Det er helt afgørende, at en ny regering gør op med Frederiksens centralistiske embedsmandskultur
Mette Frederiksen introducerede en centralistisk embedsmandskultur, som må nytænkes i lyset af en ny regeringskonstellation. Det er der mange grunde til, skriver Lisbeth Knudsen.
Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand for Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, NirasMens en ny regering er under dannelse er det i den grad interessant at bringe frem i lyset, hvad det vil være for en fremtidig kultur, sådan en regering vil lægge ned over samarbejdet med embedsmændene i ministerier og styrelser. Det er der flere årsager til.
Da Mette Frederiksen kom til som statsminister med en socialdemokratisk etpartiregering i 2019 lagde hun ikke skjul på, at der skulle skabes en ny embedsmandskultur. Hun centraliserede styringen af politikudviklingen i Statsministeriet og gav personligt klar besked til departementschefer og afdelingschefer i ministerier og styrelser om, at tiden for magtfulde embedsmænd, der styrede rundt med fortravlede ministre overbebyrdet med driftsanliggender, var slut. Ministrene skulle have tid til at udvikle en ny politisk retning, og embedsmændene skulle bidrage til, at få den til at lykkes.
Smuldrer tilliden til embedsværket?
Det sætter Altinget Embedsværk spot på i en ny temadebat.
For en lang række sager – så som rigsretssagen, instrukskommissionen, minkkommissionen og FE-sagen – har sat ild til debatten om netop tilliden til det danske embedsværk.
Betyder det, at tilliden er kommet under pres i en sådan grad, at der er behov for politiske tiltag for at genoprette den? Hvis ja, hvilke?
I den kommende tid beder vi politikere, embedsmænd og eksperter give deres svar på spørgsmålet i vores spalter.
Du kan læse meget mere og se panelet her.
Ingen tvivl om at Frederiksens kulturskifte har haft stor betydning. Udskiftningen af topchefer i ministerierne og af politiske rådgivere og kommunikationsfolk har været betydelig i hendes første regeringsperiode.
Så meget at det for mange har været svært at finde vej i balancen mellem embedsmandens rolle som den klippefaste garant for den juridiske og faglige kvalitet af embedsmandsarbejdet, og så loyaliteten overfor en minister med stærke ideologiske holdninger til at dreje politikudviklingen i en bestemt retning og bøje mulighederne for at gennemføre planerne efter det.
Læg dertil at coronakrisen i månedsvis betød en massiv overbelastning arbejdsmæssigt af embedsværket, og at Folketinget samtidig i perioden har druknet embedsværket i spørgsmål, og styringen af svarene har skullet afspejle en etpartiregerings behov for ikke at åbne sprækkerne for meget til det politiske maskinrum.
For mange har det være svært at finde vej i balancen mellem rollen som den klippefaste garant for den juridiske og faglige kvalitet af embedsmandsarbejdet, og så loyaliteten overfor en minister med stærke ideologiske holdninger.
Lisbeth Knudsen
Den tidligere mangeårige departementschef i Finansministeriet, Anders Eldrup, har beskrevet det sådan, at partierne ikke længere formår at løfte den langsigtede politikudvikling, og at embedsmændene i ministerierne ikke har den fornødne tid til at tænke langsigtede ideer til at løse samfundets problemer, fordi de skal svare på overflødige spørgsmål fra Folketinget.
Og medierne lægger så stort et dagligt tryk på embedsmandsapparatet og politikerne, at der hele tiden skal handles på kort sigt. Derfor mangler vi lige nu evnen til at løse de såkaldt "vilde" problemer, som er komplekse og kræver langsigtede løsninger.
De seneste års mange spektakulære og kritiske sager om ministres og embedsmænds ageren har været med til at svække befolkningens tillid til to af de ubetinget mest afgørende magtudøvere i vores samfund. Det er rigtigt skidt for demokratiet, at det er sådan, det står til.
