Cordua: Messerschmidt som DF-formand bliver dødsstødet til den gamle garde

DF-formandskampen synes afgjort til fordel for Morten Messerschmidt, der på partiets ekstraordinære årsmøde søndag den 23. januar formentlig bliver partiets kun tredje formand på 25 år.

Men dermed slutter historien om Dansk Folkepartis problemer ikke. Langtfra. Messerschmidts formandsperiode kan blive kortsluttet af en senere dom enten i byretten eller senere i landsretten i sagen om svindel med EU-midler.

Dette ganske sandsynlige udfald kan genantænde magtkampen i partiet. Måske endda tæt på et muligt folketingsvalg, der skal afholdes inden for det næste halvandet år, hvor Messerschmidt altså skal bruge sin tid på at møde frem til retsmøder ved siden af jobbet som DF-formand, hvor han fra efteråret også må antages at befinde sig i permanent valgkamp.

Bliver Messerschmidt dømt endnu en betinget fængselsstraf, vil han formentlig forsøge at blive siddende som formand, til trods for at partiets egen politik mod kommunalbestyrelsesmedlemmer er helt anderledes konsekvent. For Dansk Folkeparti har stemt for ny lovgivning, der diskvalificerer medlemmer af byråd og regionsråd, hvis de får en dom.

Messerschmidt skal i den situation skulle forklare først sine medlemmer og sidenhen Dansk Folkepartis potentielle vælgere, at hans eventuelle dom er et særtilfælde, hvor han hverken behøver at forlade Folketinget eller vige formandsstolen.

Det vil stille store krav til selv en mester udi bortforklaringernes ædle kunst, hvor Messerschmidt må indrømmes ikke ubetydelige evner.

Til hvem mister man magten til? Til en mand, der står anklaget i en retssag om svindel med EU-midler og som indtil for nyligt i byretten havde modtaget en betinget fængselsdom

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Allerede nu falder Messerschmidts verserende sag nogle DF'ere så meget i øjnene, at de må afvise ham som formandskandidat. Blandt dem Marie Krarup, der dog efter næste folketingsvalg er fortid på Christiansborg. 

Tvinges Messerschmidt efter en dom væk af sine egne, kan han nok bevare magten ved, at hans næstformandskandidat, Peter Kofod, kan varme stolen i en periode, indtil et nyt årsmøde har valgt en ny formand.

Men selv den plan er kontroversiel, da ikke alle i partiet, heriblandt den nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, læser vedtægterne på helt samme måde. De mener, at kun folketingsgruppen kan udpege en næstformand, der så skal træde i stedet for formanden, som er den rolle, som Messerschmidt har tiltænkt medlem af Europa-Parlamentet Peter Kofod, der selvsagt ikke er medlem af folketingsgruppen.

Omvendt har enkelte jurister sagt god for Messerschmidts fortolkning, og der har bredt sig en accept af Messerschmidts arrangement i store dele af offentligheden og blandt iagttagere.

Det er imidlertid blandt DF'erne selv, at slaget skal slås, og hvis Messerschmidts modstandere til sin tid øjner en mulighed for at generobre magten, skal man næppe se bort fra den mulighed. 

Den "ordentlige og værdige proces," som Thulesen Dahl havde håbet på, for at finde en afløser, efter at han i november måtte trække sig efter endnu et ydmygende valgnederlag, lader til at være udeblevet.

Særligt rivaliseringen mellem hovedmodstanderne, tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen og Messerschmidt, har afsløret alt andet end kærlighed og respekt parterne imellem.

Det betragtes nærmest som en given sag, at Henriksen er fortid i partiet, så snart Messerschmidt bliver valgt. Tidligere folketingsmedlem Jeppe Klenitz-Jakobsen har allerede taget konsekvensen af udsigten til en tilværelse under Messerschmidts formandskab.

I denne uge forlod han partiet med en svada mod Messerschmidt, som han stempler som illoyal mod Thulesen Dahl og forudser, at ledelsesstilen som leder af Dansk Folkepartis partikontor bliver omtrent lige så kaotisk, som da Messerschmidt ledede Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet, der i to omgange nedsmeltede med ham ved roret.

I første periode blev to DF'ere til én. I anden omgang blev fire til kun to. En partiformand skal helst samle folk bag et projekt frem for at sprede. Messerschmidt har til gode at vise, at han kan det første, til trods for at han i en valgkamp har bevist, at han kan samle stemmer. Problemerne opstår, når stemmerne skal omsættes i samarbejde og i indflydelse.

Kampen om formandsposten har vist, at hvor Messerschmidt og Kofod har været gode til at samle opbakning blandt DFU'erne og partiorganisationen, kniber det med begejstringen i folketingsgruppen.

Flere har tydeligvis vist, hvor det bærer hen, men centrale folk som Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen har holdt sig tilbage med at blande sig. Kun Pia Kjærsgaard har fuldtonet stemplet ind til fordel for Messerschmidt.

Kjærsgaards tid som politisk wunderwaffe har for længst passeret sidste salgsdato

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Den gamle garde fremstår som nederlagets mænd (og en enkelt kvinde) over hele linjen. Fire tabte valg i træk. Mistet kontrol over partiet efter lang tids ydmygende proces kulminerende med Thulesen Dahls afgang i november.

