En toppolitiker og topembedsmand skifter spor. Hvornår ser vi erhvervsledere gå den anden vej?

Når Karsten Lauritzen og Lars Gert Lose kan skifte til henholdsvis en erhvervsorganisation og en privat virksomhed, så burde der også være en trafik den anden vej. Men det forbliver tilsyneladende en utopi.

Placeholder image
Karsten Lauritzen har droppet titlen som gruppeformand i Venstre til fordel for en direktørpost DI.   Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den konservative erhvervsordfører, Mona Juul, jokede på et tidspunkt med, at såfremt Folketinget var en almindelig arbejdsplads, ville Arbejdstilsynet lukke den. Hun kaldte det en syg arbejdskultur.

Hvis man taler med embedsmænd i mange af ministerierne i dag, så kan de efter en lang corona-periode nemt genkende den samme værkstedshumor og tale om en vanvittig arbejdskultur, som Arbejdstilsynet under normale omstændigheder ville gribe ind overfor.

Hvis vi andre var i tvivl om sandheden i det udsagn, så behøver man kun at lytte til et par af afhøringerne i Granskningskommissionen af embedsmændene i minksagen. Det går stærkt i ministerierne – nærmest morgen, middag, aften og nat.

Presset på embedsmændene er enormt mange steder i centraladministrationen. Embedsmændene er blevet meget mere eksponeret i offentligheden og medierne. Endda så meget, at den fremmeste blandt dem, statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, tilsyneladende aktuelt har fået tildelt personlige sikkerhedsfolk.

Man kunne godt lægge en lidt interessant parallel iagttagelse ind her, i at Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, fra næste måned rykker teltpælene op og flytter til en direktørstilling for transportområdet i Dansk Industri.

Samtidig meddeler Udenrigsministeriets departementschef, Lars Gert Lose, at han efter kun tre år på posten i slutningen af januar forlader sin stilling til fordel for et job som chef for Global Public Affairs hos Copenhagen Infrastructure Partners - et investeringsselskab med speciale i infrastrukturinvesteringer som for eksempel vindkraft.

Det handler både om arbejdsmængderne, om kompleksiteten i dem, om mediepresset og om frygten for at begå fejl og blive stort eksponeret for dem.

Lisbeth Knudsen

Begge poster – gruppeformandsposten for et stort politisk parti i Folketinget og departementschefposten i selveste Udenrigsministeriet – ville for blot et par år siden være så prestigefyldte, at ingen frivilligt ville forlade dem, og mange ville give den halve arm for at opnå de positioner og blive hængende i dem så længe som muligt. Sådan er det bare ikke mere.

Politikere kan tilsyneladende som Karsten Lauritzen, Brian Mikkelsen, Tommy Ahlers, Søren Pind, Johanne Smith Nielsen, Lene Espersen med flere stige af den politiske tiger i tide og starte en ny karriere uden for politik. I gamle dage galt det berømte citat fra den tidligere Venstre-formand, Poul Hartling: ”Politik er som at ride på en tiger. Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt.”

Karsten Lauritzen giver en ung alder, en ændret familiesituation og en valgkreds i Hjørring som begrundelse for, at det politiske liv ikke længere passer godt til ham og hans livssituation. Han var faktisk også så modig at sige, at han gerne ville lære noget nyt.

Indtil videre har vi ikke nogen forklaring på, hvorfor Lars Gert Lose vælger nye græsgange. Måske vil han også gerne nå at lære noget nyt efter en lang og flot karriere i Udenrigsministeriet og Statsministeriet.

Hele 14 departementschefposter har siden den nuværende regeringstiltræden i 2019 skiftet ejermænd- og kvinder. Tre ud af fire ministerier har fået ny topchef i perioden. Ud af det kan man ikke slutte, at de alle er smuttet væk fra topembedsmandsrollen på grund af et hårdt arbejdspres, manglende kemi med de pågældende ministre eller ændrede forventninger fra den socialdemokratiske regeringstop til at levere mere politisk rådgivning end den klassiske embedsmandsrolle fordrede.

Der er ikke noget gennemgående mønster. De fleste departementschefer har faktisk skiftet rundt til andre ministerier eller offentlige topjob andre steder og en enkelt er gået på pension.