Coronakrisen gav et lille skub i den positive retning på tillidsbarometret, men meget tyder på, at vi nu er tilbage på den bekymrende linje. Politikerne og medierne har længe ligget i bund tillidsmæssigt i befolkningen, men nu er embedsmændene havnet samme sted.
De syv embedsmandsdyder
- Lovlighed
- Sandhed
- Faglighed
- Udvikling og samarbejde
- Ansvar og ledelse
- Åbenhed om fejl
- Partipolitisk neutralitet
Instrukskommission, Rigsret, Granskningsudvalg om mink, FE-undersøgelser og Tibetkommission. Listen over større eller mindre møgsager, der har ramt offentligheden i de senere år, er lang og giver et problematisk indblik i en forvaltningspraksis, en embedsmandskultur og en juridisk faglighed, som ikke er der, hvor den burde være. Med blik for at tempoet er skruet voldsomt op, at medietrykket er stort, og at forventningerne til, at der ikke begås fejl er voldsomme.
Sagerne sætter spørgsmålstegn ved, om tilliden til og kvaliteten af det arbejde, der foregår i det politiske og administrative maskinrum og i dialogen mellem politikere og embedsmænd, er god nok. De rejser spørgsmål til overholdelsen af de såkaldte syv embedsmandsdyder og ved en lang række af de processer og arbejdsgange, der finder sted i samarbejdet mellem embedsmænd, politiske rådgivere og ministre.
Det er en gammel diskussion, hvor langt embedsmændene skal gå i forhold til den politiske rådgivning af ministeren, og hvor langt embedsmændene skal være inde i politikudviklingen og ikke kun som faglige eksperter, der frembringer beregninger, juridiske vurderinger og fakta frem til de ideer, som ministeren måtte komme med. Med til opgaven hører også et rådgive ministeren om det taktiske, og forberede ministeren på de problemstillinger, der kan blive bragt frem.
Den ulovlige beslutning om nedslagtning af alle mink truffet på et koordinationsudvalgsmøde i den daværende socialdemokratiske regering er blevet karakteristisk for en kultur, som i hvert fald har slået fejl. En kultur, hvor fagministerier er blevet sat for meget ud af spillet, hvor forberedelsen af beslutningsgrundlag er blevet forceret helt uhensigtsmæssig, hvor alt for mange ikke har turdet råbe op og sige fra undervejs, hvor vigtige papirer er leveret alt for sent til beslutningstagerne, og hvor de vigtigste pointer så slet ikke er blevet læst.
Et andet fænomen fra Mette Frederiksens regeringsperiode har været synliggørelsen af en stribe ledende embedsmænd på pressemøder.
Lisbeth Knudsen
Et andet fænomen fra Mette Frederiksens regeringsperiode har været synliggørelsen af en stribe ledende embedsmænd på pressemøder, hvor det i den mest diplomatiske udlægning ikke stod helt klart, hvad der kom frem efter anbefaling fra myndigheder og eksperter, og hvad der viste sig at være rene politiske beslutninger. Embedsmændenes troværdighed blev i høj grad brugt – og nogen vil sige misbrugt – til at give legitimitet til politiske beslutninger.
Hvor står vi så lige nu:
- Der er ganske afgørende brug for endnu engang at drøfte forholdet mellem politikere og embedsmænd. Vi kører i en forkert retning med den faldende tillid for begge vigtige aktører. Det kan ende på alle mulige dårlige måder med en øget polarisering og giver grobund for både demokratisk afmagt og konspirationer.
Tidspresset og medietrykket går ikke væk. Det vil også være der med en ny regering. Derfor er der behov for at udvikle nye styringsmekanismer i ministerierne og mellem Statsministeriet og fagministrene. - En ny regering – uanset hvilken det måtte blive – må have på sin agenda at øge tilliden i befolkningen til både embedsmænd og politikere. Den må i sit regeringsgrundlag tage stilling til, hvad det er for en embedsmandskultur, man gerne vil fremme, og hvordan man har tænkt sig at forstærke respekten for fagligheden og opfordre embedsværket til at vise mod til at sige fra overfor ulovlige eller tvivlsomme beslutninger. Også når en stærk minister prøver grænser af.
