Er Pape så pragmatisk, at det gør noget?

Det er populært at forklare fremgangen med, at der ikke rigtig er nogen forklaring. Succesen skyldes ikke noget, partiet eller Pape har gjort, men noget, de ikke har gjort. Og det, de ikke har gjort, er at bryde i brand eller synke. Det er afgjort en del af forklaringen. Men fyldestgørende er den næppe.

Hos De Konservative har man fået øjnene op for den lidet flatterende analyse. Det er for tiden umuligt at grave en konservativ op, som ikke vil fortælle om alle de mange og meget konkrete forslag, som partiet har stillet. Det handler om at fjerne det indtryk, at man ligger på den lade side eller hygger sig i smug, medens verden brænder.

Forleden var det Pape selv, der først i Weekendavisen og senest i Altinget drev budskabet igennem. I sidste tilfælde da han affejede en kritik fra Weekendavisens Martin Krasnik med ordene: ” Det er den mest forfejlede og letkøbte kritik, jeg længe har hørt.” Ikke mindre end 60 forslag har partiet stillet siden 2019 – og det er ikke noget alle bare lige gør, forsikrer Pape i interviewet.

Uden at afvise Papes pointe, kan man nok indskyde, at der er en verden til forskel på at præsentere policy og på at skabe en fortælling om sig selv endsige udmønte en vision om, hvad man vil med al den politik. Krasnik og andre kritiserer ikke den konservative flid men de konservatives evner.

Det er for tiden umuligt at grave en konservativ op, som ikke vil fortælle om alle de mange og meget konkrete forslag, som partiet har stillet.

Christian Egander Skov

Jeg er overbevist om, at Pape er klar over forskellen. Uviljen mod de store ideologiske armbevægelser har til dels noget med en manglende kultur i partiet at gøre og om formandens personlighed, men forsigtigheden skyldes også, at ingen formand for partiet kan tillade sig at se stort på det historiske konfliktpotentiale.

Derfor skal man hæfte sig ved, at Pape faktisk får sagt nogle markante ting i interviewet.

Et sted affejer Pape kritikken med, ”at nogle har en lidt gammeldags holdning til partiet, og at vi ikke lever op til deres forståelse af konservatismen.” Her kan man læse et svirp til den meget skarpe kritik, som blandt andet partiets fhv. generalsekretær Peter Sterup har rejst i Berlingske. Her mener man, at partiet er rykket for langt til højre og at Pape bør slå ned på Naser Khader og Marcus Knuth.

Ret beset er Papes udtalelse en undsigelse af det fortolkningsmonopol på sand konservatisme, som selverklærede socialkonservative har haft. Budskabet er klart. Pape befinder sig i 2021. De befinder sig i 1915.

De socialkonservative kritikere har ikke helt uret. Som bl.a. Benny Damsgaard har peget på, så er partiet faktisk rykket til højre. Dette skyldes ikke mindst, at man har fået en skarpere værdipolitisk – læs udlændingepolitisk profil.

Der er i en vis forstand skabt en ny fortælling. Eller mere præcist, der er skabt konturerne af en.

En måde man måske kan aflæse det på, er – som jeg har peget på andetsteds – de punkter, som flere partihoppere har fremført, når de skal forklare, hvorfor ikke bare Pape men også konservatismen er blevet attraktiv for dem.

Her peger landspolitikere som Marcus Knuth, Britt Bager og flere lokalpolitikere på værdier, der bedst kan opsummeres som Gud, familie og fædreland. En er blevet mor, en anden har opdaget sin familiearv, en tredje har fundet Gud og blevet voksen. Selv taler Pape ikke meget om den slags, til gengæld lever han den tilsyneladende.

Det er interessant at bemærke, at også liberale er begyndt at lægge vægt på skellet mellem liberalisme og konservatisme.

Christian Egander Skov

Det bemærkelsesværdige er, at det her drejer sig om en meget traditionel og åbenbart attraktiv udlægning af, hvad konservatisme er. En udlægning af ideologien som vel at mærke ikke bare definerer en afstand til socialismen men også liberalismen. Her griber partiet noget i tiden.

Man må imidlertid ikke overdrive dette træk. Men det er interessant at bemærke, at også liberale er begyndt at lægge vægt på skellet mellem liberalisme og konservatisme.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille erklærede forleden, at han ikke kunne forstå, hvordan man den ene dag kunne være liberal og den næste vågne som konservativ. Nu er han ikke nødvendigvis et liberalt sandhedsvidne, men også Jakob Ellemann har talt skellet mellem konservatisme og det borgerligt-liberale op i forbindelse med Britt Bagers afhopning.

Det ville være en fejl at tro, at Det Konservative Folkeparti af den grund er ved at udvikle sig til et antiliberalt eller såkaldt nationalkonservativt parti.

Tag ikke fejl. Trods enhver tale om afstand mellem liberalisme og konservatisme peger Papes kompas i retning af liberalismens stats- og reguleringskritik. 

Christian Egander Skov

Pape har ved flere lejligheder – senest i føromtalte interview og i en ideologisk kronik i Berlingske lagt vægt på, at konservatismen står på tre ben. Den er liberal, social og national. Det er en uhyre traditionel opskrift på smørrebrød. Per Stig Møller plejer at sige: ”konservatismen har det hele, de andre har kun dele.”

Ligeledes er der intet opsigtsvækkende i Papes gentagne pointering af sin pragmatisme og sine rødder i byrådspolitik. Ligesom ’balance’ er ’pragmatik’ solide begreber i den konservative ordbog. De klinger både Af Poul Schlüter, Poul Sørensen og Poul Møller og hvad konservative nu ellers hedder.

I sig selv er det tomme begreber. Det afgørende er, hvordan disse begreber indgår i en konkret ideologisk forandringsproces. Her er det mit bedste bud, at de rummelige begreber tjener som en måde at rumme bevægelsen væk fra en traditionel, socialkonservativ og ”pæn borgerlig” forståelse af konservatismen til en mere folkelig. Dette var i øvrigt noget Pape lagde vægt på tidligt i sin formandstid. Mere uklar er linjen altså ikke.

Den nye fortælling placerer partiet lidt – men ikke for meget – til højre for Venstre på værdipolitikken og samtidig styrker partiets økonomisk, liberale profil. Og det er her snarere end på værdipolitikken fokus skal lægges.

I hvert fald ifølge Pape selv, der i føromtalte interview lægger op til at genstarte diskussionen om statens størrelse og den enkeltes ansvar. Aktuelt indlejret i et nyt ældrepolitisk udmelding.

Tag ikke fejl. Trods enhver tale om afstand mellem liberalisme og konservatisme peger Papes kompas i retning af liberalismens stats- og reguleringskritik. Taberne i partiets indre ideologiske balancegang bliver efter alt at dømme såvel den pæne socialkonservatisme som mere kommunitære strømninger.