Defensiv miljøminister har endnu til gode at præsentere et politisk projekt

Sommerferien står for døren. Og udefra set kan man godt forstå, hvis miljøminister Magnus Heunicke glæder sig til en kærkommen pause fra politik.

For det har været en hård omgang for den nye minister, der har måttet knokle hårdt for at håndtere en masse dårlige sager i sit første halve år.

Det har været sager som udledning af forurenet spildevand fra rensningsanlægget RGS Nordic. Om den stigende bekymring for PFAS-forurening, som dukker op flere og flere steder rundt om i landet. 

Han har skulle håndtere manglende fremdrift i beskyttelse af drikkevandet. Og han har stået på mål for, at Danmark ikke ønsker et forbud mod mikroplast. Og de seneste måneder har Heunicke været i vælten, fordi han har ønsket en mindre ambitiøs udgave af EU-Kommissionens forslag til naturgenopretning. 

Det har heller ikke været en dans på roser for ministeren, som har mødt kritik fra grønne organisationer, eksperter og flere partier i store dele af det forgangne halvår.

Det er der dog ikke noget odiøst over. Miljøministre er meget sjældent voldsomt populære blandt de allermest grønne stemmer, når det er ens fornemste opgave at stå på mål for den danske miljølovgivning.

Omvendt virker sagshåndtering som noget, der har passet ham godt. Man har nemt kunne se, at her er en minister med stor erfaring med at håndtere pressede situationer – ikke mindst som landets sundhedsminister under corona-krisen.

Eksempelvis endte han faktisk med at give et modpres til Miljøstyrelsen i sagen om udledning af skadelige stoffer til havmiljøet. Til glæde hos de grønne og til bekymring i spildevands-branchen, hvor man frygter at have fået en minister, der giver for let efter, når presset fra omverdenen bliver stort.

Og i forhold til drikkevandsbeskyttelse fik han også sat noget, der ligner et punktum for den årelange debat om beskyttelse af områder nær drikkevandsboringer. Det er en kunst at gøre alle tilfredse på det område, men sådan endte det.

Ingen offensiv fortælling

Ministerens få sejre er dog mest af alt på sager, han har arvet. Han har ikke benyttet det første halve år til at sætte en markant dagsorden. Der står ellers et par ting i regeringsgrundlaget, som kunne være udnyttet til at skabe en mere offensiv fortælling, end den mere defensive håndtering fra sag til sag.

Magnus Heunicke kunne eksempelvis have lagt sporene ud til en naturlov eller præsenteret en plasthandlingsplan, som begge fremgår af regeringsgrundlaget.

Det hører dog med til historien, at han kom fra Sundhedsministeriet, og at han ikke har beskæftiget sig en tøddel med miljøpolitik tidligere. Så man kan spørge sig selv, hvor troværdigt det havde været, hvis han fra dag ét havde forsøgt at sætte en stor dagsorden om et område, han reelt ikke ved særligt meget om.

Samtidig er han minister i den første flertalsregering i 30 år. Og ovenikøbet sammen med den historiske hovedmodstander – Venstre – der hører til blandt Folketingets mest erhvervsvenlige partier.

De kampe – som mange forventer kommer til at komme mellem regeringspartierne – er dog endnu ikke til at få øje på. I SVM-regeringens ånd lyder det fra flere sider, at samarbejdet med de andre ministre foregår i god ro og orden uden de store sværdslag.

Kan ikke bruge støttepartier

Magnus Heunickes start som minister minder ved første øjekast på mange måder om sin forgængers i 2019. Dengang rullede sagerne også for Lea Wermelin stort set med det samme, og hun var allerede i sit første samråd inden for den første måned. Det var – også dengang – samråd på samråd om sager, som ministeren havde arvet.

Men den politiske dynamik med den rene S-regering gjorde også, at hun blev mere presset. Det havde således langt større betydning, når SF, Enhedslisten eller Radikale raslede med sablen.

Og gennem valgperioden blev det også tydeligt, at Wermelin faktisk kunne bruge støttepartierne til at få gang i de planer, hun gerne vil have ud over rampen, men ikke kunne på grund af interne hensyn.

Mest tydeligt var det på naturområdet, hvor SF-formand Pia Olsen Dyhr til sidst krævede, at naturplanerne fra regeringsgrundlaget blev ført ud i livet. Det endte i 2020 med en finanslovsaftale med knap en milliard kroner til naturen. 

Denne gang ser det umiddelbart anderledes ud. Det lader til, at miljøindsatsen skal drives internt af ministeren selv. Og her er Heunickes største styrke internt, at han er en af de mest populære politikere i kongeriget.  En position han selv er meget opmærksom på at opretholde.

Og det giver særligt de grønne organisationer gode muligheder for at påvirke ministeren, som bestemt ikke virker glad for at få at kritik. Det så vi for nylig, hvor han midt i forhandlinger om naturgenopretning gik offentligt i rette med en bred kritik fra grønne organisationer. 

Og har man ikke noget reelt grønt projekt som miljøminister, kan man kun forvente meget mere af den slags fremadrettet.

Derfor er der også grænser for, hvor længe Magnus Heunicke kan blive i defensiven.