Søren Pape: Jeg er ikke Schlüter

Denne artikel er første gang udgivet 17. maj 2021. Den genudgives i forbindelse med Søren Pape Poulsens melding om sit statsministerkandidatur.

Solen skinner gennem en snæver sprække i skydækket og rammer med bibelsk tilsnit domkirken, hvor klokkerne overdøver den summende lyd fra bilerne på brostenene i Viborgs middelalderkvarter, der ligger myndigt op for enden af den gamle købstads gågade.

Med fortiden viklet ind i nutiden flokkes formiddagens handlende om de fyldte frisører, som markerer genåbningens første fase.

Sådan står den kristne historie skrevet med lidt større bogstaver end normalt: Optimismen spirer side om side med pessimismen i aprils ustadige, vindblæste vejr og i den genstridige overgang fra vinter til forår, der flugter med påskens glade budskab om genopstandelse.

På samme måde har fortællingen rodfæstet sig om byens tidligere borgmester, Søren Pape Poulsen, for hvem Jesu død og lidelse er symbolsk for den genfødsel, han og Konservative oplever efter langvarige pinsler. Lige nu kan Pape gå på vandet, og Det Konservative Folkeparti står til 15 procent af stemmerne eller til mere end fordoble sine nuværende 14 mandater.

Jamen, jeg er rund, og man slår sig ikke på mig. Man kan godt møde modstand og stærk beslutsomhed, men man ryger aldrig ind i en hård kant

Søren Pape Poulsen (K)
Politisk leder

Krisen efterprøver vedtagne forskrifter og magtforhold, mens meningsmålingernes parallelle virkelighed formulerer sine egne nye spørgsmål. Har Søren Pape Poulsen svarene? Hvad har han og partiet gjort, hvis overhovedet noget? Og hvem ringer klokkerne egentlig for?

Vi mødes på første etage i hjemmet ved de gamle, højtliggende byporte, hvor han bor omgivet af puritanske vejnavne og med udsigt til domkirken skråt overfor og søerne i baggrunden.

I den ryddelige stue med klaver og friske blomster serverer han kaffe med underkop, mens han i sin kortærmede polo indgyder en salig ro og beskedenhed, som ligger let til en trofast kirkegænger som ham, der er føjeligt bevidst om sig selv som en del af et større billede.

Historien vejer særligt tungt, når man er formand for et parti, der har haft langt til 1980'ernes velmagtsdage, hvor Konservative havde 42 mandater og var højrefløjens største parti.

"Jeg har siddet som formand og haft en meningsmåling på 2,3 procent, hvilket var ganske, ganske frygteligt. Derfor er jeg også meget ydmyg over, at vi nu ser ud til at have en rigtig pæn opbakning, selvom det jo fortsat er et stillbillede og fugle på taget, for der har ikke været valg endnu. Men selvfølgelig er jeg glad, ellers skulle jeg være et skarn," siger han og griner.

Der er intet at klage over, fastslår han, men alligevel irriterer det ham, at den massive fremgang reduceres til et processpørgsmål om, hvorvidt han er statsministerkandidat. Han og partiet er klog af skade og ved, at karriereplanlægning og storhed står for fald i politik.

"Tiden er ovre, hvor partier har naturlige, forudbestemte størrelser. Jeg har det sådan, at enhver partileder er sat her på Jorden i en politisk sammenhæng for at gøre sit parti størst muligt og få mest mulig indflydelse. Og så er det klart, at kommer der et valg, hvor det ser godt ud for os, må vi forholde os til det på dét tidspunkt," siger han og fortsætter lavmælt:

"Man kan have nogle idéer og ønsker, det har jeg også, men hvis man lægger hele livet an på en bestemt fremtid og forløsning, bliver man bare et trist og skuffet menneske."

