Kommentar af 
Carolina Magdelena Maier

Carolina M. Maier efter Elbæk-svada: Eftermæler er noget, man selv skaber

KOMMENTAR: Enhver politiker bør bruge tid på at overveje, hvordan man vil reagere på at miste sin politiske betydning, skriver Carolina Magdalene Maier som reaktion på Uffe Elbæks "slutreplik". 

Carolina Magdalene Maier sad i Folketinget mellem 2015 og 2019, hvor det ikke lykkedes hende at genvinde pladsen. 
Carolina Magdalene Maier sad i Folketinget mellem 2015 og 2019, hvor det ikke lykkedes hende at genvinde pladsen. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er lidt af et frontangreb, Uffe Elbæk i sin såkaldte slutreplik leverer på Josephine Fock i netmediet Point of View International.

Også et par af os andre fra Alternativets tidligere folketingsgruppe – René Gade og undertegnede – får krasse ord med på vejen.

Hvis læseren håber på, at jeg med denne klumme kommer med et modangreb – eller et forsvar for den sags skyld – så må jeg desværre skuffe.

At Elbæk har behov for at offentliggøre sine frustrationer, må man lade ham og tage til efterretning. Det står jo enhver frit for.

Fakta
Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]
.

Min eneste kommentar til selve indholdet af kronikken er, at der er såre meget, der ikke bliver nævnt.

Nå jo, og så måske lige, at det spørgsmål, man sidder tilbage med efter endt læsning, er, hvorfor Elbæk ikke selv reflekterer over, at når der er et stort flertal i en folketingsgruppe, der vender sig mod sin leder, så kunne det være en grundlæggende og velbegrundet utilfredshed og ikke dramatiske planer om et politisk kup, der ligger bag.

Det egentligt interessante ved indlægget er måske ikke så meget indholdet, som det indtryk det efterlader, at en politiker – endda en tidligere politisk leder – føler behov for offentlig at publicere en sådan i store træk spekulativ svada mod navngivne tidligere kollegaer.

Carolina Magdalene Maier

Det egentligt interessante ved indlægget er måske ikke så meget indholdet, som det indtryk det efterlader, at en politiker – endda en tidligere politisk leder – føler behov for offentlig at publicere en sådan i store træk spekulativ svada mod navngivne tidligere kollegaer.

Så derfor skal denne klumme ikke handle om Elbæk, men om eftermæler.

Hvordan kommer man videre?
Der er ingen tvivl om, at det ikke er let at gå fra at være en profileret politiker til enten at træde et skridt ned af scenen eller at forlade politik fuldstændigt. Når man endda forlader politik imod sit eget ønske, nemlig ved ikke at opnå genvalg, står man endnu mere nøgen tilbage: Hvad nu?

Jeg oplevede det selv sidste år. Jeg stillede op til genvalg og havde i mine drømme set frem til en periode mere på Christiansborg.

Nok heller ikke mere end det, for Christiansborg slider også på én. Men så står man dér: Fuldstændig slidt og tømt for alle kræfter efter en historisk lang og benhård valgkamp, hvor meningsmålingerne dykkede for hver uge, der gik, og kigger på valgresultatet: Det blev desværre ikke dig.

Hvad gør man så? Hvordan kommer man videre? Hvilke følelser løber igennem en?

Bekymret for eftermælet
Jeg var både lettet, frustreret og bekymret. Lettet fordi ikke bare valgkampen havde været hård, men de mange konflikter internt i Alternativet havde tæret på (også) mig, så udsigten, til at alt det var forbi, var næsten opløftende.

Jeg var frustreret, fordi jeg syntes Alternativets valgkamp havde været for ufokuseret, tilfældig og med for stort fokus på Elbæks statsministerkandidatur. Det skrev jeg offentligt om allerede i løbet af sommeren, og selvom jeg står 100 procent ved kritikken den dag i dag, så lod jeg for tidligt mine frustrationer få offentligt udløb.

Jeg mener, kritikken var reel og nødvendig, men det havde ikke gjort noget, hvis jeg havde ventet et halvt år inden jeg udtalte den offentligt. Fordi man altid skal huske at trække vejret.

Og endelig var jeg bekymret for mit eget eftermæle. For hvad var jeg nu, når jeg ikke var politiker? Hvilken betydning havde jeg nu?

Du nyder rampelyset
Det sidste spørgsmål er nok det vigtigste, man stiller sig selv, når man som politiker træder ned fra scenen – frivilligt eller ufrivilligt. Fordi det er så eksistentielt. At være politiker er jo ikke bare et job som de fleste andre jobs, som man skifter ud, hvis man bliver utilfreds.

