DR henter ny formand fra Salling

NY FORMAND: DR ansætter Marianne Bedsted som ny bestyrelsesformand. Hun er administrerende direktør for stormagasinet Salling under Dansk Supermarked og har tidligere været direktør i blandt andet hotelkæden Scandic.

DR henter Marianne Bedsted ind som bestyrelsesformand.
DR henter Marianne Bedsted ind som bestyrelsesformand.Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix
Christoffer Miguel Frendesen

Den 1. januar 2019 overtager Marianne Bedsted posten som bestyrelsesformand for DR.

”Jeg ser utroligt meget frem til fra årsskiftet sammen med DR’s øvrige bestyrelse, ledelsen og de mange dygtige medarbejdere at udvikle DR videre som en kulturinstitution," fortæller Marianne Bedsted til DR i en pressemeddelelse. 

Hun erstatter Michael Christiansen, der har siddet som formand i mere end ti år.

Fortrøstningsfuld 
Marianne Bedsted er administrerende direktør for stormagasinet Salling, ligesom hun står i spidsen for Franchise Divisionen i Dansk Supermarked, som driver dagligvarekoncernens samarbejdsaftaler med kaffekæden Starbucks og burgerkæden Carl’s Jr.

Tidligere har hun været chef for Musikhuset Aarhus og været direktør i Scandic, der er en hotelkæde. Hun sidder desuden som bestyrelsesformand i Den Jyske Opera, der er et turnerende operakompagni.

Desuden er Marianne Bedsted medlem af flere bestyrelser. Eksempelvis Musikkens Hus i Aalborg, Copenhagen Contemporary og Aarhus Cityforening.

Hun lander hos DR i en hektisk tid, hvor koncernen som følge af medieforliget skal spare 20 procent, men den kommende formand er fortrøstningsfuld: 

"DR vil også fremover indtage en unik position i danskernes hverdag som public service-institution i et foranderligt medielandskab, hvor konkurrencen om borgernes opmærksomhed og tid aldrig har været større.”

Glad minister
Kulturminister Mette Bock anser Marianne Bedsted for at være en kæmpe kapacitet med en stærk forankring i dansk kulturliv.

0:000:00