Kommentar af 
Carolina Magdelena Maier

Carolina M. Maier: Vælt regeringen, hvis den slækker på det grønne

KOMMENTAR: Støttepartierne skal benytte sommerferien på at formulere klare og ufravigelige krav til efterårets klimaforhandlinger. Hvis regeringen ikke accepterer kravene, er et nyvalg at foretrække, skriver Carolina M. Maier.

Det er utilfredsstillende, at vi et år inde i en ny regering har set så få konkrete tiltag på klimaområdet, skriver Carolina Magdalene Maier.
Det er utilfredsstillende, at vi et år inde i en ny regering har set så få konkrete tiltag på klimaområdet, skriver Carolina Magdalene Maier.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketinget har taget fat på sommerferien. Den er politikerne vel undt, for det har været et forår fuld af behov for akutte løsninger, timelange forhandlinger og svære balancegange mellem økonomi og etik.

Men når nu vejret alligevel ser ud til, at der bliver tid til stunder indendørs, kunne særligt regeringens støttepartier og oppositionens leder med fordel slå det tankefulde blik til, når der sidder der i lænestolen i hjørnet og overveje, hvordan de bedst håndterer det nye folketingsår. Her er et par bud.

Først og fremmest er det utilfredsstillende, at vi et år inde i en ny regering har set så få konkrete tiltag på klimaområdet. Vi har fået to energiøer, og tak for dem. Men det er også nogenlunde, hvad vi har fået.

Tilbage i december, da aftalen om klimaloven blev indgået, sagde regeringen, at loven skulle følges op gennem vedtagelse af konkrete klimahandlingsplaner i foråret 2020. Det er det, der indtil videre primært er blevet til to energiøer og en principbeslutning om, at man skal forhandle om en grøn skattereform til efteråret.

Fakta
Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]
.

Regeringens støttepartier har været ude med trusler om at vælte regering eller minister, hvis ikke der snart kom mere fart på forhandlingerne. I en spørgetime i Folketinget tilbage i marts spurgte den radikale leder, Morten Østergaard, statsminister Mette Frederiksen (S), om coronasituationen havde betydning for hastigheden af forhandlingerne.

Statsministeren svarede klart, at det havde den ikke. Ambitionerne var de samme som før.

Man kan ønske for Ellemann-Jensen, at konklusionen på undersøgelseskommissionen bliver af så alvorlig karakter, at han med den som ammunition legitimt kan uskadeliggøre næstformanden. 

Carolina Magdalene Maier

Alligevel lykkedes det regeringen at udskyde de forhandlinger om klimahandlingsplaner, som alle ved kommer til at gøre ondt – landbrug, transport og CO2-afgifter – til efter sommerferien.

Ja, ikke nok med det: I klimaaftalen fra juni er regeringen kommet afsted med at få indskrevet, at forhandlingerne om en grøn skattereform i efteråret skal tage hensyn til dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, den sociale balance og at det hele skal ske uden et tab af arbejdspladser til udlandet.

Det lyder fuldstændig kropumuligt at lande en aftale, som kan skabe den nødvendige adfærdsændring, og dermed nedgang i CO2-udslip, hos både borgere og industri med så smalt et handlerum.

Set udefra snor regeringen sine støttepartier om sin lillefinger igen og igen. Og de finder sig i det. Men som borgere er vores tålmodighed ved at slippe op. Vi blev lovet guld og grønne skove ved det såkaldte "klimavalg" for et år siden, og vi venter stadig.

Og nu til støttepartiernes tænkepause rundtomkring i det danske sommerland: Hvis vi ikke skal bevidne endnu en omgang forhandlinger, hvor de sværeste beslutninger bliver udskudt, bør regeringens støttepartier bruge sommerferien til at definere helt klare og ufravigelige krav til efterårets forhandlinger, toppet med et ultimatum til regeringen: Hvis ikke den går med på kravene, trækker de deres støtte til regeringen.

Det burde faktisk ikke være så svært. Både Enhedslisten, SF og Radikale Venstre er langt mere ambitiøse på klimaområdet end regeringen. Derfor burde de forholdsvis nemt kunne gå sammen om en række ufravigelige krav, særligt til en CO2-afgift for både borgere og industri.

Hvis altså de tør tage risikoen med i købet: Nemlig et nyvalg. Men gør de det, vil det for os borgere kun styrke tilliden til og troen på, at regeringens støttepartier rent faktisk bruger deres magt som de har agt.

Nå, men altså: Oppositionen slipper ikke så let. Her er der også i den grad brug for dybe tankefulde stunder i sommerhuset, mens regnen trommer på taget og vasketøjet, man i et øjebliks kådhed besluttede sig for at hænge til tørre udenfor, drypper regnfulde dråber ned på græsplænen.

