Ugerevy: Valgkampen handlede lidt om politik, meget om personer og ikke om noget, vi vil huske

Lige efter gymnasiet flyttede jeg fra Klampenborg til Nørrebrogade. Da jeg besøgte mine forældre et par måneder senere, klædt i sort, med en Robert Smith-læbestift i lommen, en lørdag med culottesteg, fortalte jeg med stor højtidelighed, at jeg ville stemme på SF.

Min far kiggede længe på mig. Men han sagde ikke noget. Til dessert fik vi Tiramisu. Min lillebror sagde, at han aldrig havde hørt om SF. Hvilken division spiller de i?

Mange år efter mit første valg er der ingen grund til at provokere med SF. De har ikke gjort meget væsen af sig under valgkampen 2022. De vil ikke bestemme nok – hvilket jeg holder meget af – men de fleste mennesker kan bedst lide, at der er en anden, som bestemmer. Det siger vi ikke højt. Men det stemmer vi. Særligt på den som virker til bedst at kunne passe på os. Så slipper vi selv.

Det ville De Konservative til gengæld gerne; være med til at bestemme. Sagde de. Og toppede alt for tidligt. Det er ufatteligt, hvor hurtigt det kan gå i politik. Til sidst kunne Søren Pape ikke lægge selv den mest simple aflevering. Jakob Ellemann-Jensen (V) turde til gengæld ikke skyde på mål. Tilfreds med et nederlag, der ikke er for stort.

Gad vide om ikke SF skaffer sig selv en del taletid efter valget, eftersom det lykkedes dem med en rolig valgkamp ikke at ødelægge for meget for dem selv før valget. Klimadiskussionen vender snart tilbage. Nok først efter jul.

Hvad så med Vanopslagh? Han er varm, siger sønnen. Bagefter siger han gudhjælpemig, at han ikke gider at stemme. Jeg gav ham en skideballe

Karsten Møller Hansen
Sognepræst

Det er søndag to dage før valgdag. Tak for en god prædiken, siger folk til mig i kirkedøren. Jeg står og krummer med en krydret småkage, som jeg samme morgen har fået af en fra Alternativet ovre på Torvet. Når jeg har sagt noget vrøvl, siger de bare god søndag. Det sker tit.

Der skal en helt anden robusthed til, hvis man er politiker og vil have sit ansigt op på en valgplakat. Så kan man blive tegnet på. Hvis man prøver at være synlig andre steder, bliver man ikke bare tegnet på. Politikerne taler respektløst til hinanden. Ja, men vi taler også respektløst om dem. Det gør vi virkelig. Og mener vi har ret til det, fordi de selv har valgt at stille op. Det har vi ikke.

Men en update her dagen før krydset skal sættes: De borgerlige er stadig besatte af Mette Frederiksen, og os fra den offentlige sektor glemmer kronisk at svare på, hvem der egentlig betaler vores løn. Socialdemokratiet har hele tiden vist sig at have det stærkeste kampagnehold, og de borgerlige fandt aldrig på andet end at ville af med Mette. De formåede ikke engang at finde ud af, hvem de ville have i stedet.

Trekantsdramaet ser dog stadig ud til at blive holdt i live. Måske mest af medierne, og fordi Lars Løkke tog den tredje plads på statsministerbilens bagsæde – det i midten, som også kan slås op. Han smiler. Det går som sagt virkelig hurtigt i politik.

Hvad handlede valget 2022 så om? Lidt klima (for lidt), lidt inflation, store varmeregninger (forståeligt), ingen religion (og dermed ingen værdipolitik), nul kultur (som altid, desværre), virkelig mange ultimative krav (en selvmodsigelse i et demokrati), lidt de unge, lidt sundhed, lidt af hvert og ikke noget vi vil huske.

Udover først Inger Støjberg, så Søren Pape, så Lars Løkke og så Mette all along. Den enkelte politiker er blevet hele partiet.