Derfor bruger han også søndagens gudstjenester til at blive mindet om kristendommens dyder om overskud, ordentlighed og mådehold, der blev plantet i ham i barndomshjemmet i Vejerslev uden for Bjerringbro, hvor han voksede op som adoptivsøn på et landbrug med 17 tønder land og kerneborgerlige værdier om at passe på pengene, sig selv og hinanden.

"Uden de har vidst det, har mine forældre opdraget mig til at være konservativ. De har været symbolet på at sætte tæring efter næring og altid haft den holdning, at man gerne må spare op til noget, man gerne vil have, for verden er ikke så god, at alt kommer ned i turbanen på én. Noget af det værste, mine forældre har sagt, man kan have, er overtræk på kontoen."

Har det været godt at have i baghovedet, nu hvor mange udråber dig til det ene og andet?

"Ja, for jeg er af natur stille og rolig og ikke en banken-på-brystet-type, det ligger simpelthen ikke til mig. Man skal huske at være taknemmelig for den støtte, man får. Alle, der har fulgt bare lidt med i dansk politik de seneste år, ved, at man ikke kan tage noget for givet."

Forsonende scener fra provinsen

I en af landets ældste byer har man også mærket sporene fra tidernes mejetærsker.

Viborg var engang centrum for både jura og politik og modtog frem til 1655 nyudnævnte konger til kongehyldning, men har ændret sin selvforståelse; Søren Pape Poulsens hævdvundne hjemby, der længe er blevet opfattet som småborgerlig og arrogant, har måttet omstille sig til en anden, mere sekulær verden og bliver i dag af lokalpolitikere slået op som international og omstillingsparat kulturby i kraft af sit gryende kreative miljø og sine berømte annimationstegnere, der i 2019 gjorde byen på bakken til Unesco Creative City.

Han nikker til fortællingen og spejder ud ad vinduet, inden vi taler om hans karriere i byen, hvor han i 2010 blev borgmester og brød 20 års socialdemokratisk højborg, selvom Venstre og Socialdemokratiet efter kommunalvalget i 2009 hver havde en tredjedel af byrødderne.

I Mettes fortælling er fællesska­bet styret af en stærk stat, men et velfærdssamfund skal ikke være én standard og synonymt med staten

Søren Pape Poulsen (K)
Politisk leder

Efter intense konstitueringsforhandlinger, hvor Socialdemokratiet trak ham til side et hemmeligt sted i byen, var det dog ham, der overtog de gyldne kæder med støtte fra 20 af byrådets 31 medlemmer. Venstres 11 mandater stod udenfor og slukørede tilbage.

"Jeg kan fortælle noget af det, og så må resten blive gemt til nogle biografier engang," siger han, smiler og indikerer en mere kontant side, da jeg beder ham om at uddybe dramaet.

"Den socialdemokratiske borgmester genopstillede ikke, og så øjnede jeg en mulighed. Jeg sagde igennem hele valgkampen, at et borgerligt flertal skulle give en borgerlig borgmester, men jeg vidste også, at det ville kræve samarbejde over midten, for Venstre vil jo aldrig drømme om at pege på os, selvom de forventer, at vi peger på dem i mange kommuner."

Hvorfor tror du, at de andre partier pegede på dig og ikke på Venstre?

"Jeg tror, frøet blev sået, da jeg som formand for børne- og ungdomsudvalget stod i spidsen for at lukke en del skoler i kommunen. Venstre holdt sig ude af forliget, der skabte stort postyr og førte til de mest voldsomme personangreb, jeg endnu har oplevet, men vi andre stod fast og holdt vores ord. Jeg tror, det tømrede os sammen og opbyggede noget tillid. De partier, jeg gennemførte lukningerne med, var også dem, der senere gjorde mig til borgmester."

Det er en meget personlig forklaring på, hvor­dan det lykkedes ...

"Det er ikke en maske, jeg tager på, men jeg går meget op i, at vi skal være omgængelige, og jeg har det også sådan, at man skal prøve at gøre lidt for den gode stemning og undgå at være knotne på hinanden. Man kan godt være uenige og fortsat have det godt sammen."

