Kampen om at være Borgens mest barske udlændingestrammer når nyt lavpunkt

I min sidste kommentar i Altinget skrev jeg, at jeg sjældent orker at beskæftige mig med dansk udlændingepolitik i offentligheden, fordi det erfaringsmæssigt udløser så megen vrede og ubehagelighed i min indbakke og i kommentarspor.

Helt mirakuløst oplevede jeg derefter for første gang, at antallet af venlige og opmuntrende beskeder i kølvandet på kommentaren, der handlede om de danske børn i Syrien, langt oversteg antallet af hadefulde udbrud. Således opmuntret.

Lidet opmuntrende – om end farceagtigt – er det at følge regeringens besynderlige optræden i forbindelse med (angiveligt) bestræbelserne på at etablere et asylansøgningssystem i såkaldte tredjelande, der de facto sætter asylsystemet ud af kraft i Danmark, og dermed reducerer landets i forvejen minimale bidrag til løsningen på Europas flygtningekrise til et decideret nul.

Forvirringen har været stor både omkring det lovforslag fremsat af udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der skal muliggøre indkvartering af flygtninge og asylbehandling i lande uden for EU, og omkring de gådefulde "dialoger", som regeringen åbenbart har ligget i med regimerne i Tunesien, Etiopien, Rwanda og Egypten vedrørende "asylsamarbejde".

Angiveligt skulle regeringens projekt føre til et "mere retfærdigt og humant asylsystem" end det nuværende

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Det er svært overhovedet at blive klog på, om regeringen selv regner med, at eksport af asylsystemet kan blive en realitet, og om den vitterligt er villig til helt ublu at tilsidesætte Danmarks internationale forpligtelser på området.

Den indgåede rammeaftale med Rwandas regering konkretiserer ikke noget om oprettelse af et modtagecenter.

Klart står det dog, at regeringen i sin stræben efter at blive anset for den barskeste udlændingestrammer i Christiansborg-klassen er villig til både at alliere sig med udemokratiske regimer – og til at fordreje virkeligheden i et fuldkommen surrealistisk omfang i forsøget på at bevare et overfladisk skin af legitimitet over hele forehavendet.

I aftaleteksten kan man således læse om alle Rwandas fortræffeligheder, når det kommer til "velvilligt" at påtage sig husning og beskyttelse af flygtninge fra nabolande.

Ufortalt, selvfølgelig, at landets myndigheder i 2018 majede 12 ubevæbnede flygtninge ned med skydevåben i lejren Kiziba, idet de demonstrerede imod reduktioner i deres madrationer.

Angiveligt skulle regeringens projekt føre til et "mere retfærdigt og humant asylsystem" end det nuværende, fordi det vil undergrave incitamentet til at flygte over Middelhavet i forsøget på at nå Europa, idet man alligevel bare ender i en lejr i Rwanda.

Det er en sigende formulering – hele sproget i lovforslaget er holdt i samme stil, en slags hybrid mellem eufemismetungt kancellisprog og sødladen, forloren appel til idealer om retfærdighed og humanisme. 

Således lyder eksempelvis en passage, hvis egentlige budskab er, at flygtninge, der kommer til Danmark, fremover deporteres automatisk til Rwanda/Egypten/Etiopien/Tunesien:

"Ét af elementerne i regeringens plan om et retfærdigt og humant asylsystem er at skabe en ordning, hvor spontane asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, overføres til et tredjeland med henblik på realitetsbehandling af asylansøgningerne og eventuel efterfølgende beskyttelse i tredjelandet".

Og om tvangsudsendelser hedder det igen og igen, at myndigheder "drager omsorg for udrejsen," hvis den ikke foregår frivilligt.

Jeg er personligt færdig med at blive overrasket over, hvor langt man i Danmark er villig til at gå

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Al floromvunden sprogbrug i verden ændrer dog ikke ved, at det næppe vil forekomme mange markant mere trygt eller perspektivrigt at sidde i en flygtningelejr i Rwanda end at sidde i en flygtningelejr i Libanon eller Tyrkiet.

Dermed ligner projektet umiddelbart mere en konstruktion, der er designet til helt at afskrække flygtninge fra at søge asyl – hvad der vel også er det egentlige formål.

Jeg er personligt færdig med at blive overrasket over, hvor langt man i Danmark er villig til at gå, for at undgå at tage et reelt ansvar for at hjælpe denne verdens elendige.

Men med den store opbakning i vælgerdybet til den førte politik kan man efterhånden godt undre sig over, at man fortsat føler sig nødsaget til at omtale den i semiløgnagtige termer.

Gad vide, om det er udtryk for samvittighedsnag?