Endnu en Helveg på Asiatisk Plads

PORTRÆT: Rasmus Helveg Petersens strategiske evner og venlige væsen gør ham vellidt blandt politikerkollegaer. Hans internationale udsyn har givet ham problemer som energiordfører. Til gengæld anses det som en fordel, at han er mere kynisk end den tidligere udviklingsminister.
Efter 13 år uden er der igen en Helveg Petersen i Udenrigsministeriet.
Efter 13 år uden er der igen en Helveg Petersen i Udenrigsministeriet.
Morten ØyenSara Fleckner Vilstrup
13 år er der gået, siden en Helveg Petersen sidst huserede i Udenrigsministeriet. Det var i december 2000, en lidt vingeskudt udenrigsminister Niels Helveg Petersen meldte sin afgang efter det danske nej til euroen. Han respekterede det danske nej, men han ville ikke forvalte det, lød hans begrundelse.

Nu står hans yngste søn Rasmus Helveg Petersen klar til at indtage samme bygning. Baggrunden er en udviklingsministers afgang efter rod i ministeriet: Christian Friis Bach havde viderebragt forkerte oplysninger i sagen om den internationale klimaorganisation GGGI. Oplysningerne kom fra embedsmændene, men ansvaret var hans, lød begrundelsen for afgangen.

Afløseren er næppe partiformand Margrethe Vestagers førstevalg, lyder vurderingen fra radikale kilder. Politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen står nemlig som en klar nummer et i hierarkiet i folketingsgruppen. I Rasmus Helveg Petersen stiller de radikale dog med en mere garvet udviklingspolitiker end Sofie Carsten Nielsen. Og Christian Friis Bach.

Mere kynisk end Friis Bach
For godt nok er Friis Bach den måske mest vidende og mest respekterede minister, Danmark har haft på området. Men han er næsten også mere ekspert end politiker.

"Rasmus er meget mere politiker. Man kan mærke, at han er af en politisk familie. Han er meget politisk tænkende og meget strategisk. Derfor er han også en fandens dygtig skakspiller," fortæller en kilde, som kender dem begge godt.

Fakta
Rasmus Helveg Petersen:
  • Født 1968 i København
  • Folketingsmedlem siden 2011
  • Næstformand for Radikale Venstres folketingsgruppe siden 2012
  • Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole
  • Tidligere kommunikationschef i Gigtforeningen og WWF Verdensnaturfonden fra 2007-2011. Har været strategirådgiver i Folkekirkens Nødhjælp fra 1999 til 2006
  • Har været politisk journalist ved Jyllands-Posten, Information og de radikale blade på Christiansborg fra 1995-1999.

"Rasmus er lidt mere kynisk end Christian. Som minister tror jeg det er en fordel," siger en radikal.

Helveg kommer fra en journalist- og kommunikationsbaggrund, og har, inden han blev politiker, arbejdet indgående med udviklingsstoffet - først i syv år for Folkekirkens Nødhjælp og derefter fire år for WWF Verdensnaturfonden. Af sine tidligere kollegaer roses han for at kunne gøre de store udviklingspolitiske spørgsmål konkrete og nærværende: Han har blandt andet været med til at opfinde kampagnekonceptet "Giv en ged".

Rasmus er lidt mere kynisk end Christian. Som minister tror jeg det er en fordel.

Radikal kilde
.

Energipolitisk brøler
Som en "rigtig" Helveg er han da også meget optaget af international politik. Noget, hans politiske modstandere mener de nemt kan genkende.

Som nyt folketingsmedlem brød den unge Helveg første gang for alvor igennem i medierne ved at sige, at cementvirksomheden - og dermed store energiudleder - Aalborg Portland ikke spiller en rolle i spøgsmålet om fremtidens arbejdspladser. Måske en logisk tanke i det kulturradikale miljø i København. Men et decideret fejlskud midt under de dengang igangværende energiforhandlinger.

"Man kan godt mærke, at Helveg er særligt optaget af de internationale forhold. Han er også mere optaget af det end den hjemlige dagsorden. Det ligger jo til hans familie at gå op i det internationale, og han har også arbejdet med det tidligere. Så på den måde vil Udenrigsministeriet passe ham godt," siger en af oppositionens energiordførere.

En anden ordfører fortæller, at under forhandlinger kan Helveg sagtens stille kritiske spørgsmål til regeringens minister og give udtryk for ikke at være enig med regeringen. Noget, ikke alle regeringens ordførere tør begive sig ud i.

Som udenrigsordfører har Helveg dog nok slået nogle knuder på tungen i de dage, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var parat til at sætte Danmark i krig i Syrien uden FN-mandat.

Højre-radikal
Udadtil har Helveg hele tiden været loyal over for regeringsprojektet. Også selvom han inden valget i 2011 faktisk mente, at De Radikale ikke skulle gå med i en S-SF-regering. På den økonomiske politik ligner den unge Helveg nemlig de øvrige Helveger og samarbejder helst ind over midten med de borgerlige.

På de indre linjer i partiets folketingsgruppe er han vellidt og kaldes af nogle for "morfar". Dette skulle angiveligt ikke dække over, at han er en tøffelhelt - men være en anerkendelse af, at Helveg virker vis. Han udtaler sig oftest klogt, og har en stærk analytisk sans. Og optræder næsten som "garvet" på Christiansborg, selvom han stadig kun er i gang med sin første periode.

På gruppemøderne er han heller ikke den, som taler mest, men har i stedet en evne til sætte ind strategisk, og på en konstruktiv måde, fortæller en radikal kilde.

Arver problemer
Den evne kan han som ny udviklingsminister godt ende med at få brug for. Det er nemlig langtfra en helt simpel baggrund, han bliver indsat som minister på. Samme dag som Rasmus Helveg Petersen blev udnævnt, blev det meddelt, at der igangsættes en indre undersøgelse af Udenrigsministeriets håndtering af sagen om GGGI's rejseregler.

"Der er helt åbenlyse problemer i embedsværket i ministeriet. Det embedsværk, som skulle hjælpe en ny minister fra dag et af, er der nu en mistillid til på grund af GGGI-sagen. Det skaber nogle meget dårlige arbejdsbetingelser," lyder vurderingen fra erfaren politiker på Christiansborg.

Nu er det Rasmus Helveg Petersens job at forvalte det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Helveg Petersen

Kommunikationschef, Vattenfall Danmark, fhv. MF (R), klima- og energiminister
journalist (DJH 1993)

Niels Helveg Petersen

Fhv. udenrigsminister (R), MF og politisk leder
cand.jur. (Københavns Uni. 1965)

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

0:000:00