Hver gang jeg overværer en politisk debat, kommer jeg til at tænke på et fag, jeg en gang havde på Fairview Highschool i Colorado – 'debatting'. Her blev vi undervist i, hvordan man vinder en debat. Om man selv stod inde for det, man sagde, var helt underordnet. Det handlede om at vinde debatten.

Sidste skoledag havde vi den store debat. Jeg blev næstsidst. Sidstepladsen fik min ven Sashwat fra Nepal. Han gik helt i sort og begyndte at tale nepalesisk. Vinderen blev ham, som også spillede hovedrollen i skolens store teaterstykke.

En kandidattest er en joke. Jeg tog en i går. Der stod i min computer, at jeg godt kunne være Dansk Folkeparti. Eller Socialdemokrat. Jeg kiggede målløs på skærmen. Tænk sig, at man tager ærligt en test, og så bliver man løjet lige op i ansigtet. De der tests er en joke. Det mangler bare, at nogen siger til mig, at jeg virker lidt radikal (de får aldrig den kongekåbe tilbage).

Hvad så med Vanopslagh? Han ligner den storebror, man gerne vil have. Min datter kender ham fra TikTok. Han er varm, siger sønnen. Bagefter siger han gudhjælpemig, at han ikke gider at stemme. Jeg gav ham en skideballe.

Forstod han ikke, hvor mange mennesker der har kæmpet for, at han kan gå ned på Nordregårdskolen og sætte et kryds i gymnastiksalen? Det er din pligt, sagde jeg og stjal det ord, Socialdemokratiet har stjålet fra alle de borgerlige. Men der lugter jo af sved, svarede han. Jeg tog en tår af mit glas mælk og talte til ti.

Det bliver 17 grader i morgen, sagde min kone begejstret. Så kan vi tage i skoven. Puha, tænkte jeg. Jeg hader at gå tur i skoven sammen med alle andre. Men det er ikke godt, at det bliver 17 grader sent i oktober. Det er sgu da det, der er hele problemet. Sagde sønnen. Sådan.

Der kommer nok ikke flere sygeplejersker på stuen. Vores børn får det nok ikke meget bedre. Heller ikke de ældre. Ikke fordi der ikke vil blive oprettet et udvalg og fundet en pengetaske et sted, det vil der nok. Men fordi der er ikke nogen, der føler sig kaldet til at hjælpe andre.

Hvorfor vil de unge hellere arbejde i Joe and The Juice end være skolelærervikar? Det burde valget have handlet om

Karsten Møller Hansen
Sognepræst

Jo, måske hvis man kan sidde bag en skærm og få folk til at udfylde noget selv. Og så holde møde med nogle konsulenter, som har fundet på noget, de fandt på i et andet land.

Det her er tæt på fakta; det er det hårdeste job at skulle tage sig af andre mennesker. Omsorg slider mest. Højere løn vil ikke ændre på det. Så hellere en at dele jobbet med. Hvorfor vil de unge hellere arbejde i Joe and The Juice end være skolelærervikar? Det burde valget have handlet om.

Der gik inflation i valgløfterne. Der sker altid. Bare rolig, det er bare udsagn tilsat retorik, et særligt sprog som ikke behøver at korrespondere med virkeligheden. Ønskesedler. Fra mig til mig. En leg. Lidt ligesom at kigge i Bo Bedre. Der er det her vildt arkitektoniske hus. Udsøgt lækkert. Men kigger man nærmere, slår tanken én; men vil jeg gerne sidde på en asymmetrisk træstol og se VM? Og til sidst går det op for én, at det slet ikke er meningen, at nogen skal bo der.

Men det er jo ligemeget, om det bliver Mette Frederiksen eller Jakob Ellemann-Jensen. De ligger så tæt på hinanden – og på midten – at du ikke kommer til at mærke forskel. Det har min nabo nok ret i. Men det er jo ikke ligemeget, om Enhedslisten eller Nye Borgerlige også vandt noget at skulle bestemme.

Jeg slæber knægten med tirsdag. For hans egen skyld. Og min. Politik er en forhandling, som ender med et kompromis. Heldigvis. Det er det også, når vi står i stemmeboksen.