Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian Egander Skov: De borgerliges krise er dybere, end man skulle tro

KOMMENTAR: Coronakrisen har afsløret, at det står slemt til med den borgerlige idékrise. Den mærkelige kritik af ”udskamning” er blot ét eksempel, skriver Christian Egander Skov.

Borgerligheden i Danmark er i krise. Og coronakrisen har vist, at den er dybere, end man skulle tro, skriver Christian Egander Skov.
Borgerligheden i Danmark er i krise. Og coronakrisen har vist, at den er dybere, end man skulle tro, skriver Christian Egander Skov.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dansk borgerlighed er i krise. Denne krise er en idékrise. Og krisen er dybere, end man umiddelbart skulle tro.

Før krisen pegede jeg i et interview i Berlingske på, at vi borgerlige havde tabt idékampen med det konkrete resultat, at vi har mistet vores sprog og er blevet tvunget til at tænke med modstanderens begreber.

Og selvom det også er rigtigt, så er det væsentligste træk ved de borgerliges coronakrise dog afsløringen af den ringe kvalitet i de idéer, borgerligheden faktisk har tilbage.

Den mærkelige borgerlige kritik af ”udskamning” er et eksempel. Da det kom frem, at der på et af regeringens talepapirer var anført, at myndighederne skulle udskamme dem, der ikke overholdt afstandskrav med videre, gik der ikke lang tid, før borgerlige debattører rejste skarp kritik af denne udskamning: Ja, hvad lignede det dog at udskamme? Hvor formynderisk var det ikke?

Fakta
Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men hvad er egentligt udskamning?

Det første der kan bemærkes er, at begrebet jo selv er et middel til at udskamme noget, nemlig moralske domme over andre.

Borgerligheden er blevet en lovsang af den forbrugerisme, som er velstandssamfundets frugt, men paradoksalt nok har coronakrisen afsløret dette som et fattigt budskab.

Christian Egander Skov

Men moralske domme er der jo borgerligt set intet forkert i. For hvis vi overhovedet mener at kunne skelne mellem godt og ondt, eller mellem hensynsfulde og hensynsløse handlemønstre, så er det vel kun godt, at vi dernæst er i stand til at foretage en moralsk vurdering, hvor vi sætter det hensynsfulde højere end det hensynsløse?

Og er det ikke – i dette tilfælde og ganske tit – sådan, at det hensynsløse netop er hensynsløst, fordi det sætter andre mennesker i risiko? Eller i hvert fald i en situation, hvor de har grund til at frygte risikoen for smitte med en sygdom, som vi er enige om, at vi gerne vil undgå?

Og vil vi ikke, hvis vi selv er hensynsfulde spare vores medmennesker for denne frygt? Og vil vi ikke også spare dem fra denne frygt, selvom det er andres handlinger og ikke vores egne, der er kilden til frygten?

Og er det i så fald ikke helt på sin plads i det mindste at pege på de hensynsløse og fortælle dem, at de netop er hensynsløse og dermed appellere til at de i stedet bliver hensynsfulde?

Det er netop denne moralske appel, der ligger i udskamning. Den er et mildt indgreb, en klassisk borgerlig civilsamfundsløsning, hvor problemerne løses nedefra og op og mellem mennesker og ikke oppefra og ned gennem hårdhændede indgreb.

Hvis borgerlige debattører nu har besluttet sig for, at udskamning i sig selv er forkasteligt, tyder det på, at de enten forkaster forestillingen om moralske domme som sådan, eller i hvert fald værdisætter menneskets autonomi så højt, at de hævder, at intet menneske har ret til at bedømme et andet, at enhver er salig i sin tro – også hvis denne tro fører til handlinger, der skader andre mennesker.

Hvis det vitterligt forholder sig sådan, må man sige, at der er sket et afgørende skred i borgerlighedens moralske forestillingsevne. Den er blevet forandret til uigenkendelighed.

Dette er forvandlingen af individualismens etik til en individualiseret etik.

Den amerikanske skribent og tænker Irving Kristol har i et klassisk essay peget på, hvordan det borgerlige samfunds og den borgerlige tænknings fundament traditionelt var borgeren. Borgeren var netop karakteriseret ved at have internaliseret samfundsmæssige moralske normer. Hans borgerlige frihed var snævert knyttet sammen med hans moralske habitus, hans evne til at begrænse sin selvudfoldelse for næstens og sin egens skyld.

Det gode liv kom ikke på afbetaling, men som et afkast af et livs langsigtede investeringer.

Men denne idealtype, pegede Kristol på, blev undergravet, i og med den moderne kapitalisme forvandlede borgeren til forbruger, hvis frihed er knyttet til overskridelsen af begrænsninger, også – og måske først og fremmest – de indre.

Hvor borgeren var holdt fast på sit ansvar, er den stadige selvudfoldelse inden for mulighedernes rækkevidde for forbrugeren.

Kristol beskrev det nye ideal med ordene:

”Du træder ind i en fantasiverden, hvor du ikke bliver nægtet noget, hvor opgørelsen af ethvert regnskab udsættes i det uendelige. Dette er forbrugerens utopi, og i stadig højere grad er det i form af denne forbruger-utopi, at det borgerlige samfund træder frem for borgerne.”

I den sammenhæng ligner det næsten en tanke, at danske borgerliges kardinalpunkt under krisen har været genåbningen af storcentre og indkøbsmuligheder, kort sagt forbrugerens slaraffenland.

De vogter over friheden. Men det er ikke borgerens disciplinerede og ansvarstunge frihed, men forbrugerens frihed til at realisere sig selv gennem markedspladsens uendelige potentiale for umiddelbar behovstilfredsstillelse.

Det er denne frihed, de borgerlige partier har gjort sig til slaver af. Det er den, de opfatter som truet. Og man kan få tanken, at diverse påberåbelser af udsigten til Nordkoreanske eller østtyske tilstande i virkeligheden ikke peger i retning af disse regimers mangel på politisk frihed, men de begrænsede indkøbsmuligheder i de totalitære diktaturer.

Det er i hvert fald kun på det punkt, at krisens og diktaturets virkeligheder krydser hinanden.

Borgerligheden er blevet en lovsang af den forbrugerisme, som er velstandssamfundets frugt, men paradoksalt nok har coronakrisen afsløret dette som et fattigt budskab.

Og overraskende for mange borgerlige også et budskab med ringe salg. Det viser sig, at vælgerne, når de presses, faktisk ikke bare er forbrugere. De er borgere.

Og netop fordi de er borgerlige i ordets egentlige forstand er de flygtet i vild panik fra de borgerlige partier og deres messende ideologer. Lige nu er det ikke borgerligheden til gavn, men det kan det blive.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00