Den snævre konkurrencestatslogik ødelægger vores velfærdssamfund

En del af min børnelærdom fra opvæksten i 1990’ernes Middelklassedanmark var, at velfærdsstaten havde som sit primære formål at danne et sikkerhedsnet for samfundets borgere.

At sikre, at ingen eller så få som muligt sank ned i fattigdom og elendighed. At tage hånd om dem, der var udsatte og ikke kunne klare sig selv.

Det handlede om fællesskab og om sammenhængskraft. Om at løfte i flok. Om at sikre alle sine medborgere en værdig eksistens med basale rettigheder.

Det var en smuk fortælling. Jeg ved ikke, om den måske engang har været sand. Men i hele mit politisk bevidste liv har velfærdspolitik på Christiansborg peget mere og mere entydigt i retning af den konkurrencestatsfortælling, hvor samfundet skal drives som en blot og bar virksomhed, hvis formål er profitmaksimering.

I konkurrencestaten føres al politik med det primære formål på at servicere det såkaldte "Produktionsdanmark".

Under henvisning til den til enhver tid overhængende fare for, at Danmark skal sakke agterud i konkurrencen på det globale marked, skal virksomheden Danmark konstant "øge arbejdsudbuddet", hvilket uvægerligt har som konsekvens, at der skal være mindre og mindre plads i samfundet til de borgere, der har svært ved at bevare fodfæste på arbejdsmarkedet.

Nu var det Arnes tur, børnenes statsminister og så videre – røde faner i front, fadølsfolkelighed og arbejderromantik over hele linjen

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Med globaliseringen som brændende platform (og ofte med indvandrere som prügelknabe) har man fra politisk side løbende forringet vilkårene for danske arbejdstagere igennem årtier.

Resultatet er, at man i dag reelt snarere må tale om et almissesystem end et sikkerhedsnet for dem, der skulle være uheldige nok til at komme i berøring med det danske beskæftigelsessystem.

Dagpengeperioden er blevet reduceret igen og igen, senest med halveringen fra fire til to år i 2010.

Ifølge tal fra LO er dagpengenes bruttodækningsgrad for en LO-arbejder derudover faldet cirka 13 procent fra 1994 til 2016, mens den forventes at falde yderligere knap ti procent frem mod 2025.

Sideløbende har man indført kontanthjælpsloftet, der sender tusindvis af børn ud i et liv under den fattigdomsgrænse, som man politisk nægter at anerkende eksistensen af.

Et sindrigt maskineri baseret på mistillid, kontrol og overvågning har man indrettet til at sørge for, at ingen borgere går rundt i den vildfarelse, at de har nogen adkomst til en værdig tilværelse, hvis de hverken er formuende eller har en fast indkomst.

Det gælder også for syge borgere, som jagtsæsonen for alvor gik ind på med reformen af førtidspensions- og fleksjobordningen fra 2013.

En opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet viste i 2019, at 334 borgere i perioden fra 1. januar 2013 til 30. april 2019 var døde, enten imens eller maksimalt fem uger efter at de havde været i et såkaldt ressourceforløb, der har til formål at "udvikle borgerens arbejdsevne".

Med andre ord havde man indrettet et system, der var mere gearet til at pine og plage alvorligt syge borgere ud på dødens rand, end det var til at tilkende hjælp.

Ved samme lejlighed besluttede den daværende socialdemokratiske regering sammen med et bredt flertal i Folketinget, at kontanthjælpsmodtagere fremover skulle kunne aktiveres i såkaldte "nyttejob", hvor de altså pålagdes at stille deres arbejdskraft til rådighed uden ansættelsesbevis, overenskomst eller løn som modydelse.

Den siddende socialdemokratiske regering har forsøgt at distancere sig fra meget af det, som dens forgænger under Helle Thorning-Schmidt foretog sig, og som socialdemokratiske kernevælgere typisk regner for asocialt.

Nu var det Arnes tur, børnenes statsminister og så videre – røde faner i front, fadølsfolkelighed og arbejderromantik over hele linjen.

Det understreger ikke desto mindre, hvor snævert rummet for at skabe reelle forandringer er

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Et ord, der går igen og igen i regeringens retorik, når den skal fremlægge sin politik – om det så handler om strafferetlige stramninger eller foranstaltninger mod pandemien: Tryghed.

Lyttede man alene til tryghedsretorikken, kunne man næsten lulles til at tro, at den byggede på en reel hyldest til fordums velfærdsidealer om sikkerhedsnet, fællesskab og basal værdighed for alle borgere.

Men det ville være en illusion.

Det vil man vide, hvis man har holdt sig orienteret om processen og vilkårene for arbejdet i den såkaldte Ydelseskommission, der i denne uge barslede med sine anbefalinger til en reform af kontanthjælpssystemet.

Anbefalinger, der anslået vil kunne løfte beskedne 4.000 til 6.000 af Danmarks cirka 60.000 fattige børn op over fattigdomsgrænsen.

Det er et forventeligt udkomme, givet det kommissorium, der både pålægger Ydelseskommissionen at komme med anbefalinger, der både var "udgiftsneutrale" og som ikke "sænkede arbejdsudbuddet".

Men det understreger ikke desto mindre, hvor snævert rummet for at skabe reelle forandringer er, så længe snæver konkurrencestatslogik dikterer rammerne for demokratisk politik.