Særligt Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, bør trække tæppet godt om benene og tænde den store pibe tobak, mens han funderer over, hvordan han træder i karakter som oppositionsleder i det kommende folketingsår.

Jeg vil gerne hjælpe ham på vej: Grundlæggende har han brug for at vise, at han reelt set er i opposition til regeringen. Han bør stille sig forrest i kampen for den frie og myndige borger og for kulturens plads i samfundet.

Læs også

Kampen for den frie og myndige borger handler om, at Venstre tager den arv på sig, som partiet bærer på: Arven fra højskolebevægelsen, foreningslivet og alle de udtryk, som borgernes engagement i deres eget hverdagsliv har.

Jeg taler her om den klassiske liberale forståelse af staten som den, der garanterer borgerens retssikkerhed og beskytter de svage, samtidig med at den respekterer den frie borgers selvstændige tanke og handling.

Den opgave har Venstre forsømt i årevis, ikke mindst under Lars Løkke Rasmussen (V), hvor det liberale projekt tilsyneladende handlede om en stram udlændingepolitik og intet andet.

I kampen om stemmer har Venstre forsømt opgaven med at anskue borgeren som et myndigt individ, der har egne håb og drømme, og som skal inddrages i drøftelsen af det samfund, som vi som folk i fællesskab definerer og længes efter.

Hvem spørger borgeren, hvad han eller hun synes? Hvem pointerer væsentligheden af civilsamfundet og arven fra Grundtvig om den frie borgers legitimitet, om åndsfrihed og sameksistens på tværs og trods af forskelligheder? Jakob Ellemann-Jensen gør i hvert fald ikke.

Men det bør han, for her ligger hans egentlige kant til regeringen. Dog står han, hvis han vælger at gå denne vej, over for en stor og vanskelig opgave: Nemlig at blive Inger Støjberg (V) kvit.

Inger Støjbergs nationalkonservative og stærkt ideologiske retorik og politiske ståsted svækker Jakob Ellemann-Jensens muligheder for at stå som leder af en egentlig liberal opposition.

Hendes insisteren på at anvende begrebet "barnebrudskommissionen" om den undersøgelseskommission, der lige nu er i gang med at afdække hendes mulige lovbrud, er en hån mod retsstaten og den myndige borger.

Man kan ønske for Jakob Ellemann-Jensen, at konklusionen på undersøgelseskommissionen bliver af så alvorlig karakter, at han med den som ammunition legitimt kan uskadeliggøre næstformanden. Men det kræver rygrad. Så et par rygøvelser derinde på sommerhusgulvet er nok også på sin plads.

Et andet område, hvor oppositionen bør være lang mere synlig og progressiv, er kulturen.

Kulturminister Joy Mogensen (S) er kommet for skade at udtale, at kulturen som fagområde er mindre vigtig end velfærdsområdet. I det hele taget står Danmark med en stærkt frustreret kulturbranche ovenpå et politisk corona-forløb, som med et pænt ord har været broget.

Jakob Ellemann-Jensen kan, hvis han vil, træde alvorligt i karakter blandt landets kulturprofessionelle, hvis han viser kulturen den respekt og anerkendelse, som den fortjener.

Det er nu, at han kan vinde point, ved at stå fast på, at kulturen er en samfundsbærer og ikke bare et add-on. At kultur skulle være et mindre væsentligt samfundsområde, har coronatiden på alle måder modbevist, for da borgerne blev frataget muligheden for at mødes på klassisk vis, hvad gjorde de så? De greb til fællessang hver for sig, nytænkende Facebook-koncerter, virtuelle udstillinger og deslige.

Kulturlivet har fået en enestående mulighed for at vise, hvad kultur er, og det har udfyldt opgaven til fortjenstmedalje. Nu mangler vi bare de politikere, der forstår at anerkende ikke bare den konkrete situation, men kulturens og civilsamfundets plads i samfundet generelt.

Oppositionslederen kunne passende benytte lejligheden til at lancere en offensiv kulturpolitik i stedet for at slås med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om at underminere retsstaten.

En klassisk liberal opposition, der taler den myndige borgers og kulturlivets sag, er, hvad Jakob Ellemann-Jensen skal gå efter, såfremt han reelt vil skabe kant til en socialdemokratisk regering, som ikke er ked af magten, og som synes at tro, at de har skabt det Danmark, som vi lever i, og derfor også har opskriften på det gode liv uden at spørge andre end sig selv om, hvad det egentlig indebærer.

Problemet for Jakob Ellemann-Jensen er, at han ikke kan gøre en sådan øvelse over night. Det tager tid at skabe en egentlig liberal opposition. Men på den anden side: Med Socialdemokratiets meningsmålinger lige i øjeblikket og en nølende opposition har Jakob Ellemann-Jensen al den tid i verden, som han måtte ønske sig.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carolina Magdalene Maier

Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF, gruppeformand og politisk ordfører (ALT)
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00