Anmeldelse af 

Den vigtigste bog i årevis: Finanskrisen ti år efter

ANMELDELSE: Ved endt læsning af 'Crashed' ved man, at den britiske historiker Adam Tooze har skrevet den bog om vores samtid, vi manglede. Uden en dyb forståelse af finanskrisen og håndteringen af den forstår vi simpelthen ikke den verden, vi lever i. For os europæere betyder det, at vi lever i et tysk Europa.

Tager man politik alvorligt, er der ingen vej udenom Adam Toozes bog om finanskrisen og dens betydning, skriver Esben Schjørring.
Tager man politik alvorligt, er der ingen vej udenom Adam Toozes bog om finanskrisen og dens betydning, skriver Esben Schjørring.Foto: Seth Wenig/ Ritzau Scanpix/AP

Af Esben Schjørring
Redaktør, Altinget: magasin 
 
Under valget til den tyske Bundestag for fem år siden cirkulerede der pludselig en valgvideo både på de sociale og traditionelle medier med den tyske kansler Angela Merkel, der ’spontant’ optrådte som skolelærer i en tysk folkeskole. 

Angiveligt uden at vide at det blev optaget, underviste Merkel eleverne i tysk historie i efterkrigstiden – først opdeling, siden samling. Man behøvede bestemt ikke at lytte så dydigt efter som eleverne på filmen for at forstå budskabet: Merkel var arvtageren for projektet om et samlet og stærkt Tyskland, andre kandidater til kanslerembedet var eksperimenter. 

Et budskab, der var så meget mere vedkommende, fordi de europæiske lande uden for de tyske grænser, særligt sydpå, var hærget af økonomisk krise, og der var et massivt pres på Merkel for at slække på kravene til besparelser på de offentlige budgetter som modydelse for nye lån – og ikke mindst for at hun skulle gå med til, at Den Europæiske Centralbank kunne iværksætte et program om kvantitativ lempelse, altså opkøbe stats- og virksomhedsgæld. 

Med finanskrisen fik vi et tysk Europa, ikke fordi tyskerne i dag har en aggressiv, imperial udenrigspolitik, men ved en defensiv økonomisk politik. Tyskland er blevet Europas modvillige hegemon.

Esben Schjørring
Redaktør, Altinget: magasin

Alt sammen noget, der var en dyb modstand mod blandt de borgerlige tyske vælgere, der ikke ville kautionere for andre landes gæld. Faktisk var det den samme modstand, der var udspringet for det, der senere skulle blive til Alternative für Deutschland, som først senere kastede sig over den udlændingepolitiske dagsorden.

Sådan handlede lærerinde-videoen også om, at Frau Merkel sad klar ved katederet i EU til at budgetdisciplinere sydeuropæerne til tysk inspireret nul-gældspolitik, hvor inflationsfrygt er den højeste værdi. 

Den kurs fik dengang Merkels landsmand, den verdenskendte sociolog og politiske tænker Ulrich Beck, til at gå voldsomt i rette med hende i en bog med en for tyskere (og de fleste andre) meget ildevarslende titel – Det tyske Europa. Det var et implicit citat fra Tysklands største forfatter siden Goethe, Thomas Mann, der efter Anden Verdenskrig havde sagt, at havde målet for Tyskland fra Bismarck til Hitler været et tysk Europa, skulle det fra nu af være et europæisk Tyskland.

For Beck havde Merkel kastet hele den moralske fordring over bord og erstattet stålhård tysk militærmagt med lige så hård økonomisme og teknokrati.  

Beck døde pludseligt to år senere, men var han stadig blandt de levende, ville han her i 2018 have fundet dokumentation for sin dom over Merkel in infinitum hos den britiske historiker og professor på Columbia University Adam Tooze og hans velskrevne, knusende overbevisende og meget, meget lange bog om finans- og eurokrisen og den verden, den efterlod i sit kølvand. Og lad det være sagt med det samme – tager man politik alvorligt, er der ingen vej uden om Tooze og Crashed: How a Decade of Financial Crisis Changed The World. 