Det er kun glimrende, hvis det private erhvervsliv og interesseorganisationer af forskellig karakter begynder at række mere ud efter offentlige topledere og politikere.

Lisbeth Knudsen

De to bevægelser hos Lose og Lauritzen - uden nogen form for sammenligning i øvrigt - kalder på to scenarier:

1) At politiske og statslige toplederjob ikke længere har den samme livslange attraktionsværdi som tidligere. Det er simpelthen blevet så personligt krævende 24/7-jobs, at de æder indehaverne op efter en vis årrække.

Det handler både om arbejdsmængderne, om kompleksiteten i dem, om mediepresset og om frygten for at begå fejl og blive stort eksponeret for dem. Læg dertil, at det er blevet mere legitimt og møder bred forståelse at melde ud, at man ønske at ”stige af tigeren” af personlige grunde og af hensyn til familien. Eller ganske enkelt, fordi man trænger til større frihedsgrader i arbejdslivet.

2 ) At det rent faktisk er blevet nemmere for politiske og statslige topledere af foretage sporskifter og bruge deres indhøstede erfaringer til andre karriereveje. Hvis det scenarie er rigtigt, så er det vældig positivt, og Karsten Lauritzen med flere kan vise vejen til, at vores politikere og statslige topchefer kan gøre sig gældende andre steder og få det omgivende samfund til erhverve mere af den erfaring fra den politiske verden, som de bringer med sig.

Nogle vil mene, at virksomheder og interesseorganisationer, der ansætter forhenværende toppolitikere og statslige topchefer, sikrer sig en lige vel smart genvej til politisk indflydelse, til et politisk netværk og insiderviden.

Tommy Ahlers blev en kort fornøjelse og et rigtigt dårligt eksempel på, at det ikke lykkedes at plante en succesfuld iværksætter om til en politisk karriere med samme succesrate.

Lisbeth Knudsen

På den anden side er det jo åbent deklareret, hvor de kommer fra, mens andre mindre kendte personlige forbindelser går under radaren. Det er kun glimrende, hvis det private erhvervsliv og interesseorganisationer af forskellig karakter begynder at række mere ud efter offentlige topledere og politikere.

Nu er det så bare, at vi mangler det tredje scenarie. Det scenarie, hvor private selskabers topledere, dygtige iværksættere og topledere fra store interesseorganisationer står i kø for at stille op som politikere eller som kandidater til departementschefstillinger. Det har vi til gode at se.

Tager man en topchef fra det private erhvervsliv og omplanter til departementschef vil vedkommende sikkert få et granatchok over at opleve de besværlige beslutningsprocesser, de mange regler, de politiske benspænd, drillerier og mængder af spørgsmål og samråd

Lisbeth Knudsen

Tommy Ahlers blev en kort fornøjelse og et rigtigt dårligt eksempel på, at det ikke lykkedes at plante en succesfuld iværksætter om til en politisk karriere med samme succesrate. Demokrati er mere bøvlet og langsommeligt og kompromisdrevet. Vælgerne er mere urimelige og fordringsfulde end kunderne. Selv de bedste ideer kan lide skibbrud, hvis man ikke kan tælle til 90 mandater, og et ministerium kan ikke ledes som en dynamisk og innovativ virksomhed.

Tager man en topchef fra det private erhvervsliv og omplanter til departementschef vil vedkommende sikkert få et granatchok over at opleve de besværlige beslutningsprocesser, de mange regler, de politiske benspænd, drillerier og mængder af spørgsmål og samråd, der skal forberedes ofte til ingen verdens nytte, samt at det er den folkevalgte minister, der i virkeligheden er chefen for det hele, som sætter kursen og beslutter i sidste ende.

Scenarie tre er nok en drøm – en utopi. Vi har bare så meget brug for den inspiration, den nytænkning og den innovative kraft, der kunne ligge i, at bevægelser som Lauritzens og Loses ikke var envejstrafik, men at vi også kunne opleve, at stærke, spændende erhvervsledere ville stille op til Folketinget og til statens absolutte topchefstillinger.

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen
journalist (DJH 1975)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser