Efter et halvt år taler ældreminister stadig i floromvundne vendinger om ny ældrelov. Og med god grund

Udspil bebudes til efteråret

Dette lykkedes ikke oppositionspolitikerne at få Mette Kierkgaard til at sige noget om regeringens tidsplaner på samrådet.

Men på Folkemødet har lederen af hendes parti, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, sagt, at der vil komme et udspil i løbet af efteråret.

At det ikke er sket tidligere, er dybest set ikke så underligt.

Både fordi regeringen af naturlige årsager har brug for tid til at blive enige internt. Men også fordi Mette Kierkgaard har prioriteret den første del af sit politiske virke til at gå i en tæt dialog med de relevante aktører på området.

Det giver ikke eget publicity, hvilket også afspejler sig i, at Mette Kierkgaard fortsat er en af de allermindst kendte ministre.

I den Altingets måling fra Epinion giver 60 procent af de adspurgte udtryk for, at de ikke ved, hvem Mette Kierkgaard er. Desuden er der 24 procent af vælger, der ikke ved, om de er ældreministeren positivt eller negativt stemt.

Arven fra S

Men lytter man godt efter, når Mette Kierkgaard taler, vil man så småt kunne ane konturerne af en mere konkret retning for hendes arbejde.

Den tidligere S-regering havde i forvejen lagt et spor ud for ældreloven, som først og fremmest handlede om frisættelse af medarbejderne fra bureaukrati og bøvl.

Her indgik udvalgsarbejdet med tidligere departementschef Per Okkels i spidsen som en trædesten videre i det projekt. Ikke mindst med et fokus på faste teams og en mere decentral visitation.

Per Okkels afrapportering fra efteråret var dog kun anbefalinger, som krævede en del politisk stillingtagen og efterbearbejdning at komme videre med. Men forarbejdet har Mette Kierkgaard arvet ved at acceptere Mette Frederiksen (S) som sin politiske chef.

For Per Okkels var det også centralt at finde modeller for at slå bro mellem de plejeopgaver, som er forankret i serviceloven, og ældreplejens stadig flere sundhedsfaglige opgaver med rod i sundhedsloven.

Hints mellem linjerne

I den sammenhæng blev spørgsmål om borgernes frie valg sekundært. Det er det ikke for SVM-regeringen.  

Mellem linjerne i ministerens mere floromvundne vendinger tales ældreloven nu ind i en mere bred forvaltningsreform, der har frisættelse som sit primære omdrejningspunkt.

Der skal udvises større faglig tillid til medarbejderne, som også skal klædes på til at kunne løfte ansvaret. Større lokal frihed handler ikke mindst om frihed til ledelsen. Og så skal der gøres mere for at sikre private leverandører bedre mulighed for at tilbyde borgerne alternativer til de offentlige tilbud.

Alt sammen vel at mærke samtidig med, at regler skal forenkles og bureaukratiet mindskes.

Det er mildt sagt ikke nogen let opgave. Og indtil videre er der derfor god grund til, at Mette Kierkgaard ikke på noget tidspunkt er blevet konkret om, hvordan hun vil løse den.

Den store scene venter

Forventeligt er dog, at tilrettelæggelsen af visitationen i kommunerne, vil blive centralt. Det samme vil spørgsmål om afregningspriser til private leverandører.

Hertil kommer, at S-regeringens velfærdsaftalers fokus på større frihed til kommunerne i højere grad kan blive gjort til at spørgsmål om frihed til de enkelte institutioner og deres ledere. Og så står tilsynene på området til en omkalfatring og forenkling.

Det er på sin vis bemærkelsesværdigt, at Mette Kierkgaard ikke har fået bredere opmærksomhed set i lyset af ældreplejens mange udfordringer og den store opmærksomhed om området.

Men selv om synlighed er vigtigt i politik, så kan hendes arbejde i kulisserne lønne sig, når tiden endelig kommer til at træde ind på den store scene og opnå et andet succeskriterie; politiske resultater.