Carolina M. Maier: Jeppe Kofod bør tilgives

Det er tilfældet med sagen om Jeppe Kofod, som flere politikere er ude med riven efter.

De mener, at Mette Frederiksens udtalelser om, at vi skal tage sexismen alvorligt og sætte ind over for den, ikke kan tages til indtægt, førend Frederiksen har fyret Kofod fra posten. Hans handling (at han som 34-årig havde sex med en 15-årig DSU’er til en fest) er utilgivelig, er argumentet.

Lad mig først slå fast: Jeg er enig i, at Kofods handlig og dømmekraft som 34-årig er på niveau med en 6-årig, som endnu ikke har færdigudviklet en bare nogenlunde moralsk habitus. Jeg tager på alle måder afstand fra handlingen.

Men hvad med tilgivelsen? Det er 12 år siden hændelsen fandt sted, og Jeppe Kofod har siden flere gange offentligt undskyldt for sin gerning. Som han sagde i sin undskyldning for nylig, så er alt, han kan gøre, at angre – og at leve med bevidstheden om sin krænkende handling hver dag resten af livet. Det er det, der er virkeligheden.

Kofod har dummet sig. Og han har beklaget og undskyldt for det.

Til de personer, der mener, at Kofod bør gå af, vil jeg spørge: Tror I ikke, at det rent faktisk er muligt at forbedre sig som menneske? At man rent faktisk kan lære af sine fejl med den forpligtende hensigt at undlade at begå de samme fejl igen? Eller er det sådan, i jeres optik, at der findes handlinger, som er utilgivelige, og som derfor bør hjemsøge et menneske resten af livet? Og hvem er dommer over, hvilke handlinger der er tilgivelige, og hvilke der ikke er?

Vi lever i en kristen kultur, hvor tilgivelse som begreb og fænomen er en central del af vores omgang med hinanden. I tilgivelsen ligger muligheden for at sætte den anden fri – og dermed sætte sig selv fri.

Det betyder også, at i selve ideen om tilgivelse ligger en erkendelse og accept af, at mennesket er uperfekt. Det er vigtigt, tror jeg, for hvis vi som mennesker begynder at forvente af hinanden, at vi skal være perfekte, eller at der er handlinger, som gør os uværdige som mennesker, så mister vi muligheden for at tro på, at den anden kan forbedre sig. Og hvis ikke den anden kan forbedre sig, ja, så kan vi jo heller ikke selv, skulle vi en dag begå en utilgivelig handling.

På den måde handler tilgivelse om at forsone sig med det, der er sket, og så overlade restaureringen af det ødelagte til den, der har ødelagt – eller til Gud, hvis man tror på ham. Derfor kan vi ikke som mennesker – heller ikke politikere eller debattører – opstille kriterier for, hvilke gerninger der er tilgivelige, og hvilke der ikke er.

Alt kan tilgives. Det ligger jo også indbygget som præmis i tilgivelsen, at det først og fremmest er det, som synes utilgiveligt, vi har brug for at tilgive. Ellers var der jo ingen grund til, at tilgivelsen fandtes.

Det er vigtigt at skelne, tror jeg, mellem tilgivelse og accept eller glemsel. Man kan godt tilgive en handling uden nogensinde at acceptere eller glemme den.

Derfor bør Jeppe Kofods handling og den bod, han soner over den, ligge hos ham selv og ikke i en retssag bestående af vrede politikere. Vrede være, hvad vrede er. Men Kofod har undskyldt, og han angrer. Det bør vi respektere, uagtet at vi finder hans handling forkastelig.

Lad os ikke i kampen mod hverdags-sexisme bruge al den kraftfulde kampenergi, der lige nu findes på både arbejdspladserne og på Christiansborg, til at slå fortidens synder oveni hovedet.

Lad os gøre udryddelsen af sexisme til en kulturkamp, ikke en personhetz.

Lad os tilgive, hvad tilgives skal, og skabe en verden for vores døtre, hvor vejen frem i arbejdslivet er fuld af respekt og fri for ulækre tv-kanoner og klamme chefhænder.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.