Dollarens forpligtelse 
Crashed er delt i tre portioner.

Den første del har sit hovedfokus på USA. Ikke fordi finanskrisen i første omgang var et rent amerikansk fænomen – en myte, europæiske politikere med stor nidkærhed holdt liv i fra '08 og frem, og som Tooze med mindst lige så stor nidkærhed får manet i jorden – men fordi den amerikanske regering og centralbank hurtigt opdagede, at valutaen par excellence i en globaliseret tidsalder er dollaren. Det var med andre ord amerikanerne, der skulle finde en løsning.

Anden del handler om Europa og eurokrisen og den meget lange og tornede vej frem til ’amerikaniseringen’ af ECB, hvor man endelig, men alt for sent, kommer i gang med at pumpe milliarder af euro ud på et marked tæt på rigor mortis. Og sidste del samler op på de geopolitiske konsekvenser af begge dele.

Første del er meget teknisk, og det slår én, i hvor høj grad globaliseret gældsstiftelse, handel med penge og gæld og forsikringer er nærmest umulig at forstå. Her er det en trøst – om end en ret ringe én af slagsen – at de ledende økonomer og politikere i denne verden heller ikke havde forstået det.

(Artiklen fortsætter under linket)

Læs også

Op til 2008 var det et klassisk makro- og internationalt økonomisk spørgsmål, der optog sindene; underskuddet på de amerikanske statsfinanser, der blev finansieret med gældsstiftelse i Kina. De få – som Raghuram G. Rajan, i dag Indiens nationalbankdirektør  – der i 2005 råbte vagt i gevær over for de enorme problemer med ratioen mellem gæld og reelle likvider i de globale investeringsbanker, blev ikke bare ignoreret, men nærmest truet. 

Larry Summers, finansminister under Clinton og chefrådgiver for både Bush og Obama, hældte ham af brættet som ”maskinstormer” og ”på vildspor”.  

Tooze gør også en del ud af at vise, at det ikke som sådan var en boligboble på det amerikanske marked, der var i kernen af krisen; de opskruede priser og dårlige realkreditlån var mere en anledning til et omfattende stormløbsagtigt forløb, hvor gæld pludselig ikke længere kunne finansieres med ny gæld, og bankernes likviditet tørrede ud på få dage. 

Truslen om en global dominoeffekt af bankkonkurser fik daværende finansminister Hank Paulson (republikaner), centralbankdirektørerne Ben Bernanke (også republikaner) og Tim Geithner (tidligere republikaner, nu uafhængig) til først sammen med George W. Bush, der vendte de sidste blade i kalenderen som præsident, og siden med Barack Obama og den demokratisk dominerede Kongres til at yde førstehjælp og stabilisering – ikke kun for amerikanske, men i lige så høj grad for europæiske banker – for et ufatteligt stort antal milliarder.  

Frelserne fra svingdøren 
Tooze viser to afgørende ting her. For det første, at det ellers noget betænkelige svingdørsforhold mellem den politiske og finansielle elite i USA faktisk var en væsentlig faktor i, at man handlede så hurtigt og så effektivt, som man gjorde. 

Og for det andet, at krisehåndteringen ”knækkede det skrøbelige bånd mellem det republikanske partis chef- og big business-elite og den højreorienterede vælgerbase”, der både ud fra egne interesser og ideologisk var i totalt oprør over kombinationen af nationalisering af og udstrakt statslig hjælp til kreditinstitutterne og bankerne. 

Det førte først til den ildsprudlende Tea Party-bevægelse, der flere gange var villig til at lade den amerikanske stat gå i betalingsstandsning, og siden beredte det vejen, ad hvilken Donald Trump eliminerede resterne af det republikanske establishment. 

Og som Tooze noterer, er den kendsgerning, at Bernie Sanders i så lang tid i 2016 var en reel trussel mod Hillary Clintons kandidatur til at blive Demokraternes præsidentkandidat, et udtryk for, at modstanden mod eksorbitant statsstøtte til en bonusudbetalt finanselite, men ikke til den arbejdsløshedstruede amerikaner på main street, var og er udbredt. 

