En enkelt østtysk families liv afslører diktaturets ondskab

Der er mange steder, der ikoniserer ondskaben – et af de værste, nemlig Buchenwald-koncentrationslejren vest for Leipzig, er bare 500 kilometer fra os.

Den lejr var ikke bare en af Hitlers værste, men straks efter krigen blev den også en af Stalins værste. De mennesker, der var så usandsynligt uheldige at være indespærret der, oplevede fra den ene til den anden dag at blive pint under de værste regimer, vi kender:

Først nazismen. Så kommunismen.

Fra Hitler til Stalin
Jorge Semprún, spansk-fransk forfatter, der selv var indsat i lejren, beskriver i sin enestående bog ’Skriften eller Livet’ fra 1994 isnende, hvordan den ene ondskab gnidningsfrit overtog fra den anden. Konkret ved at lejrens store maleri af Hitler omgående blev erstattet af et nyt af Stalin:

”Allerede dagen efter Befrielsen, den 12. april, da vi vendte tilbage efter at have tilbragt natten under våben i den nærliggende skov, havde vi fundet Stalin. Hans vellignende kæmpeportræt havde blomstret i løbet af natten…Om natten, i løbet af den første nat med en endnu skrøbelig frihed, havde anonyme og begejstrede kunstnere tegnet dette kæmpeportræt, der mindst var tre gange fem meter.”

Det var sådan, det var:

Fra Hitler til Stalin. Fra Sieg Heil til Der Führer til Hurra til Kammerat Stalin. Fra drømmen om Det Ariske Menneske til drømmen om Homo Sovjeticus. Fra nazistisk umenneskelighed til kommunistisk umenneskelighed. Fra Nazi-Tysland til DDR.

Ikke bare for de kz-fanger, der som Semprún nåede at opleve det allerværste, men også for de 16 til 18 millioner tyskere, der var så gennemført uheldige at strande i Østtyskland i stedet for i Vesttyskland.

Ines Geipel, i 1980’erne østtysk eliteatlet og verdensrekordholder, flygtede umiddelbart inden Murens Fald i 1989 ud af DDR – og hun har i en ny bog afsløret, hvor ondskabsfuldt livet var i de fire årtier, hvor hendes moderland var plaget af dobbelttragedien:

I ’Kampzonen’ kommer vi ubehageligt tæt på den virkeliggjorte ondskab – fortalt gennem hendes egen families uhyggelige liv. Hendes morfar var en af SS-lederne i kz-lejren i Riga i Letland; hendes mormor blev en af mønsterborgerne i DDR; hendes far var i årevis hemmelig Stasi-terroragent og en tyran for familien; hun selv var en central del af det dopingsnyd, der gav øst-atleter forspring, og som slog dem halvt ihjel. Det er tragedie på tragedie.

Og alt sammen skjult for hinanden – for forfatteren kender kun sin historie gennem de nu åbne arkiver. Alt – undtagen forholdet til hendes bror – var løgn. Selv forholdet til broren er i nutiden en del af løgnen, idet han først i sidste øjeblik fortæller hende, at han lider af uhelbredelig kræft. Løgn og fortielser hele vejen igennem.

Løgne og fortielser i det moderne Tyskland
Geipels bog er simpelthen fremragende og uafrystelig. Oven på den hudløst ærlige familiefortælling, hvor hun ubarmhjertigt giver bedsteforældre og forældre størstedelen af skylden for deres ugerninger, afslører hun også, hvordan årtiers løgne og fortielser fortsat plager den del af det moderne Tyskland, som var DDR fra 1949 til 1990.

Magtens mænd var aldrig ideologiske – for de kunne ubesværet bevæge sig fra nazismens til kommunismens paroler. De var bare magtsyge. De besluttede efter krigen at undertrykke opgøret med nazismen – ellers var de jo blevet sat fra bestillingen – og fortsatte bare med at lire de nye paroler af.

Tilsammen skabte det en syg kultur, hvor sandheden i årtier blev indhyllet i en form for permanent tåge, som ingen kunne skære igennem. Prisen betales i dag, hvor opbakningen til det ekstreme højre – fra voldelige skinheads til politikere i Alternative für Deutschland – er større i det gamle DDR end noget andet sted i det forenede Tyskland.

Geipels bog er en øjenvidnebetragtning fra ’Det, Der Var’, som vi på dansk hånligt kaldte DDR op igennem 1990’erne, mens vi forbløffede så, hvor voldsomt det totalitære regime lige syd for os havde udfoldet sig. Hun beskriver en glædesløshed, en forstillelse, en evig frygt – og hun advarer os også mod at tro, at årtiers indgroet ondskab blot kan viskes væk. Et centralt citat fra bogen:

”Jeg spørger mig selv, hvorfor vi aldrig talte sammen om det her, hvorfor vi aldrig kunne. Om hvor vi kommer fra, hvem vi er.”

’Kampzonen’ giver os muligheden for at forstå både DDR og det nye Tyskland så umådeligt meget bedre. Varm anbefaling herfra.