Viser episoden dengang, at man godt kan få magten, selvom ens parti ikke er størst?

"Ja, det gør det måske. Det handler i hvert fald om, at man forbereder sig godt, og så handler det om relationer. Det gør alt i politik. Og det gør det også på landsplan."

Den konservative pragmatisme

Ifølge Søren Pape Poulsen er hans formandskab mejslet i forsamlingshusene og i den pragmatiske tilgang, der gælder for netop kommunalpolitik, hvor forligene ofte er brede, løsninger hævet over ideologi, og partitilhørsforhold udvisket af hensyn til helheden.

"Christiansborg-politik kan nogle gange blive udvandet til, at alle trækker pistolerne og instinktivt skyder et forslag ned, bare fordi det kommer fra den anden fløj. Jeg kan bedre lide tanken om fælles fodslag, og derfor skal vi også gå efter at være med i de fleste forlig, hvis det giver mening. Jeg starter ikke med at gå ind i et lokale for at være i opposition," siger han.

Han mener, det er en særlig konservativ dyd at søge kompromiset, og understreger, at konservatismen i modsætning til den rendyrkede socialisme og liberalisme ikke har fastlåste forhåndssvar og ideologiske endemål for samfundet; Konservative er et parti til tiden.

"Man skal ikke forstå det sådan, at vi ikke har klare holdninger og ikke forfølger dem. Det handler om, at vi skal udvikle os i takt med samfundet ud fra vores bærende principper. Det sidder dybt i min og partiets sjæl, at et samfund først og fremmest skal fungere."

Det lyder næsten som en slags populisme og perspektivløs opportunisme?

"Nej, for populisme er, hvis man stikker fingeren i jorden, glemmer sine værdier og kun navigerer efter, hvad der er populært. Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre."

Det er dog, indrømmer han, en udfordring for ham og partiet at finde sig til rette i en uforsonlig tid, hvor fronterne trækkes skarpt op, og tonen er mere kantet end før.

"Det er ikke en uoverstigelig udfordring, for vi kan også markere os, og det er jo heller ikke sådan, at vi er pragmatikere, og alle andre ikke er. Men det er en mere polariset tid, og så bliver stemmerne fra yderpunkterne stærkere. Derfor er det også vigtigt for mig, at vi ikke bidrager til at lade enkeltsagsdagsordener overtage hele den politiske debat."

Er det din styrke, at du kan fremstå som den runde og bløde i et ophedet miljø?

"Jamen, jeg er rund, og man slår sig ikke på mig. Man kan godt møde modstand og stærk beslutsomhed, men man ryger aldrig ind i en hård kant. Og det henviser nok igen til min grundindstilling fra kommunalpolitik: Lad os nu prøve at få tingene til at fungere. Det, vil nogle måske sige, er super kedeligt, men jeg synes, det er sådan, politik skal være."

Hvilke plusser og minusser er der ved dén til­gang til politik?

"Plusserne er jo, at man kan få indflydelse og mere end store aviscitater ved at gå konstruktivt til værks. Man behøver ikke at gå i medierne, hver gang man er utilfreds. Minusserne er, at folk, hvis jeg ikke passer på, ser mig som én, der ikke slår hårdt nok og ikke er synlig nok."

Sammenligningen med Schlüter

Når han taler om konservatismen som en udogmatisk grundholdning, kan han lyde som et refræn af partiets store skikkelse Poul Schlüter, der som bekendt mente, at ideologi er noget bras; Schlüter var med egne ord ikke så konservativ, at det gjorde noget, endsige så tilbageskuende, at han ikke evnede at tilpasse sig hverdagens udfordringer.

Parallellerne til Schlüter er kun blevet mere naturlige, efter Pape og Konservative på papiret har generobret rollen som blå bloks storebror. Hvordan vil han selv drage dem?

"Det vil jeg slet ikke", siger han og virker nærmest helt benovet og uskyldig.