Elite og folk-modsætningen, som Donald Trump senere skulle betjene sig af in extremis, kom med andre ord et sted fra. Det er vigtigt; hvorfor vender vi tilbage til.  

Hæng dig eller hæng dig ikke 
Så selvom Tooze roser den amerikanske politiske handlekraft, viser han koldt og nøgternt, at prisen for det politiske centrum i USA har været høj. Der er noget ”hæng dig eller hæng dig ikke, du vil fortryde begge dele” over det.

Den amerikanske politiske og finansielle top ’hængte sig’ og lever nu med fortrydelsen i form af Trump. Til gengæld hængte den politiske elite i Europa sig ikke fra rebet af enorme lånepakker og offensiv pengepolitik fra ECB. I hvert fald ikke før meget sent, og nu lever man med fortrydelsen i form af illiberale politikere og epidemisk mistillid til Bruxelles. 

Længe var den europæiske finanskrise efterladt på et nationalstatsligt plan. Da det omsider stod klart, at også i dette tilfælde gjaldt klichéen om, at globale problemer kræver globale løsninger, forsøgte man sig med for små og drypvise lånepakker fra den dengang berømte Trojka (ECB, Europa-Kommissionen og IMF), der til gengæld blev modsvaret af voldsomme krav om reformer af de kriseramte landes offentlige sektorer. 

For en ikke-økonom som undertegnede virkede det dengang som i dag helt ulogisk at kræve offentlige besparelser (og skattestigninger) i en tid med ingen vækst – hvor skulle pengene til at afbetale gælden komme fra? Igen er der trøst – og igen en ret ringe én af slagsen – i, at Tooze meget detaljeret viser, at det gjorde pengene heller ikke. 

”Dårlig økonomisk videnskab og fejlagtige empiriske antagelser havde ført IMF til at argumentere for en politisk kurs, der ødelagde de økonomiske fremtidsudsigter for en generation af unge i Sydeuropa,” som han konkluderer et sted. Politisk disruption, a la den vi ser i Italien i øjeblikket, er fulgt efter. 

I sidste ende peger flaskehalsen på Tyskland. Når man tænker på den næsten jublende og næsegruse respekt, der har stået om Angela Merkel blandt mange Tysklands- og Europakommentatorer her i landet, skærer hun en helt anderledes fodslæbende og vankelmodig figur, når hendes præstation samles i ét forløb. 

Styrken, hun viste udadtil, afspejles i en svaghed - over for Bundesbank og hendes eget politiske bagland – indadtil. Og samtidig var tyskernes strategi for, hvad der skulle ske med Europa, alt for præget af erfaringer fra genforeningen. 

”Projektet om finansiel konsolidering håndhævet i Europa under tysk lederskab var helt sikkert politisk. Men ikke kun det. Det var en vision om en langsigtet omstrukturering af de europæiske samfund og Europas økonomi,” som Tooze skriver. Hvem havde bedt om det? Altså, ud over konservative tyske vælgere? 

Dermed peger pilen ultimativt på den kristendemokratiske bevægelse i Tyskland. Det var ikke mindst herfra, initiativet til EF og EU oprindeligt kom. Det skulle være en løsning på Europas problem med, at Tyskland på den ene side trods alt var for svag til at underlægge sig hele kontinentet, men på den anden side for stærk til bare at indordne sig. 

Efter Anden Verdenskrig var tankegangen, at hvis man kunne opbløde national suverænitet i væsken fra et forenet Europa, var man ude over det problem. Det var det, der lå i Thomas Manns idé om det europæiske Tyskland. Og er der noget, Toozes bog viser, er det, at den fordring ikke længere lever blandt Adenauers børn. Med finanskrisen fik vi et tysk Europa, ikke fordi tyskerne i dag har en aggressiv, imperial udenrigspolitik, men ved en defensiv økonomisk politik. Tyskland er blevet Europas modvillige hegemon.  

