Johanne Dalgaard kritiserer evakuering af pige med PTSD: Det kan koste mig ubehageligheder i indbakken

Det er virkelig ikke med min gode vilje, at denne klumme kommer til at handle om udlændingepolitik.

Min erfaring tilsiger, at det vil koste mig et til tre døgns ubehageligheder i diverse indbakker og på sociale medier at tage netop dette emne under behandling. Derfor skriver jeg også om det så sjældent, som min samvittighed overhovedet tillader det.

Men der må være grænser for min fejhed. Ligesom der bør være grænser for, hvor nederdrægtigt den danske stat kan opføre sig over for børn, hvis eneste forbrydelse er, at de er født til idiotiske forældre.  

Det har hele tiden være grotesk for en regering, hvis leder har ønsket at brande sig som "børnenes statsminister", at man har nægtet at hjælpe de børn med dansk statsborgerskab, der henslæber tilværelsen under kummerlige og farlige forhold i ørkenlejre, under henvisning til deres forældres handlinger.

Et nyt lavpunkt er det dog, at man nu "tilbyder" at hente en fireårig pige med PTSD til Danmark, men samtidig vil lade hendes mor og bror blive tilbage i lejren.

Den hjælp, der tilbydes, er ikke en hjælp så meget, som den er en hån

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Udenrigsministeriet embedsmænd har nemlig vurderet, at den fireårige, traumatiserede piges "afhængighedsforhold til moren er ikke af en sådan karakter, at det påtvinger, at moren kommer med hjem", som det hedder i DR’s gengivelse af afgørelsen.

I hvilken dimension af virkeligheden, som ministeriet befinder sig, siden det er muligt at konkludere sådan om et dybt traumatiseret fireårigt barn, hvis eneste omsorgsperson livet igennem har været hendes mor, står hen i det uvisse.  

Vurderingen er – naturligvis, fristes man til at sige – foretaget i direkte modstrid med den ekspertrådgivning, som ministeriet selv har indhentet i spørgsmålet om barnets psykiske helbred.

De sagkyndige rådgivere skriver, direkte adspurgt om muligheden for at hjembringe barnet uden moderen, således til ministeriet:

"Prognostisk er det afgørende for hendes psykiske helbred og udvikling, at hun tilbydes behandling hurtigst muligt. Og for et barn på denne alder er det ydermere afgørende, at den person, der har været hendes primære omsorgsperson hele hendes liv, deltager i behandlingen. Vi vurderer, at en adskillelse fra denne primære omsorgsperson, her moderen, vil indebære en yderligere traumatisering".

Man kan på den baggrund ikke rigtigt konkludere andet, end at ministeriet og dermed regeringen med fuldt overlæg tilbyder en form for "hjælp", som, de udmærket ved, vil føje yderligere skade til det nødstedte barns ødelagte psyke.

Og det er svært ikke at mistænke, at "tilbuddet" alene har til formål at få det til at se ud, som om det er pigens mor snarere end den danske regering, der står i vejen for, at hun kan få hjælp.

Problemet er bare, at det strider imod virkeligheden. Den hjælp, der tilbydes, er ikke en hjælp så meget, som den er en hån.

Hvorfor handler den danske regering så brutalt? Angiveligt er den bange for, hvad forældrene kan udrette af terrorvirksomhed, hvis de kommer til Danmark.

Men kan det virkelig passe, at det danske efterretningsvæsen ikke skulle formå at holde øje med en – eller syv tåbelige jihadkoner, selv når den formodede trussel, som de udgør, er velkendt?

Hertil kommer, at eksperter har vurderet, at truslen mod Danmark vokser sig større, jo længere børn med dansk statsborgerskab lades tilbage i lejrene som lettilgængelige ofre for Islamisk Stats fortsatte forsøg på at radikalisere dem.

Det er ikke et civiliseret samfund værdigt

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Tilbage står vreden og hævntørsten mod børnenes idiotiske forældre.

Og ja: Man er som absolut minimum en kæmpe, kæmpestor idiot, hvis man frivilligt er rejst ned for at tilslutte sig Islamisk Stats rædselsregime.

Med overvejende sandsynlighed er man også en afstumpet og radikaliseret fanatiker, der har forrådt sit land, forbrudt sig mod sine medmennesker og mod fundamentale værdier som demokrati, frihed og menneskeligt ligeværd. Disse mennesker kalder ikke på vores sympati.

Men i et retssamfund skal forbrydere dømmes ved en domstol. Og dommen skal falde over dem, der har begået forbrydelserne, ikke over de børn, de har sat i verden.

Det kan ikke nytte noget, at hævntørsten mod de idiotiske, givetvis skyldige forældre skal veje tungere end omsorgen for deres helt uskyldige børn.

Det er ikke et civiliseret samfund værdigt.