Du taler med en, hvis parti har været ved at implodere flere gange. Derfor sagde jeg, da jeg kom, også til de andre: Hvis I vil lave ballade, smutter jeg igen

Søren Pape Poulsen (K)
Politisk leder

Hvorfor vil du ikke det? I lægger jo begge stor vægt på pragmatisme?

"Fordi han bare er ledestjernen for mange af os. Han mestrede samarbejdet, han var nytænkende i forhold til pensionssystemet og sine tanker om privatisering, og så var han jo med sine one-liners en enestående og intellektuel karakter. Men jeg ser mig bare ikke som ham, fordi han altid har stået og lyst foran os andre," siger han og uddyber ærefrygten:

"Der er sikkert noget, der overlapper, men der er bare forskel på dét og så at sammenligne mig én til én med ham. Det bryder jeg mig meget lidt om, for det skaber et åg på mine skuldre og en byrde af en anden verden, som jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal håndtere."

Er det vigtigt for dig at være bevidst om, hvad du ikke er i forhold til ham?

"Jeg vil helst ikke tænke over, hvad jeg er og ikke er i forhold til ham. På mange måder er jeg bare en helt almindelig dreng fra Vejerslev, der kigger på linjen af formænd og tænker: Wow, hvor kom det her fra? Jeg er nok, som folk er flest. Det er ikke mig, der kommer til at skrive tykke bøger. Jeg er mere hands on og håber, folk synes, jeg er meget ligetil, for det er sådan, jeg ønsker at være. Så kan der være andre ting, jeg ikke er, som nogle kunne ønske sig."

Kan du ikke frygte, at du bliver opfattet som for venlig og for pragmatisk?

"Jamen, hvad er det? Jeg synes ikke, man kan være for venlig. Man kan være for pragmatisk, så man udvisker sit ståsted, men det er jeg heller ikke. Det er meget, meget fint, at nogle kan tale om idémagere, men hvis man ikke kan omsætte det til at løse dagens problemer for danskerne, er det intet værd. Man behøver ikke at læse i tunge bøger for at være visionær, kende til ret og rimeligt og skabe resultater. Og det er forhåbentlig det sidste, jeg kan."

Forsigtige slag på stortrommen

Kritikken af ham som konfliktsky og visionsløs er dog udbredt blandt borgerlige debattører, der mener, at partiet profiterer af en global nationalkonservativ melodi uden selv at have en klar konservativ grundtone. Mest markant har Weekendavisens Martin Krasnik sammenlignet opblomstringen med GameStop, hvis aktiekurs pludseligt steg drastisk på grund af spekulation fra småinvestorer. Ifølge Krasnik skyldes væksten ikke partiet selv, men andres dårligdom.

Han ryster på hovedet og himler med øjnene, da jeg forelægger ham skudsmålet.

"Det er den mest forfejlede og letkøbte kritik, jeg længe har hørt. Da jeg læste det, tænkte jeg for mig selv: Er vi kommet så langt med teknologien, at man kan fryse folk ned og tø dem op igen? Siden folketingsvalget i 2019 har vi præsenteret over 60 forslag og et gennemarbejdet finanslovsforslag for det år, vi er i nu. Og det er altså ikke noget, alle partier bare gør."

I stedet mener han, at tilslutningen skyldes, at man har været konsistente siden 2015, hvor partiet under hans nye ledelse fik seks mandater og sit værste valg nogensinde.

"Jeg synes, vi har været stabile, siden vi startede totalt forfra i 2015. Vi har fået genopbygget vores troværdighed og ment det samme længe. For mig er det dén stabilitet og vores tilgang til dagligdagens politik om at søge resultater, der har gjort en forskel, ikke alt muligt andet."

Hvis I har været så stabile, hvorfor tror du så, I alligevel bliver kaldt tilbageholdende?