Det er dit hjerteblod, der er på spil. Du tror på en sag så indgående, at du ofrer aftener og weekender med din familie for den. Du føler dig så privilegeret – og stolt! – når du har været med til at indføre en ny lovgivning, som helt konkret gør livet eller hverdagen bedre for ægte, levende mennesker.

Du giver så meget af dig selv, når du kæmper, for det, du selv synes og tror på, er en bedre verden for alle. Men tag ikke fejl: Du nyder også anerkendelsen, rampelyset, ja; betydningen. Det, at betyde noget.  Jeg gjorde i hvert fald. Og jeg vil vove den påstand, at det gælder for de fleste politikere.

Se på Ritt og Løkke
Derfor er det ikke bare et vigtigt personligt spørgsmål, men også et væsentligt eksistentielt spørgsmål, hvordan mennesket reagerer på at miste sin betydning. Eller store dele af den i hvert fald. Det er jo det, der er på spil, når politikere på en eller anden måde skal forholde sig til deres eftermæle. De skal forholde sig til, om og i givet fald hvordan, de kan eller vil bevare deres betydning. 

Se for eksempel på Lars Løkke: Han er ikke formand for Venstre mere (hvis nogen skulle være i tvivl), men han forstår så sandelig at vise sin betydning. Gennem sine klummer i BT har han formået at fremstå som den eneste egentlige opposition til regeringen under coronakrisen.

Hans pen har været et glødende forsvar for den personlige frihed, og man kan være enig eller uenig med ham; men han er en gudsbenådet formidler – og han bruger det.

Eller hvad med Ritt Bjerregaard, som den dag i dag fremstår som et menneske med stor integritet både politisk og personligt. Hun har skrevet fantastisk læseværdige bøger om sit liv i politik, og hun udtaler sig altid sobert, begavet og ordentligt om både politik og livet i det hele taget.

Der er også eksempler på politikere, som har været mere uheldige med deres eftermæle. Peter Brixtofte er en af dem. Selv efter hans død associerer de fleste ham vel med for meget rødvin på kommunens regning. På trods af at han faktisk leverede ret solide politiske resultater til Venstre i Farum gennem de år, han sad i byrådet.

Kig lidt ud i luften
Mit ærinde er ikke at dømme, hvilke politikere der har keret sig om, henholdsvis sløset med, deres eftermæle. Det har jeg hverken ret eller myndighed til.

Min pointe er – med udgangspunkt i Elbæks slutreplik som eksempel – at alle politikere, i hvert fald dem, der har haft ledende poster, må leve med, at der, uagtet om man ønsker det eller ej, vil skabes et eftermæle, når man træder ned fra scenen.

Derfor gør man klogt i at sætte sig ned i god tid og kigge lidt ud i luften, mens man i fuld ærlighed overfor sig selv tænker over, hvordan man vil have det med at miste sin politiske betydning. Og hvad man gerne vil sætte i stedet for.

Fordi betydningen forsvinder altså, når man selv forsvinder fra scenen. Det kan ikke være anderledes. Pludselig holder telefonen op med at ringe hele tiden, og mailboksen er for en gangs skyld ikke ved at eksplodere på daglig basis.

Man skaber sit eftermæle
Man burde nyde det, men det kan føles som en straf af en anden verden. For hvem er man, hvis man ikke er den betydningsfulde politiker? Det skal man finde sit helt eget svar på, og med udgangspunkt i det svar kan man selv aktivt påvirke sit eftermæle.

Det er ikke ligegyldigt, om man skriver vrede klummer eller præsenterer nye veje eller visioner.

Hvad så med mig selv? Tja, jeg tror ikke, jeg lyver, hvis jeg siger at det har taget et år for mig for alvor at finde ud af, hvordan man agerer i verden igen, når det ikke foregår i et politisk miljø, som nok er travlt og hektisk, men som også er en af de mest spændende og sprudlende arenaer, man kan befinde sig i.

Og måske er jeg ikke engang helt færdig med at forstå, at den betydning, jeg engang havde, er forsvundet. Men jeg er på vej derhen, og i mellemtiden bliver jeg klar over, hvor mange andre fuldstændigt usynlige, men eksistentielt væsentlige betydninger, jeg kan påtage mig her i verden.

Eftermæler er ikke bare noget, andre giver én. Det er også noget, man selv skaber.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carolina Magdalene Maier

Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF, gruppeformand og politisk ordfører (ALT)
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

Uffe Elbæk

Forfatter, fhv. MF (ALT), fhv. kulturminister (R)
socialpædagog (Peter Sabroe Seminariet 1982), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1987)

0:000:00