Ugerevy med Højskolernes formand: Valgkampen slider på lysten til politik, men i taktikkens skygge er der håb

Med to uger tilbage af valgkampen trakteres vi dagligt med taktiske manøvrer, som slider på vores tiltro til det frie folkestyre.

De vedholdende angreb på Søren Papes privatliv. Forskellige udlægninger af fortællingen om, hvor mange offentligt ansatte der skal fyres. Krav om at den genopstandne Lars Løkke Rasmussen (M) vælger side og spiller spillet, sådan som flertallet har bestemt, at det skal spilles. Latterliggørelse med øgenavne. Lars Findsens veltilrettelagte angreb på statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes departementschef.

Ikke uden politisk substans, men i en form der kvæler lysten til politik. Men i hjørnerne af det politiske, er der et dybt udemokratisk alvor at finde – og et håb.

"Du er helt igennem skod, typisk ungpige-kommunist. Danske mænd hader din slags og hader at I kan stille op til valg med jeres naive og stupide kommunistiske ideer." Sådan skriver Lasse Poulsen til 20-årige Nikoline Prehn, der er folketingskandidat for Socialdemokratiet, på Twitter.

Apatien provokerer mig. Er vi virkelig blevet så vant til ekstreme ytringer, at vi ikke længere ser dem? Eller er vi holdt op med at tage medansvar for det, der ikke handler om os selv?

Lisbeth Trinskjær
Formand, Højskolerne

Jeg vil undlade at gengive de mange kommentarer, der handler om, hvordan Nikoline "inviterer mænd til at tænke på hende i opstemt tilstand", som kalder hende "bolle-tøs" og som redegør for, om de vil knalde hende eller ej.

Men hvad ville vi mon have tænkt for 20 år siden om de kommentarer, som unge, kvindelige folketingskandidater i dag skal finde sig i? Ville vi bare bladre videre og ryste opgivende på hovedet, som vi gør i dag?

I det Danmark, hvor jeg er vokset op, ville kommentarer som disse blive opfattet som udtryk for en helt utroligt dårlig opførsel – og det ville være blevet påtalt. Også af mennesker, der ikke selv var en del af debatten.

Jeg forstår trætheden. Og følelsen af afmagt. For selvom vi som folk er blevet meget mere bevidste om sexisme, er ytringerne samtidigt blevet mere ekstreme og omfattende. Og det er ikke bare et problem for kandidaterne. Det er ekstremt udemokratisk. Det skader vores demokrati. Helt ustraffet.

Vi ved, at hadefulde ytringer baseret på etnicitet, seksualitet og køn afholder unge – ikke mindst unge kvinder – fra at deltage i den politiske samtale, endsige stille sig til rådighed som kandidater.

Jeg kan ikke stoppe de hadefulde ytringer, uanset hvor gerne jeg end ville. Det kan ingen af os. Men apatien provokerer mig. Er vi virkelig blevet så vant til ekstreme ytringer, at vi ikke længere ser dem? Eller er vi holdt op med at tage medansvar for det, der ikke handler om os selv?

Selv tror jeg på værdien af "følgeskab". På værdien af at skabe modvægt til de hadefulde ytringer ved at tage det ansvar på mig, som Svend Brinkmann med K.E. Løgstrups ord appellerede til på Altinget i mandags. 

At bruge den magt man har til den andens bedste. At stille mig ved siden af den angrebne. Adressere det urimelige i kommentarerne – ikke for forfatterne skyld, for dem når jeg næppe, men for den unges skyld. For at vise den unge kandidat, at ikke alle tænker som Lasse Poulsen. At vi er nogle, der sætter pris på deres bidrag, og at vi er nogle, der vil forsvare deres ret til en stemme i demokratiet.

Måske vil du gøre det samme?

Anderledes håbefuldt står det til hos kandidaterne selv og den meget udskældte mediebranche. Jeg har i den forgangne uge glædet mig over den store variation af møder, som valgkampen har budt på.

Den politiske tillid og appetit er dalende. Så meget mere vigtigere er det, at mødet med kandidaterne ikke kører på autopilot

Lisbeth Trinskjær
Formand, Højskolerne

Kreativiteten er stor, når kandidat og vælger skal finde hinanden. Og det gør demokratiet godt. Vi ved, at medlemstilslutningen til de efterhånden 14 partier er lav. Historisk lav. Ikke bare i de nye, men også i høj grad i de gamle partier. Individualisme og topstyring har sat sit aftryk. Partierne er for de få. Og den politiske tillid og appetit er dalende.

Så meget mere vigtigere er det, at mødet med kandidaterne ikke kører på autopilot. Og det er her, jeg er glædeligt overrasket.

Mediedanmark kører ganske vist fortsat "statsministerkandidat-debatter" med kampretorik og nedlæg, så alle kan tale med om, hvem der vandt eller tabte. Og partisoldaterne står klar på de sociale medier som en myriade af kommentatorer, hvis vi skulle være i tvivl.

Men der er også virkelig mange fine nyskabelser. Partilederdebat for og med unge vælgere på TV 2. På de unges egen hjemmebane. Med de unges temaer og spørgsmål. Det blev til to timers debat om forskellige udfordringer som klima, atomkraft og psykiatriplaner. TV 2 Regionerne har over en kam spurgt ind til de unges tanker og delt dem med os andre. Dermed kaster de lys på den generation, som demografien naturligt har placeret i skyggen. Det er fornem håndtering af det hensyn til helheden og fremtiden, vi skal have blik for, hvis vi også i praksis skal være et demokrati.

DR har taget folkeoplysningsforpligtelsen på sig, når de grundigt og loyalt lader seerne "møde partierne" ét for ét. Det er ikke svært at forestille sig, at den prioritet har været til debat i mediehuset med hele 14 opstillingsberettigede partier på paletten. Så tak DR, for at I ikke sprang over, hvor gærdet var lavt.

Kandidaterne gør sig også umage med at bygge bro til vælgerne på så mange forskellige måder, at de fleste vil kunne finde en sti. Nu taler jeg ikke om besøget i svinestalden, i daginstitutionenden eller den klassiske uddeling af røde roser på gågaden. Jeg taler om der, hvor mødet ikke har kandidaten i en entydig hovedrolle. Der, hvor tilgængeligheden er høj. Hvor man mødes om "et fælles tredje".