"Det handler måske om, at nogle har en lidt gammeldags holdning til partiet, og at vi ikke lever op til deres forståelse af konservatismen. For mig handler det om, hvordan jeg er formand i 2021, og det betyder måske noget andet end i 1915. Min vigtigste opgave er at sikre, at vi aldrig går i stå og sørger for at gøre det godt for dem, der er her i dag og i morgen."

Tror du, at Krasnik og andre oversætter din ledelsesstil til, at I er passive som parti?

"Det kan godt være. Man gør sig i hvert meget høje tanker om sig selv som leder af et moderne politisk parti, hvis man tror, det kun er én selv og ingen andre, der skal høres."

Mener du, at det er en forsimplet kritik, når du kritiseres for ikke at være dogmatiker?

"Jeg har noteret, at nogle sætter mig i bås som én, der ikke kan tage beslutninger, og nogle gange vil man også gerne have bestemte historier til at gå om bestemte politikere, men jeg mener, at nogle har et forældet syn på ledelse. For mig er en dygtig politisk leder ikke en, der råber højest. Hvis du har behov for at fortælle, du er chefen, er du det ikke. Jeg sætter en retning og nogle klare rammer, men det er ikke mig, der skal slå på den store tromme."

Taktfast gang foran flygtigt publikum

Han skænker mig en ekstra kop kaffe i den lyse stue, hvor han et par gange om året er vært i en frivillig forening for ensomme ældre, og viser noget af den rummelighed, Britt Bager fremhævede, da hun forklarede sit nylige skifte fra Venstre til Konservative med, at Søren Pape Poulsen besidder en tolerance, der ifølge hende ikke længere er i Venstre.

Jeg forholder ham udsagnet og spørger, om det er hans vigtigste kvalitet som leder i den splittede blå blok at kunne rumme forskellige tolkninger af borgerligheden.

"Jeg kan ikke svare på, hvordan det er internt i Venstre, men konservatisme er for mig så stærkt et ord, at man ikke behøver at sætte noget foran. Derfor kan du heller ikke proppe os ned i en kasse, for som konservativ bærer man både det liberale, sociale og nationale i sig."

Sænker det konfliktniveauet, at I ikke på samme måde som Venstre behøver at spille jer op imod liberalismen og derfor måske bedre er i stand til at samle yderpunkterne?

"Det skal andre næsten svare på, men jeg vil da håbe, at det er tilfældet."

På den måde taler han afværgende ind i det subtile opgør med naturlovene i blå blok, hvor Konservative i den seneste analyse af vælgervandringer står til at få hele 211.421 af Venstres vælgere. Han mener, at der har været et unaturligt størrelsesforhold mellem de to.

"Når et parti bliver meget større end resten, er det bare automatisk der, mange vælgere og politikere går hen. Det har vi været ramt af, men det ser bedre ud nu," forklarer han.

Bliver det ikke en test for partiet og dig som leder, ligesom det har været for Venstre i de sene­ste årtier, at holde styr på de forskellige retning­er, især hvis I fortsat vokser?

Jeg har siddet som formand og haft en meningsmåling på 2,3 procent, hvilket var ganske, ganske frygteligt. Derfor er jeg også meget ydmyg over, at vi nu ser ud til at have en rigtig pæn opbakning

Søren Pape Poulsen (K)
Politisk leder

"Jo, men det er en udfordring, alle partier får i stigende grad, fordi kernevælgeren forsvinder, og folk helst ikke vil have sat et partistempel på sig, og så må vi være fleksible. Selvfølgelig er vi ikke enige i alt, men så taler vi om det inden for vores egne vægge uden at gøre det til et kardinalspørgsmål, og uden offentligheden behøver at kunne se min ledelsesstil."

Indtil videre er der, siger han, en historisk ro og intern stabilitet i det gamle, plagede parti.

"Du taler med en, hvis parti har været ved at implodere flere gange. Derfor sagde jeg, da jeg kom, også til de andre: Hvis I vil lave ballade, smutter jeg igen. Jeg gør meget for at skabe en kultur, hvor vi vil hinanden. Vi kan godt skændes, men vi skal bevæge os i samme retning."

