Debat

Britt Bager: Pensionsudspil fra S vil skuffe titusindvis af danskere

DEBAT: Dan Jørgensen skriver, at Socialdemokratiets pensionsforslag er soleklart. I virkeligheden risikerer det at ramme helt skævt og ikke hjælpe dem, der er mest nedslidte, skriver Britt Bager, politisk ordfører for Venstre.

Socialdemokratiet er selv begyndt at få øjnene op for, at deres pensionsforslag ikke hænger sammen, mener Britt Bager.
Socialdemokratiet er selv begyndt at få øjnene op for, at deres pensionsforslag ikke hænger sammen, mener Britt Bager.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Britt Bager (V)
Politisk ordfører

Socialdemokratiets Dan Jørgensen skriver i et indlæg på Altinget, at det var ”en aggressiv og arrogant statsminister, der søndag mødte op til debat med Mette Frederiksen på DR”.

Jeg ved ikke, hvad det er for en debat, Dan Jørgensen har set. For den debat, jeg så, viste en statsminister i topform med overskud og et smil på læben. En debat, som statsministeren i øvrigt vandt, hvis man skal tro både kommentatorerne og danskerne.

Dan Jørgensens indlæg er en reaktion på, at statsministeren i DR kaldte Socialdemokratiets pensionsforslag for et bluffnummer. Dan Jørgensen selv mener, at Socialdemokratiets prioriteter er ”soleklare”.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Jeg har meget svært ved at se, hvordan Dan Jørgensen kommer frem til, at Socialdemokratiets plan er soleklar. For intet er særlig klart i Socialdemokratiets forslag. Faktisk overhovedet ikke.

Svarene er få
Det er for eksempel uklart, hvem der skal have glæde af en tidlig pension. Det er uklart, hvem der ikke skal kunne gå fra tidligere. Det er uklart, hvordan en 60-årig i dag skal kunne bevise, hvilket job han havde engang i 1970’erne.

Vi skal sikre et system, hvor nedslidte, som ikke kan arbejde, får gode muligheder for at trække sig fra arbejdsmarkedet. 

Britt Bager (V)
Politisk ordfører

Og det er uklart, hvordan Socialdemokratiet vil betale regningen, hvis det skulle ende med at blive dyrere end de tre milliarder kroner, som de siger, at de har afsat til formålet.

Spørgsmålene er mange, og svarene er få.

Hvad værre er, så forsøger Socialdemokratiet at bilde titusindvis af danskere ind, at lige netop de kan få lov til at gå tidligt på pension. En måling viser ligefrem, at 20 procent af danskerne forventer at være omfattet af Socialdemokratiets forslag.

20 procent tror, at netop de vil kunne gå tidligt på pension med Socialdemokratiets forslag. Blot for at sætte de tal lidt i perspektiv: Der er i dag 4,7 millioner danskere mellem 0 og 65 år. Hver femte af det er lige knap én million danskere.  

Men de bliver skuffede. Rigtigt skuffede. For de tre milliarder kroner, som Socialdemokratiet siger, de har afsat, rækker kun til, at 2.850 fuldtidsbeskæftigede per årgang kan få en tidlig pension.

Rammer helt skævt
Og ikke nok med det. Socialdemokratiet risikerer at ramme helt skævt med deres pensionsforslag. Socialdemokratiet siger, at den tidlige pension skal gælde nedslidte, som har været mange år på arbejdsmarkedet.

Men man risikerer altså at ramme skævt, hvis man giver en ret til tidlig pension for dem, der har været længst på arbejdsmarkedet. For de er faktisk mindre nedslidte end deres jævnaldrende, der har arbejdet i færre år.

Antal år på arbejdsmarkedet kan derfor slet ikke bruges som kriterium, hvis man vil hjælpe de nedslidte. Det viser en ny analyse fra Finansministeriet.

Det er Socialdemokratiets Mattias Tesfaye i øvrigt enig i. Til Berlingske har han sagt: ”Vi kan godt se, at hvis man kun tæller rå arbejdsår – altså de år, hvor man rent faktisk har haft et arbejde – så har det en slagside”.

Det er altid noget, at Socialdemokratiet er begyndt at få øjnene op for, at deres pensionsforslag ikke hænger sammen. Jeg er bare ærgerlig over, at Socialdemokratiet har lagt op til at skuffe tusindvis af danskere.

For det er et bluffnummer, når man stiller danskerne noget i udsigt, som man godt er klar over, man kan ikke kan levere på.

Læs også

Varm luft hjælper ikke
Så kære Dan: Det er et alt for vigtigt emne til hurtige snuptagsløsninger og varm luft. Det hjælper ikke de nedslidte. Lad os i stedet finde en holdbar løsning, hvor vi hjælper de danskere, der er nedslidte, og som ikke kan arbejde.

Vi har allerede sagt, at vi gerne vil se på at gøre seniorførtidspensionsordningen bedre. For sandheden er, at den ikke fungerer godt nok. Ni ud af ti, der søger en seniorførtidspension, får den godt nok tilkendt.

Men alt for få søger. Vi skal sikre et system, hvor nedslidte, som ikke kan arbejde, får gode muligheder for at trække sig fra arbejdsmarkedet. Vi ønsker en model, hvor vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske og ser på deres behov.

Vi vil sørge for, at de, som faktisk er nedslidte, får mulighed for en værdig tilbagetrækning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Britt Bager

Seniorrådgiver, Kraka Advisory, fhv. MF (K), fhv. politisk ordfører 2018-19 (V), fhv. statsrevisor 2018-21
master i journalistik (SDU 2011), cand.jur. (Aarhus Uni. 2012), cand.soc. (CBS 2013)

0:000:00