Benny Damsgaard: Sjælsmark-sagen vidner om K's politiske rejse mod højre

KOMMENTAR: Det Konservative Folkeparti har i Søren Papes tid som partileder været på en udlændingepolitisk rejse mod højre. Sjælsmark-sagen kommer derfor ikke til at medføre andet end retorik på ordførerniveau, skriver Benny Damsgaard.

22. november 2014 offentliggjorde Det Konservative Folkeparti , efter at Søren Pape havde siddet godt 100 dage som formand, udlændinge- integrationsudspillet ”Ansvarlighed og konsekvens”.

Udspillet, som var blevet til efter et længere forarbejde i den daværende folketingsgruppe, havde den grundlæggende vinkel, at K dengang mente, at der for længe var blevet talt for meget stramninger og antal, men alt for lidt integration.

Konkret indeholdt udspillet, blandt meget andet, et ønske om fortsat at modtage FN-kvoteflygtige og et stort afsnit om vigtigheden af udenlandsk arbejdskraft. Og ved lanceringen lagde Pape blandt andet afstand til tankerne om et burka-forbud, som i efteråret 2014 igen var oppe i medierne. Han var modstander af burkaer og det, de stod for, men troede ikke på, at et forbud ville virke.

Opvarmningen til udspillet var allerede begyndt i slutningen af september 2014, hvor Pape på forsiden af Berlingske på dagen, hvor Dansk Industri havde samlet dansk erhvervsliv til topmøde, havde lagt afstand til Venstres forslag om at sortere indvandrere efter nationalitet: ”Jeg er fløjtende ligeglad med, om et menneske kommer fra Brasilien, Indien, Marokko eller Saudi-Arabien,” udtalte Pape til DI-medlemmernes udelte begejstring.

”Ansvarlighed og konsekvens” var på lange stræk en videreførelse af den udlændingepolitiske linje, som Lars Barfoed havde stået for. En linje, som tog udgangspunkt i, at Det Konservative Folkeparti havde en selvstændig tilgang til udlændingeområdet, som ikke var dikteret af andre borgerlige partier. Tværtimod var det for K ofte et mål i sig selv at signalere, at man ikke nødvendigvis var enig med Venstre i alt på udlændingeområdet, og at man ofte havde det svært med Dansk Folkepartis holdninger og især sprogbrug.

Alt det var i 2014. Lang tid før flygtningekrisen i sommeren 2015 pressede Europas asylsystemer i bund. Før den islamistiske terror for alvor ramte Europa med angreb i Paris, Tyskland og herhjemme ved Krudttønden og den jødiske synagoge. Og ikke mindst lang tid før, Det Konservative Folkeparti i 2016 kom i regering med det deraf følgende ansvar.

I dag står Det Konservative Folkeparti og især Pape et andet sted på udlændingeområdet. Langt tættere på Venstre og ikke mindst Dansk Folkeparti. Man har sagt ja til et stop for FN-kvoteflygtninge, ja til burkaforbud og ja til et paradigmeskifte skrevet af Dansk Folkeparti. Og undervejs har partiet gjort en dyd ud af at forsvare det hele som god konservativ politik. Hvis der i dag er forskel mellem Konservative og Venstre, så er det som oftest, fordi K i dag overhaler V højre om!

Der har været bred opbakning til skiftet i folketingsgruppen. Baglandet har derimod i perioder været mere delt. Historisk er den udlændingepolitiske skillelinje i K gået gennem Storebælt; i hovedstadsområdet, hvor partiet traditionelt har haft sine borgmestre og hovedparten af sine vælgere, har linjen ofte været mere moderat og liberalistisk inspireret end i Jylland, hvor man holdningsmæssigt har ligget tættere på Dansk Folkeparti.

Pape, som kommer fra Viborg, har sågar udtalt, at han mener, at der i dag er et værdifællesskab mellem Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Et synspunkt, der dog er delte meninger om i baglandet. Uanset hvad, så er tilgangen i K til Dansk Folkeparti i dag langt mere positiv, end den var under VK. Her mindede forholdet i lange perioder om det næsten krigslignende forhold, som LA i dag har til det store støtteparti.

K’s skifte til højre på udlændingeområdet, og ikke mindst fra opposition til regering, er væsentligt at have i baghovedet, når man skal vurdere sagen om børnene på udrejsecenter Sjælsmark og de reaktioner, der er kommet fra både den lokale konservative borgmester i Hørsholm, Morten Slotved, og ikke mindst den konservative politiske ordfører, Anders Johansson.

Borgmesteren har, som han skal, reageret på et stort og stigende socialt problem i sit område, som sluger ressourcer fra hans børne- og socialområde, og som han ikke selv kan gøre ret meget ved. Derfor beder han Christiansborg – og især sit parti på Christiansborg – om at gribe ind og rydde op efter sig selv.

Anders Johansson, som internt i K har en stigende stjerne, svarer reelt på den eneste måde, han kan: Han lover ikke andet, end at man vil kigge på, om man kan gøre noget for at forbedre forholdene: ”Jeg kan ikke sige helt konkret, at man skal gøre det og det. Det er noget, vi løbende må vurdere på.”

Ikke nogen deadline og ingen konkrete løfter, men nok til, at borgmesteren kan sige, at der nu bliver kigget på sagen.

Og det er helt bevidst. Johansson ved nemlig godt, at uanset hvor meget han personligt gerne vil gøre noget for børnene på Sjælsmark, så kommer det maksimalt til at resultere i mere broccoli i buffeten. Venstre og Liberal Alliance har allerede meldt ud, at der ikke kommer til at ske grundlæggende forbedringer af forholdene på Sjælsmark, og Det Konservative Folkeparti ligger i dag politisk reelt set samme sted.

Dertil skal lægges risikoen for at gøre Dansk Folkeparti vrede. I toppen af Det Konservative Folkeparti er det altoverskyggende fokus at bevare regeringsmagten. Det forudsætter et borgerligt flertal, hvor DF accepterer, at K kommer med.

I et sådant scenarie er en udlændingepolitisk konflikt med Dansk Folkeparti det sidste, man har brug for – uanset om det går ud over børnene på Sjælsmark.

.......

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese, hvor han har ansvar for politisk rådgivning af udvalgte klienter. Han har gennem de seneste to årtier arbejdet professionelt med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Fra 2013-2016 var han kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad. Frem mod valget skriver han hver anden uge om partiernes valgkampsforberedelser set indefra.

Forrige artikel Jarl Cordua: Løkke skal vinde fortællingen om sundhedsreformen Jarl Cordua: Løkke skal vinde fortællingen om sundhedsreformen