på samme vis – men hvor politikere alligevel kan indtræde i tillidsposter på højt plan.

Det er nemt – og samtidig svært – at forstå, at Folketinget ikke bare er en almindelig virksomhed, der bare kan kopiere retningslinjer fra andre virksomheder. Og at overtrædelse af regler ikke bare kan overlades til en HR-chef eller til en administrerende direktør. Men det er trist at høre, hvordan respekten for folkevalgte af denne grund ikke er helt så stor, som jeg synes den burde være.

Det er en udfordring, hvis tilliden og respekten for vores politiske ledelse ikke fastholdes – og meget gerne styrkes. En ordentlig valgkamp kan være et redskab til dette.

Men det er ikke altid pressen giver et grundlag for det. Overskrifter, der ikke kalder på eftertænksomhed, men mere på hurtige og ureflekterede konklusioner, kastes ind i valgkampen.

Tilliden til en presse, der søger at give en nuanceret beskrivelse af dansk politik, lider et knæk, når vi hele tiden befinder os i det høje toneleje

Leif Vestergaard Pedersen, formand, Det Etiske Råd

Hvor tit læser vi for eksempel ikke om, at folk er "rasende", at ting er præget af "kaos" eller at eksperter nedgør politikere. Men hvis man selv oplever folk, der beskrives som "rasende", viser de sig måske mere at være utilfredse eller skuffede. Og "kaos" handler mere om lidt uventede udfordringer, og eksperters udsagn om politikerne viser sig ved nærlæsning mere at være en præcisering af detaljer.

Som ung fuldmægtig fik jeg engang besked på at "sætte et notat en oktav ned" – fjerne stærke tillægsord og mere nøgternt beskrive de forhold der skulle beskrives. Efterfølgende var det tydeligt at gennemskrivningen hjalp på forståelsen og drøftelserne. Det ville være ønskeligt, at pressen satte de politiske reportager en oktav ned – og måske især reportagerne om, hvordan politiske udspil modtages og efterleves.

Tilliden til en presse, der søger at give en nuanceret beskrivelse af dansk politik, lider et knæk, når vi hele tiden befinder os i det høje toneleje.

Det høje toneleje genfindes i særdeleshed på de sociale medier. Her er der gang i den fra kandidater og sympatisører. Og sådan må det måske også være i et vist omfang.

Men når politikere skriver grimt om hinanden og til hinanden, så bliver det normen. Så bliver det omgangstonen. Og så tror vi mere og mere, at det er sådan man taler med og til hinanden. Og det flytter sig let fra de sociale medier til en omgangstone i andre sammenhænge.

Min respekt for politikere, der kan sætte valgkampstonen en oktav ned, er høj, for det er et udtryk for respekt for andre og for en vilje til at arbejde for alle borgere.

Den højfrekvente debat risikerer at skræmme alt for mange fra at indgå i politiske diskussioner – og de allerfleste kan jo heller ikke ret godt bidrage i diskussioner, når det er motivforskydninger, fordrejninger og personens karakter, der diskuteres frem for, hvordan uligheden skal håndteres, eller hvordan balancen mellem personlig frihed og samfundets ansvar skal balanceres.

Er der vilje til, at ikke enhver ulykkelig sag i velfærdsservicen skal udløse nye initiativer – men primært skal håndteres af de direkte ansvarlige?

Leif Vestergaard Pedersen, formand, Det Etiske Råd

Og hvad så med indholdet i valgkampen? Fra min position mangler jeg svar på, hvordan vi skal tage ansvar for hinanden i den fremtid, der allerede er startet. Hvor manglen på arbejdskraft vil stige og true det fælles ansvar, vi har taget for hinanden i det danske samfund.

Ingen synes at være uenige om, at vi også fremover skal tage dette ansvar. Penge løser ikke problemet. Måske kan flere lønkroner kalde flere velfærds-ansatte på arbejde igen. Men penge gør det ikke alene.

Fokus på velfærdsstatens kerneopgaver kan måske kalde flere på arbejde. Så socialrådgiveren igen blev rådgiver frem for sagsbehandler. Så social- og sundhedsassistenten igen blev de syges hjælper, så sygeplejersken igen fik fokus på omsorgen.

Men det kræver politisk og ledelsesmæssigt mod, for det er svært ovenpå den styringsmæssige tænkning, der har præget den offentlige debat og den offentlige sektor i de seneste 30 år.

Som jeg sagde, så har Det Etiske Råd tidligere på året sat fokus på omsorgen i sundhedsvæsenet. Rådet har set på, hvordan sundhedsvæsenets udvikling har betydet, at vi har mistet fokus på noget af det, der betyder allermest for patienterne og ikke mindst for motivationen og engagementet hos personalet. Den udvikling kan ikke vendes med et snuptag – men den kan måske vendes med politisk vilje.

Er der vilje til det? Er der vilje til, at ikke enhver ulykkelig sag i velfærdsservicen skal udløse nye initiativer – men primært skal håndteres af de direkte ansvarlige?

Hvis vi ikke formår at løse problemerne, vil de løse sig selv – men næppe på en måde, der bygger på vores principper for et velfærdssamfund

Leif Vestergaard Pedersen, formand, Det Etiske Råd

Bedre motivation og flere penge kalder dog næppe så mange flere på arbejdsmarkedet, at vi undgår manglen på arbejdskraft. Og så er der to muligheder. Enten kalder vi på arbejdskraft fra andre lande. Eller også skruer vi ned for indsatsen i velfærdssamfundet.

Det med at kalde på arbejdskraft fra andre lande er politisk ømt. Men kan det lade sig gøre at få en grundig drøftelse af, hvordan vores egne behov i Danmark måske kan kombineres med at løse problemer for ulykkelige mennesker andre steder i verden? Vil vi det?

Og magter vi at kombinere det med en drøftelse af alternativet; at skrue ned på indsatsen i velfærdssamfundet? Det er svært nok at fjerne ydelser, der ikke nytter ret meget. Og det bliver endnu mere problematisk, hvis vi skal fjerne ydelser, som gør en forskel. Vil vi kunne holde til at skrue ned for indsatsen, eller vil vi fortsat insistere samme høje niveau?

Og hvis vi hverken vil eller kan, så er vi tilbage ved, om vi tør se konsekvenserne i øjnene med større ulighed i levetid og sundhed, fordi velfærdssamfundet ikke længere formår at afhjælpe en del af skævhederne.

Her er der svære politiske udfordringer – og svære afvejninger. De løses ikke med nogle smarte bemærkninger – de kalder på politiske drøftelser og svære afvejninger.

Hvis vi ikke formår at løse problemerne, vil de løse sig selv – men næppe på en måde, der bygger på vores principper for et velfærdssamfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leif Vestergaard Pedersen

Formand, Det Etiske Råd, formand, epilepsihospitalet Filadelfia
cand.oecon. (Aarhus Uni.)