Og til hvem mister man magten til? Til en mand, der står anklaget i en retssag om svindel med EU-midler samt dokumentfalsk og som indtil for nylig i byretten havde modtaget en betinget fængselsdom. Kun en falliterklæring er dækkende for situationen.

Nu forestiller nogle DF'ere og sikkert også Pia Kjærsgaard selv, at hun skal redde partiet, ved at hun får en mere markant rolle i stil med den, som hun havde tilbage for snart ti år siden.

Man forestiller sig nok, at hendes tidligere, magiske vælgertække i en tid, hvor Dansk Folkeparti slet ikke længere har monopol på en stram udlændingepolitik, kan udrette mirakler. Det er næppe sandsynligt.

Pia Kjærsgaards evne til at fange folkestemningen har ikke vist sig i mange år, og hendes vælgerbase hviler i stigende grad deres bene på kirkegården.

Det vil derfor være et helt urimeligt krav at stille til hende, at hun som agitator skal tale de afdøde DF-vælgere tilbage til de levendes rækker, så de kan rejse sig fra deres grave og gå hen i stemmeboksen.

En tilsyneladende, udbredt forestilling om, at den snart 75-årige veteran har helt samme virkning på vælgerflertallet, der trods alt tilhører de yngre generationer, ligner ren ønsketænkning.

Især når man stiller hende overfor rivalen, Pernille Vermund. Kjærsgaards tid som politisk wunderwaffe har for længst passeret sidste salgsdato.

Det friske pust på den danske højrefløj har længe været Pernille Vermund og altså ikke Dansk Folkepartis partistifter, som tydeligvis er ude af stand til at finde hjem til den tilværelse på aftægtsgården, som hun nok havde tiltænkt sig selv allerede for et årti siden, da hun overlod magten til Thulesen Dahl.

Kjærsgaards tid i den politiske arena forekommer således efterhånden mere patetisk end selv den mest afdankede crooner i showbizz, der heller ikke kan finde ud af at afslutte karrieren med værdigheden i behold.

Men ingen i Dansk Folkeparti tør åbenbart forklare hende det, og imens kan hun så bruges til at sikre Messerschmidt magten. Når magten er i hus, "har moren gjort sin pligt, så kan moren gå," som det hedder i en tragedie af Schiller.

Dansk Folkeparti kan indtil videre glæde sig over én ting: Partiets vælgeropbakning er stabil på omkring seks procent i meningsmålingerne.

Det er et relativt højt bundniveau henset til, at det strømmer ud med negative historier om partiets topfolk. Thulesen Dahl er i øvrigt heller ingen undtagelse. Den siddende formand kom for skade i begyndelsen af året, da han radioprogrammet P1 Debat forklarede lytterne, at Dansk Folkeparti fik taget sin mødom og dermed mistede sin jomfruelighed, da Meld/Feld-sagen eksploderede tilbage i 2015 og 2016.

Med andre ord var det Messerschmidts skyld, at Dansk Folkeparti indledte sin deroute. Thulesen Dahl tror heller ikke på, at Dansk Folkeparti går frem igen, før Messerschmidts sag er fortid. Man må derfor nok regne med, at Thulesen Dahl forestiller sig, at det kommer til et nyt opgør om magten, hvis Messerschmidt ender med en dom i landsretten.

Thulesen Dahl har selv tidligere sammen med sin væbner, Peter Skaarup, været vidner i den første retssag i byretten, og det får de så lejlighed til igen. Der er en forventning om, at det opgør, der kunne ses mellem Skaarup og Thulesen Dahl på den ene side og Messerschmidt på den anden om ansvaret for Meld/Feld-sagen, kun bliver yderligere skærpet, når sagen går om.

Denne gang er rollerne så byttet om, hvor det er formanden, der er på anklagebænken, mens de tidligere magthavere indtager rollen som vidner.

Det står de fleste klart, at Messerschmidt har gnavet pænt af Dansk Folkepartis hovedstol, hvad angår troværdighed med Meld/Feld-sagen.

Imidlertid har han ikke direkte kunne anklages for personlig berigelse. Dansk Folkeparti er hidtil gået fri for hårde anklager om personlig bjergsomhed, men at det billede er i opløsning, sås i sidste uge, da det kom frem, at Thulesen Dahl har ladet sit parti betale for en MBA-uddannelse til 200.000 kroner.

Forklaringen var, at det var der ligesom behov for, hvis Thulesen Dahl skulle formå at redde Dansk Folkeparti. Det står næppe mange DF'ere klart, at formanden brugte tid på personlig uddannelse frem for eventuelt at udvikle partiets politik eller på anden vis arbejde for partiet efter et valg, hvor det blev mere end halveret.

Hvis ikke Thulesen Dahl var gået af som formand, var han nok blevet mødt med et krav om at gøre det efter denne afsløring, der viser, at bevillingen af de 200.000 kroner er noget, som han selv har klaret udenom hovedbestyrelsen sammen med gruppeformand Skaarup og den mangeårige næstformand, Carl Christian Ebbesen.

I gamle dage ville partiets kommunikationschef, Søren Søndergaard, rubricere den slags manøvrer som en "fætter-forklar-mig-røv". Med udsigten til, at formandsperioden slutter søndag den 23. januar, kan den forklaring være lige meget.

Kun endnu færre i Dansk Folkeparti vil komme til at savne Thulesen Dahl, hvis fremtidige skæbne under Messerschmidt ser mere end dyster ud.