Hvilken verden lever vi i? 
Med Tooze bliver det åbenlyst, at meget af EU's krise handler om det. Tooze citerer et sted tyske diplomater, der med reference til den neokonservative udenrigspolitik, Bush og Tony Blair forsøgte sig med i Mellemøsten, selvtilstrækkeligt udbryder at ”vi er bedre til regime change end amerikanerne”. 

På det her tidspunkt (2011) havde EU gennemtvunget udskiftningen den italienske og græske regeringsleder – og i 2015 blev den nyvalgte græske regering reelt forvandlet til embedsmænd for EU's redningsprogram. EU har fra begyndelsen lidt under problemer med sin demokratiske legitimitet. I stedet var meningen, at man skulle opnå såkaldt performance-legitmitet – løste man problemer, ville befolkningerne slutte op om projektet.

Med eurokrisen strandede den øvelse totalt, og illiberale politikere i det meste af Øst- og Sydeuropa trækker vod i netop det hav af efterfølgende mistillid.

Måske var et ægte fælles og politisk forenet Europa fra Lissabon til Riga aldrig mere end en drøm. Men det har aldrig været drømmen, at man skulle overtage tysk penge- og finanspolitik Europa over. Heller ikke i Europa opstod det nye højres succes i et tomt rum, og migrationskrisen, som Orban, Salvini og det polske PiS i dag udnytter til det maksimale, udspillede sig netop i ruinerne af de automatiske forventninger om velstand og fremskridt, som EU-projektet har levet af.  

Det er den sidste vigtige pointe, man sidder tilbage med efter Toozes bog. Hvilken verden lever vi egentlig i? I en post-9/11-verden med civilisationssammenstødet som den impuls, der fik Historiens motor i gang igen, efter den angiveligt var gået i stå? Eller i en post-2008-verden, hvor krisehåndteringen – paradoksalt succesfuld i USA og åbenlys fiasko i EU – har revet efterkrigstidens verdensorden op med rode og kastet os ud på åbent hav?

Det er det første narrativ, der har haft vind i sejlene de sidste 20 år – både politisk og fra intellektuelt hold. Fra sidstnævnte kan man nærmest mærke længslen efter glohede konfrontationer, der skal lutre vores angiveligt fortabte, lalleliberale sjæle.

Men spørgsmålet er, om deres identitetspolitiske og metafysiske analyser holder stik. Langt snarere ser det med Tooze og hans bog ud til, at en af de største kriser i kapitalismens historie, og særligt den efterfølgende politiske håndtering af den, er en fuldstændig afgørende betingelse for vores nuværende politiske tilstand, hvor ’folket’ støder sammen med ’den liberale elite’, og hvor Rusland og Vesten (og Kina) er på vej ind i en ny geopolitisk magtkamp. Det gør ikke indvandring og multikultur til et uvæsentligt politisk emne, men det gør det til et relevant spørgsmål, om det er emnet over alle andre.  

Den analyse vil sikkert glæde mange politikere i centrum-højre og centrum-venstre, der har styrtblødt vælgere særligt til det nye højre, netop fordi identitetspolitik har trumfet den socioøkonomiske ramme, der engang var om politik i Vesten. Men man har selv været med til at afpolitisere økonomien, og som Tooze skriver til sidst om sin analyse og rekonstruktion af finanskrisen, så er ”politiske valg, ideologi og politisk handlekraft at finde overalt i denne fortælling med meget afgørende resultater, ikke kun som forstyrrende faktorer, men som vitale reaktioner.” 

Det er ikke mindst hans fortjeneste at vise, hvor meget politik der er i økonomien. Så skal centrumpolitiske partier atter kunne række ud efter de tabte vælgere, udestår der et meget omfattende arbejde med selvransagelse med de sidste ti år som lektie.  

Her er Adam Toozes bog obligatorisk. Lang som den er, velskrevet som den er.  

Adam Tooze: Crashed: How a Decade of Financial Crisis Changed The World, 706 sider, Allen Love, udkom 7. august 2018.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00