Egander Skov: Hvor mange kriser kan Konservative klare?

Det er ligesom et begreb som karisma, som vi bruger til at forklare visse menneskers tiltrækningskraft. Nogle gange tror vi, at karisma er noget, man har, men hos Max Weber, der introducerede begrebet i sociologien, hvorfra det siden gled over i dagligsproget, var karisma faktisk noget, som følgerne omkring en leder tilskrev denne person.

Du har det. Og så har du det ikke.

Papes troværdighed blev opbygget over tid, og den var tæt knyttet til en særlig fortælling om det parti, han står i spidsen for.

Den afklaring af Konservatives politiske ståsted, som fandt sted under ham, var på den måde knyttet til hans person. Det var en ukunstlet konservatisme. Den var fra Bjerringbro ikke fra Hellerup eller Frederiksberg. Den var ikke Poul Møller men Poul Sørensen. Den var ikke intellektuel, til gengæld var den nogenlunde klar i sin fortælling om, at konservatismen var – som det hed i denne kampagne og i titlen på bogen om partiets historie fra 2016 – ”en sikker borgerlig stemme”.

Pape fik troværdighed, fordi han gjorde Det Konservative Folkeparti til et troværdigt borgerligt projekt.

Det borgerlige er hos Pape det u-ideologiske. Hos Konservative frygter man i et vist omfang ideologiske debatter om konservatismens natur.

Forståeligt nok.

For det første er det oplagt, at den udadrettede kommunikationstænkning, der i dag dominerer partiernes professionelle toplag, har vanskeligt ved i det hele taget at se pointen i (og sikkert også forstå) den slags. Et parti er jo ikke en studiekreds.

For det andet er det lige så oplagt, at sporene skræmmer hos Konservative. Netop fordi partiet historisk har stået i et dilemma, der er af dybt ideologisk karakter, er der en tendens til, at debat forbindes med krise. ”Don’t mention the war”, som det hedder i Halløj på Badehotellet.

Vi skal passe på med at overvurdere presset mod Pape. Indtil videre er det først og fremmest folk med en stor fortid eller en lille nutid partiet, der har ytret kritik

Christian Egander Skov¨

Selvom alt dette giver vældig god mening, må man efterhånden se i øjnene, at også fraværet af den indre samtale nu kan vise sig at være et problem i dobbelt forstand.

Fraværet af substans i den konservative partikultur er blevet fyldt ud med et voldsomt fokus på personen Pape. Det er den, der nu vender tilbage som en boomerang.

Kort sagt: Nu skal regningen betales.

Samtidig gør den tynde identitet, der knytter sig til det at være (parti)konservativ, at følgerne af Papes krise kan blive voldsomme for partiet. Hvis ikke konservatismen længere kan være blind tiltro til formandens dømmekraft, hvad er den så?

Endelig betyder den manglende konsolidering af en stabil konservativ identitet, at Pape bliver sårbar for en kritik, der vil pege på potentialet for partiet ved at bevæge sig væk fra ham og hans linje til en den konservative midterposition.

Man kan i den forbindelse hæfte sig ved, at det er skikkelser som Connie Hedegaard og Per Stig Møller, som har været ude med den mest åbne kritik af partiets retning. Hedegaard har peget på behovet for mere grøn profil og endda kaldt partiets 2030-udspil ”tonedøvt”.

Personspørgsmålet kan snart vise sig at være en tilbagevenden til partiets traditionelle fløjkrige.

Vi skal passe på med at overvurdere presset mod Pape. Indtil videre er det først og fremmest folk med en stor fortid eller en lille nutid partiet, der har ytret kritik.

Men mon ikke alle omkring Pape er helt klar over, at den slags processer kan få deres eget liv. Ikke mindst fordi medierne har lugtet blod.

Først spredte røster. Så begynder medierne at sende rundspørger til kredsformændene. Så kommer der et kritisk medlem af Hovedbestyrelsen, så kritik fra centralt placerede kilder i og uden for folketingsgruppen.

Og så en flue på væggen. Og så, inden man ved af det, er det, der måske mest var skuffelse og utilfredshed, blevet til en dyb krise for et parti, hvor krise indtil Papes tid var blevet normaltilstanden.

Kan man overleve det på sigt?