Det kan ellers se ud til, at der er ret langt fra Mette Abildgaard til Marcus Knuth?

"Ja, og mange udefra siger også, at det snart går galt, når vi har Jarlov, Khader og Knuth på én side og Mette Abildgaard på den anden, men hvis man tror, der er en modsætning, synes jeg, man skal sætte sig ned og tale med Mette Abildgaard," siger han og rykker frem i stolen:

"Nogle gange har jeg lyst til at råbe ud fra et tårn og sige: Vores politik er den samme! Jeg kan huske, at folk sagde, da Marcus kom fra Venstre i 2019, at det var et skred i partiet. Men altså, nej, han tilsluttede sig et andet partis politik og nogle klart definerede fokusområder."

Tiden løber ud for vores aftalte to timer, men er endnu ikke løbet fra ham. Vi aftaler at samle de løse ender på hans kontor i næste uge. Kirkeklokkerne ringer igen, da jeg tager afsted.

Behov for en borgerlig fortælling

De fleste døre står på klem på den grønne partigang, hvor han tager imod på det store, niveaudelte formandskontor, der under 1990'ernes formandsopgør husede og hermetisk adskilte formanden og gruppeformanden, men i dag er forbeholdt ham og hans særlige rådgiver. Han erkender, at tendensen til at dyrke det nationale over det internationale har skabt et naturligt momentum for partiet, der for år tilbage blev beskyldt for at være for liberale.

"Der er jo nogle strømninger, der taler mere til det konservative og det nære, stabile og samlende fællesskab, hvor vi søger tilbage til rødderne. Men hvis vi skal forløse det, kræver det fortsat politikudvikling og en definition af, hvad nationen og velfærden skal være."

Dermed siger han det mellem linjerne: Fremtiden kræver en ny, klar fortælling, som mange dog savner fra ham og oppositionen, der anklages for manglende idérigdom og for i egen bovlamhed at forfalde til at tale dunder om restriktioner og regeringens egenrådighed.

Har I forsømt at præsentere en større fortæl­ling og et ideologisk modsvar til regeringen?

"Vi har foreslået stort og småt, og jeg synes også, at vi har taget vores kampe uden at være skingre, men meget har bare handlet om corona, der har så mange facetter, at det har været svært for os at få plads til at diskutere andet og fremsætte større forslag, uden alt drukner i pressemøder. Derfor glæder jeg mig også til, at det igen skal handle om politik, for jeg synes virkelig, der er meget, vi mangler at tale om. Men tiden skal også være rigtig."

Han antyder, at tiden snart er inde, men mener samtidig, at tiden er ovre, hvor den stramme udlændingepolitik, der fortsat lægger ham og partiet meget på sinde, alene kan afgøre valg. Ifølge ham er vejen til at forene den borgerlige fællesmængde og genvinde førstefødselsretten til regeringsmagten at genåbne den grundlæggende diskussion om statens størrelse.

"I Mettes fortælling er fællesskabet styret af en stærk stat, men et velfærdssamfund skal ikke være én standard og synonymt med staten. Bare fordi du er gammel, har du ikke mistet retten til at bestemme selv og ønske noget andet, end kommunen tilbyder. For mig at se ligger der en kæmpe, uforløst dagsorden i danskernes frie valg," siger han og fortsætter selv:

"Jeg ønsker et land, der hænger sammen, og hvor man ikke deponerer sit sociale ansvar i en skattebillet og gør samfundet til én social gruppe. Det kræver, at vi som konservative finder tidssvarende løsninger og forstår, at vi ikke skal have regler for hestevogne. Og så handler det generelt om god ledelse og om at have de rette mennesker på de rette positioner."

Han har det bedst for bordenden

Fra Christiansborgs anden sal kan han kigge direkte på glasindgangen til Statsministeriet, som ligger lige dér for enden af korridoren, men også tilbage på en tid som formand, der begyndte svært, da han i 2014 kom med på et afbud, efter Michael Ziegler trak sig i sidste minut.

