Den politiske undtagelsestilstand er forbi

Med en opbakning af nordkoreanske dimensioner til statsministeren og en åbenlys risiko for at blive beskyldt for partipolitisk fnidder i alvorens stund har det været en utaknemmelig jobbeskrivelse at være opposition i de foregående uger. Men nu begynder der igen at tegne sig muligheder for de blå.

Mens regeringens håndtering af coronakrisen i de første uger fik topkarakterer, er der den seneste uge begyndt at komme stadig flere kritiske spørgsmål. De blå partiers udvandring fra forhandlingerne hos sundhedsministeren blev en konkret illustration af, at en politisk normaltilstand er ved at indfinde sig. Det gik allerede galt søndag, men mandag aften kom et nyt sammenbrud, der fik Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, på banen:

"Regeringen har lukket landet ned uden en konkret plan for genåbning. I dag er det så patienterne, der betaler prisen," lød det fra Ellemann, der indtil da havde været yderst tilbageholdende. I det hele taget har de blå i lang tid afholdt sig fra indholdsmæssig kritik af krisen, de har blot pippet op om, at Folketingets partier er blevet for dårligt orienteret og for lidt inddraget i beslutningsgrundlaget. Den slags proces-protester er vælgerne bedøvende ligeglade med.

Men med kritikken af regeringens plan for en normalisering af sundhedsvæsenet bliver der omsider taget fat i noget indholdsmæssigt. Det er genetableringen af patientrettigheder, der her er i fokus for de blå – og det er en sag med ideologisk brod og folkelig appel. Patientrettigheder og behandlingsgaranti var en sand trumf for VK-regeringerne fra 2001-11, og på det punkt er socialdemokraterne kun nølende gået med.  

Sagen illustrerer, hvordan kontroversielle råd og deciderede fejlvurderinger fra Sundhedsstyrelsen igen og igen bringer det politiske niveau i problemer.   

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Indholdsmæssig kritik
Det var Lars Løkke Rasmussen (V), der sad for bordenden, da behandlingsgarantien blev gennemført, og netop Løkke har effektivt kombineret sin pondus som tidligere statsminister og tidligere sundhedsminister med rollen som politisk fribytter. Det er ganske enkelt lykkedes ham at erobre dagsordenen i påskeugen.

Løkke var den første toppolitiker, der på det indholdsmæssige plan kritiserede regeringens genåbningsplan. Den tidligere statsminister beskyldte efterfølgeren, Mette Frederiksen (S), for at være overforsigtig, og den kritik appellerer til erhvervssegmentet, hvor især mindre selvstændige som frisører og restauratører er frustrerede over ikke at kunne komme i gang igen. Løkkes fokus var stift rettet mod ét pejlemærke, nemlig hvad der giver størst økonomisk vækst.

Det er en klar borgerlig angrebsvinkel, men de giftigste sager er ikke der, hvor regeringen kan beskyldes for at have taget overdrevne forholdsregler i kampen mod coronaen. Her vil Mette Frederiksen møde stor forståelse, når hun med patos erklærer, at der ikke tages nogen chancer i kampen mod en så alvorlig sygdom. 

Coronasmittede skolebørn
Til gengæld er den sundhedsmæssige del af genåbningsplanen mere tricky, fordi langtfra alle kan se visdommen i rådene fra Sundhedsstyrelsen.
 
Sundhedsstyrelsen har tidligere bragt sig selv i fokus ved groft at undervurdere risikoen for corona i Danmark og derefter handle i strid med WHO's anbefalinger om at teste så mange som muligt. I weekenden vakte Sundhedsstyrelsen endnu en gang betydelig undren, da den lagde op til, at børn fra hjem med coronasmitte gerne må sendes i skole.

Først da landets fire største kommuner havde erklæret, at børn fra hjem med coronasmitte ikke skulle sendes i skole i deres kommuner, kom sundhedsministeren på banen og underkendte Sundhedsstyrelsen. Allerede mandag havde to forældreorganisationer og flere partier i Folketinget krævet, at Heunicke greb ind, så børn fra hjem med coronasmitte ikke vandrede rundt som omvandrende virusbomber. 

Heunickes indgreb kom dermed lovlig sent, men sagen illustrerer, at kontroversielle råd og deciderede fejlvurderinger fra Sundhedsstyrelsen igen og igen bringer det politiske niveau i problemer.   

Forsøgskaniner
I forvejen er mange lærere og pædagoger stærkt bekymrede over situationen, fordi det i praksis kan vise sig helt umuligt at få små børn til at overholde retningslinjerne for at undgå coronasmitte. Børn forventes ikke at blive særlig syge af corona, men lærere og pædagoger synes ikke om at blive brugt som forsøgskaniner.

Der kalkuleres med en vis stigning af coronasyge efter første del af genåbningsplanen. Men kommer situationen ud af kontrol, fordi man er startet med en aldersgruppe, der ikke kan overholde retningslinjerne, ender aben hos regeringen. Den del af genåbningsplanen er regeringens mest sårbare punkt, men indtil videre har kritikken fra oppositionen været sparsom her.

Der er flere sager af sundhedsfaglig karakter, der risikerer at blive en belastning for regeringen. Således blev det i sidste uge klart, at Statens Serum Institut (SSI) allerede i starten af februar advarede om, at man kunne være smittet med corona, selv om man ikke havde symptomer. Alligevel fastholdt Sundhedsstyrelsen i ugerne efter retningslinjer om, at man kun skulle testes for corona, hvis man havde symptomer.

Nu ønsker flere partier en redegørelse for, hvem der vidste hvad og hvornår. Ikke mindst om man i regeringen fik besked om indstillingen fra SSI – og hvorfor sundhedsministeren i så fald ikke handlede på den. 

Coronaregering
I den mere kuriøse afdeling kom Løkke – som et spøjst ekko fra valgkampen – igen på banen med sit forslag om "en bred samlingsregering". For nu havde coronakrisen jo vist, at man kan arbejde rigtig godt sammen, mente Løkke, der i valgkampen brugte en anden argumentation for at opnå samme mål. Dengang var en SV-regering nødvendig for at holde yderfløjene uden for indflydelse.

Den brede samlingsregering fik ikke opbakning af Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, og forslaget er tidligere blevet afvist af Jakob Ellemann-Jensen, så Løkkes mantra begynder at få et lidt komisk skær. En sådan konstruktion ville i teorien kunne give Løkke endnu en ministerpost, men en bred coronaregering er uden politisk realisme. Ganske som en SV-regering var i valgkampen.

På godt og ondt begynder dansk politik at ligne sig selv igen. Regeringens fredningstid er ovre, men oppositionen har endnu ikke helt fået indstillet kikkertsigtet.