David Trads: Fascinerende Albright-erindring om tiden efter politik

Af David Trads
Politisk kommentator, journalist og forfatter til bogen 'Amerika, hvor er du?'

Der er en fantastisk fortælling i begyndelsen af Madeleine Albrights nye selvbiografi, der sætter hovedet på sømmet, i forhold til hvad der sker, når man ikke længere er toppolitiker:

Albright, som var 64 år, da hun i 2001 trådte tilbage som USA’s udenrigsminister, har lige siden på imponerende vis opretholdt en position som en af klodens vigtige udenrigspolitiske tænkere, er efterhånden en ældre dame på nu 83 år. For få år siden oplevede hun i Heathrow-lufthavnen, hvad det kan betyde, når man blot er civilist:

Hun var måske den sidste amerikanske udenrigsminister, der agerede i den verden, hvor Amerika dikterede verden.

David Trads

Hun var udmattet, mens hun som alle andre blev trukket gennem omfattende sikkerhedstjek. Da hun blev kaldt til side til et ekstra tjek, blev hun frustreret: ”Hvorfor mig,” spurgte hun? Ingen reaktion.

Efter nogle minutter blev det for meget for den engang så magtfulde kvinde, som hun beskriver i bogen: ”Skamløs af frustration valgte jeg til sidst at trække anciennitetskortet over for mine nidkære plageånder: ’Ved I ikke, hvem jeg er?’ Sådan, tænkte jeg, det skal nok virke. ’Nej,’ lød det venlige svar, ’men vi har læger, som kan hjælpe dig med at finde ud af det’.”

Sådan. Tilbage til virkeligheden, Madam Secretary.

Historien minder mig i øvrigt om en lignende fra Niels Helveg Petersen, der var en kær kollega til Albright dengang, og som sagde om sin overgang fra udenrigsminister til menigt folketingsmedlem: ”Den ene dag er du en vigtig mand, der bliver hentet af en chauffør. Næste dag er du bare en gammel mand, der venter på bussen.”

For det er, som Albright beskriver, råt at gå fra at være udenrigsminister for verdens mægtigste nation, hvor der uafladeligt skal træffes afgørende beslutninger, og hvor alle lytter til alt, hvad du siger – alene i kraft af dit embede – og så træde tilbage: ”Det havde taget mig lang tid at finde min egen stemme, men efter at have gjort det havde jeg ingen planer om at holde mund igen. Men hvordan ville jeg lettest kunne blive hørt? Hvad skal en tidligere udenrigsminister lave?”

Dybt fascinerende historie
Albright er en dybt fascinerende historie. Født i Tjekkoslovakiet, som hendes familie måtte flygte fra under krigen. Hun voksede op i Denver i USA, hvor hendes far var en berømt professor i politik, men typisk for den tid blev hun selv trods fornem uddannelse reduceret til husmor (hendes eget udtryk). Hun fik sit første rigtige job, da hun var 39 år – og først efter at hun blev skilt, indledte hun i sen alder den karriere, hun fortjente.

Det er som først FN-ambassadør, som i USA er en ministerpost, og siden især som udenrigsminister, at Albright slår igennem. Hun var den første kvinde på den post – og hun er, ikke mindst i kraft af det ikoniske udtryk ’der er en særlig plads i helvede til de kvinder, der ikke hjælper andre kvinder’, et stort forbillede for amerikanske (og danske) feminister.

I to tidligere biografier har hun beskrevet sin opvækst og ungdom, hvor hun gik fra at være tjekkoslovak til at være amerikaner, og sin tid som udenrigsminister under Bill Clinton. Især ’Vinter i Prag’ er fremragende for enhver, der interesserer sig for Østeuropa og Den Kolde Krig.

Eks-udenrigsministeren
I den nye biografi ’Helvede og andre destinationer’ handler det om alt det, hun gør som eksudenrigsminister:

Hun opbygger et nyt konsulenthus; hun bliver bestyrelsesmedlem; hun etablerer netværk på top-top-niveau; hun engagerer sig i udviklingsbistand; hun holder taler; hun rådgiver andre demokrater i deres valgkampe; og så skriver hun bøger i en lind strøm.

Det er en fin bog, men selvom Albright er en endog meget fascinerende person, så er vi ikke helt på niveau med hendes bedste bøger. Der er lidt for meget ’eks’ over bogen. ’Fascisme – en advarsel’, som Gads Forlag også udgav for et par år siden, viste, at hun fortsat er en skarp intellektuel. Derfor sætter hun selv barren så højt, at det kan være svært at leve op til.

De stærkeste steder i bogen er i virkeligheden der, hvor Albright erindrer os om, hvordan hun trods alle odds i en tid, hvor kvinder skulle tie, når der blev talt udenrigspolitik, alligevel brød igennem alle lydmure og endte på den absolutte top.

Hun var måske den sidste amerikanske udenrigsminister, der agerede i den verden, hvor Amerika dikterede verden – nemlig fra 1997 til 2001 – og hun var, skal vi altid huske, den person, der sikrede, at Vesten greb ind over for Slobodan Miloševićs brutalitet på Balkan.

Madeleine Albright: 'Helvede og andre destinationer – Erindringer i det 21. århundrede', 424 sider, Gads Forlag, udkom 29. maj.