Ali Aminali om Konservatives nedtur: Behold Pape - han er syndebuk for partiets kollektive nedsmeltning

Der er fart på, når det kommer til at placere ansvaret for Det Konservative Folkepartis forfald efter det horrible folketingsvalg.

Mediernes søgen efter småbitre og skuffede stemmer i baglandet eller i “exit-lejren” har virkelig været let. En efter en har tidligere kandidater eller semi-ukendte typer med lave personlige stemmer krævet Søren Pape Poulsens hoved, som var de “folket”, der stormede Bastille for at kræve retfærdighed efter utallige års elendighed.

Og medierne gnubber sine hænder og konkluderer, at vigtige stemmer i baglandet kræver Papes exit, mens de smiler over de utallige kliks, der produceres.

Ja, det er sgu' dælme fart på, må man sige. 

Men sandheden er, at det ikke KUN er Søren Pape Poulsen, der har fejlet. Nej, det er baglandet, organisationen og selve maskineriet, som siden offentliggørelsen af statsministerkandidaturet nærmest har skubbet Søren ind i det ene uheld efter det andet.

Derfor er det forkert at konkludere, at Søren Pape har hele skylden. Den store nedsmeltning er et kollektivt ansvar, hvor især maskineriet har fejlet. 

Endnu mere overraskende er, at man vælger at gå til valg nærmest kun på FE og mink sagerne - og ikke på fremtiden

Ali Aminali

At man formået at fastholde en strategi, der blev fastsat i 2019, som kun handlede om at kannibalisere blå stemmer, er fuldkommen hovedrystende.

At man ikke fik talt med Søren om de sager, der var i forhold til hans daværende mand og forberedt ham på hvilke kritiske vinkler, der ville dukke op, er chokerende. Og endnu mere overraskende er, at man vælger at gå til valg nærmest kun på FE og mink sagerne - og ikke på fremtiden.

Derfor må vi alle sammen her efter valget erkende, at den støtte, der var omkring Søren Pape Poulsen var rystende dårlig.

Sig mig, havde alle for eksempel glemt, at manden har været justitsminister? At man kan finde på at stille Søren Pape Poulsen frem foran kastellet for at tale om FE-sagen uden at tænke over, at spørgsmålet om den formodet FE-agent ville dukke op, er chokerende at tænke på.

Disse beslutninger, de manglende visioner, politisk udvikling i partiet, rekruttering af kandidater og medarbejderprofilerne på Christiansborg har gjort, at Søren Pape Poulsen nærmest stod alene og famlede efter succesoplevelser, da det hele gik galt. 

Siger jeg så, at Søren Pape Poulsen og på sin vis generalsekretær for partiet, Søren Vandsø, der også kritiseres, intet ansvar har i forhold til det vanvittige politiske shitshow, de konservative endte i? Selvfølgelig gør jeg ikke det.

Søren Pape Poulsen fik et skidt personligt valg, og det er tegn på, at vælgerne har mistet tilliden til ham. Og Søren Vandsø burde måske have set det her komme i forhold til, hvordan maskineriet var opsat.

Så ja, de har et ansvar, men virkeligheden er den, at det her er en kollektiv nedsmeltning, som udspringer fra valget af den politiske retning, man foretog sig tilbage i 2019.

Konklusionen må være, at Søren Pape og partiet inklusiv medlemmer har et kollektivt ansvar for det her. Derfor skal de beholde Søren som partileder, stå sammen og træffe en beslutning om de vil være et værdi- og visionsbåret parti, eller om det hele skal være statistiker og “skattelettelser” 

Ali Aminali

Et valg, der handlede om at partiets udvikling og bejleri til vælgerne skulle tage afsæt i rå data og statistikker og ikke værdipolitiske visioner og drømme. Et valg der afblæste og droppet en visionær borgerlige snak om klimaspørgsmålet lige før valget i 2019 og midt i en energikrise i 2022. 

Derfor siger jeg, at det er er HELE Det Konservative Folkeparti, der har fejlet. Og det værste de kan gøre nu er at smide det hele overbords, tage afsæt i Søren Pape Poulsen og forsøge at finde én, der kan starte projektet forfra.

Hvorfor? Jo, fordi der ikke på nuværende tidspunkt findes en, som kan samle de fløje, der eksistere det parti.

Navne som Rasmus Jarlov, Mette Abildgaard, Mai Mercado og for den sags skyld Mona Juul er nævnt. Men ingen af dem kan samle hele partiet og fastholde den stabilitet, der er behov for i den kommende tid.

For det er faktisk et stabilt parti. Det kan De Konservative takke Søren Pape Poulsen og generalsekretær Søren Vandsø for. Uden dem havde det altid-eksisterede blodblad, og det politiske småfnidder, der eksisterer lige under overfladen, aldrig været holdt nede. 

Trust me - jeg ved, hvad jeg taler om.

Kort sagt: Det her er intet i forhold til, hvordan det ville have set ud uden dem. Men det ændrer ikke på, at de selv har et ansvar i forhold til den nedgang, de befinder sig selv i.

Og derfor kræver det også, at de sammen med ledelsen i partiet sætter sig ned og tænker godt og grundigt over, om de vil være en lillebror til LA, Venstre og Danmarksdemokraterne ved forsat kun at tale om skattelettelser og fortiden med afsæt i tal og statistikker.

Eller om de vil rydde op i maskinen, ansætte folk, der tør sige dem imod og udvikle politik, hvor den grønne omstilling, sundheds-, forsvars-, social- og tryghedspolitik er hoved-fokus. Ligesom Connie Hedegaard efterspørger i sin fine klumme I Altinget, som nok er den eneste analyse, der rammer plet.