"Det var slet ikke min plan og måske heller ikke andres, at jeg skulle være formand, og det var en meget hård tid i starten, fordi ingen kendte mig, og jeg skulle lære alt fra bunden."

Skulle du også vænne til en anden adfærd, end du var vant til fra kommunalpolitik?

"Ja, for retorikken er mere hård og konfrontatorisk. Man skal lære at skære sine budskaber lidt ekstra til, fordi der er en forventning om, at tingene bliver sat hårdt op over for hinanden."

I dag er han Folketingets tredjelængst siddende formand. Erfaringen har gjort ham tryg, siger han i sit blå jakkesæt og prøver at holde styr på sin få uger gamle hund. Sådan en har han haft det meste af livet, men nu – efter flere års pause – kan han igen håndtere det, siger han.

Med den større tryghed følger viljen under skæbnetroen, bevidstheden om sin egen rolle og fremtid og et afbalanceret forhold til den demonstrative pænhed, der omgærder ham.

"Min påstand er, at det kræver mere at være den leder, jeg er, end at være brutal. Det sidste kan alle være, men så skaber du et hold af rygklappere, og det vil jeg ikke. Jeg er så synlig, som jeg vil være, men synlighed kan jo være mange ting. Du kan være synlig ved at være imod alt og alle og konstant søge konflikt, men også ved at være konstruktiv i mødet med andre."

Men en fremtid som oppositionsleder stiller vel nye krav til dig, især fra vælgerne?

"Jo, men jeg tror også, vælgerne i dag forholder sig meget til, hvordan vi agerer i nuet. Det, der interesserer mig, er, hvor mange mandater vi får på valgdagen, og det er vel også udtryk for, hvad de mener om vores udtryk og mine kompetencer," siger han og åbenbarer i pausens konservative forbeholdenhed kirkens paradoks om at prædike forskellighed og omvendt have en naturlig vægt i sine ord og lange tidshorisonter, en slags beskåret ret til sandheden.

"Men altså, det er jo sådan, det er, og det er klart, at der er større forventninger til, hvilken rolle partiet og jeg skal spille, hvis vi får 25 til 30 mandater. Men det er jeg også klar til."

Det er ikke mig, der kommer til at skrive tykke bøger. Jeg er mere hands on og håber, folk synes, jeg er meget ligetil, for det er sådan, jeg ønsker at være

Søren Pape Poulsen (K)
Politisk leder

Magten er ham ikke uvant. Som borgmester og formand har han søgt den, når muligheden bød sig, lukket skoler og væltet ministre, når han fandt det rigtigt. Faktisk, siger han, følte han sig først tilpas i landspolitik, da han blev justitsminister og nåede fordums beføjelser.

"Jeg er flere gange det seneste år blevet spurgt: Er det ikke rart, du ikke er i regering nu? Og der tænkte jeg: Nej, bare det var mig. Jeg holdt ufatteligt meget af være borgmester, og jeg vil bare sige: Det kan altid betale sig at være borgmester, for indflydelsen er enorm. Når du er borgmester, er du i forhånd. Og når du sidder lidt længere nede ad gangen, er du i forhånd."

Viser din tid som borgmester og justitsmini­ster en side af dig, folk overser?

"Det er måske, fordi nogle ser en modsætning mellem at være venlig og træffe beslutninger som leder. Vi skal have en velfungerende nation, men du kan ikke have noget velfungerende, hvis du ikke kan sørge for, at folk kommer med, men også er klar til at sætte foden ned."

Siger du dermed også, at du trives bedst ved magten?

"Ja, fordi det er sjovest. Jeg er i politik for at have indflydelse på, hvad der sker i landet, og det har man nu engang bedst, når man sidder i regering," siger han og får det sidste ord:

"Jeg er her for at lave resultater, ikke for at stå på sidelinjen og kommentere."