- En vigtig del af det at ændre kulturen og styrke tilliden handler om transparens omkring det lovforberedende arbejde og de politiske processer. Særligt den omsiggribende forligskultur har svækket befolkningens og indsigt i det politiske arbejde og mediernes kontrol med magthaverne. Mange informationer om implementering og opfølgning på indgåede forlig leveres i de lukkedes forligskredse og kommer aldrig ud til offentligheden. Det fremmer heller ikke tilliden til hverken politikere eller embedsmænd. Det handler ikke kun om offentlighedsloven men i det hele taget om større åbenhed også omkring opfølgning på forligsaftaler og lovgivning.
- Der er behov for at lægge noget af det politiske og faglige ansvar for den strategiske politikudvikling tilbage til fagministerierne.
Der er behov for at lægge noget af det politiske og faglige ansvar for den strategiske politikudvikling tilbage til fagministerierne.
Lisbeth Knudsen - Der er brug for en meget stærk og sikker juridisk kompetence i alle ministerier, som kan være den sidste stopklods for vigtige beslutninger, kontroversielle pressemeddelelser eller lovforslag, inden de glider igennem til offentliggørelse.
- Der er brug for en ny kultur, der skaber tid, organisatorisk rum og belønner kreativitet og nytænkning hos embedsmændene.
- Der er brug for en ny dialog mellem regeringen og Folketinget. Med 12 partier i Folketinget og måske ikke bare en oppositionsfløj men to – både en til venstre og en til højre – så kan Folketingets naturlige kontrolfunktion med ministrene udvikle sig til et mareridt af spørgsmål, forespørgselsdebatter og åbne samråd. Når regeringen er etableret bør der tages hul på at nytænke både samarbejde og kontrolfunktion.
De aktuelle kritiske sager har igen fået debatten om politiske embedsmænd til de blusse op. Altså embedsmænd i større omfang, der kommer og går med ministeren, og ikke kun de lille antal politiske rådgivere, som vi kender til i dag. Mange andre lande har sådanne ordninger, men det er ikke en dansk tradition. Jeg er en stærk tilhænger af, at vi har et ministerstyre, hvor ministeren bærer al ansvaret for, hvad der foregår i hans eller hendes ministerium, mens embedsmændene - med undtagelse af en lille håndfuld politiske rådgivere - skal være politisk neutrale og betjene enhver farve minister.
Vi kan som borgere ikke være tjent med, at det ikke er fuldkommen transparent, hvem der har hvilke roller.
Lisbeth Knudsen
Jeg synes, det taler for, at vi med det nuværende danske system får større faglighed og ansvarlighed for slet ikke at tale om, at borgernes og virksomhedernes retssikkerhed sættes i højsædet, hvis vi har embedsmænd, der kan afbalancere en nok så stærk ministerens ønsker om politiske initiativer med de gældende juridiske rammer for magtudøvelsen. Faktisk også af hensyn til at redde en minister, der har lysten til at balancere på kanten og gerne vil afsøge grænser i forhold til konventioner eller lovgivning, fra at begå dumheder.
Vi kan som borgere ikke være tjent med, at det ikke er fuldkommen transparent, hvem der har hvilke roller – den politiske og den faglige/juridiske ekspertise. Et blandet system med et stort antal politisk ansatte i ministerierne og en endnu større gruppe fastansatte, neutrale embedsmænd vil mudre det hele sammen, skabe en enorm defokusering og frustration og yderligere svække embedsmændenes troværdighed og øge kompleksiteten i vores forvaltning. Det er den modsatte vej, vi skal.