Den økonomiske krise har lært os, at det gode liv er det langsomme liv

Vi er, i vores moderne tid, blevet fanget i en logik, der forherliger alt, som gør ting nemmere – i alt fra måder, vi transporterer os på til alle mulige gadgets på vores telefon, der hjælper os med at finde vej eller huske dit eller dat.

Vi synes det er så smart. Men vi glemmer, at magien ligger i alt det, vi ikke kan kontrollere, og hvis vi ender med at kontrollere og effektivisere alt i den måde, vi lever vores liv på, så mister vi magien, nysgerrigheden og forundringsevnen.

Derfor tror jeg – og det bliver naturligvis en påstand – at det gode liv er det langsomme liv. Eller i hvert fald et langsommere liv, end det, vi lever nu. Forestil jer, hvis vi ikke havde så travlt med at komme ud ad døren om morgenen og dermed ikke dag efter dag skal skynde på vores børn.

Når vi har så travlt med alting, får vi aldrig muligheden for at mærke efter, om det, vi har travlt med, egentlig gør os lykkelige

Carolina M. Maier (R)

Forestil jer en folkeskole, som ikke har travlt med at børnene skal kunne x og y, når de når til 4. klasse, men hvor der rent faktisk var tid til, at børnene kunne udvikle sig – socialt og fagligt – i det tempo, det nu er givet det enkelte barn at udvikle sig i.

Forestil jer et gymnasium uden karakterer, hvor de unge mennesker ikke rækker hånden op, fordi de gerne vil have en god årskarakter, men fordi de er nysgerrige.

Forestil jer en børnefamilie, hvor mor og far ikke begge arbejder på fuld tid, men hvor der er nogen hjemme om eftermiddagen, når børnene kommer hjem fra skole.

Forestil jer et arbejdsliv, hvor effektuering af opgaver nedprioriteres for at give plads til eftertænksomhed, kreativitet og faglig fordybelse.

Først og fremmest vil et langsommere liv betyde, at vi som mennesker mærker os selv meget mere. Når vi har så travlt med alting, får vi aldrig muligheden for at mærke efter, om det alting, vi har travlt med, egentlig gør os lykkelige. Når vi mærker os selv ved vi til gengæld godt, at vi er nødt til at handle på det, der føles forkert.

Hvis en sådan vision om et langsommere liv skal kunne lade sig gøre i praksis, kræver det både noget af det enkelte menneske og af det politiske system. Af det enkelte menneske kræver det en viljestyrke og insisteren på at leve livet langsommere.

Det er svært at lære nyt, men meget sværere at aflære gamle vaner. At omstille sig fra et travlt til et langsomt liv kræver en aktiv indsats. Men det kan ikke stå alene.

Vi er helt afhængige af at et langsommere liv, og dermed et langsommere samfund, også understøttes politisk. Det kræver, at vi gør op med vækst for vækstens skyld, altså den rå kapitalisme.

For vækst for vækstens skyld er ubetinget og uigenkaldeligt forbundet med effektivitet. Alle de effektive løsninger, som vi umiddelbart synes gør vores liv nemmere, koster penge. Flere penge kræver mere arbejde. Mere arbejde kræver optimering af effektiviteten. Og så videre.

Dermed ikke sagt, at al vækst er skabt af fanden. Det ville eksempelvis være tudetosset at begrænse bæredygtig vækst – for eksempel i forhold til udvikling af nye grønne løsninger eller nye modeller for inklusion og mangfoldighed på arbejdsmarkedet.

Måske kunne det nye mantra blive, at mindre vil have mindre

Carolina M. Maier (R)

Grøn vækst og social retfærdig vækst, altså vækst, som har til formål at fremme bæredygtige løsninger, er god vækst. Men når vækst alene handler om at generere mere kapital, er det en giftig form for vækst.

Jeg tror, at en samfundsmodel, hvor bæredygtig vækst belønnes, mens økonomisk vækst for vækstens skyld alene holdes nede, kan hjælpe os med at komme hen til et samfunds- og hverdagsliv, som er præget af mere langsomhed og større trivsel.

Det kræver som sagt noget af politikerne. Det kræver også meget af os. Først og fremmest at vi ikke, når den økonomiske krise engang er overstået, blot vender tilbage til et liv, der handler om forbrug, optimering og ”mere vil have mere”.

Måske kunne det nye mantra blive, at mindre vil have mindre. Det kunne være så godt for os – både for den enkeltes trivsel og for vores fælles folkesjæl.

Derfor en opfordring herfra: Lad os insistere på at dyrke langsomheden og skrue ned for effektiviteten. Og lad os lægge politisk pres for at indføre en samfundsmodel, der belønner langsomhed og bæredygtighed og straffer ren og rå kapitalisme.