Emil Samaras: Hvorfor tør S ikke tale om det livslange arbejdspres, mange lider under?

Stress og trivsel er oppe i tiden, og det med god grund. Tag min forgænger i kommunalbestyrelsen, Sabrina. Hun gik ned med stress og flyttede hjem til Esbjerg. Nu laver hun rabarbersaft, arbejder som tjener, og spiser på Burger King med familien i fritiden. 

Skønt og rigtigt for hende. Men jeg kan se faresignalerne lure, for mit liv ligner hendes til forveksling: Jeg har, som Sabrina, været praktikant i Europa-Parlamentet. Jeg har, som hende, arbejdet frivilligt 40-50 timer ugentligt, med fritidsjob i en studenterorganisation ved siden af. 

Nu sidder jeg selv på Sabrinas gamle stol i Frederiksberg Kommune. Jeg har altid foretrukket McDonalds med familien frem for Burger King, men ellers er lighederne stærke nok til forveksling.

Mit liv har ellers været privilegeret sammenlignet med de fleste danskere. Universitetsstuderende som mig har for eksempel to måneders de-fakto sommerferie hvert år. Sådan er det ellers for de færreste, ud over de superrige - men det burde vi lave om på.

For politik skal gavne folk flest, og få partier tør tale om det livslange arbejdspres, mange lider under. Midt i vanvittige år med krig, konflikter og klimakrise, burde vi grundlæggende kæmpe for, at flere kan tage til Fanø og lave rabarbersaft.

Desværre nægter socialdemokraterne og højrefløjen at tale om, at de, som knokler, bør holde mere velfortjent fri. I stedet skrotter de først en fridag, og nu ønsker deres privilegerede venner på midten af dansk politik at lukke udenlandsk arbejdskraft ind i landet.

Arbejdsløsheden er lav, og det betyder, at mange virksomheder står med ryggen mod muren. Med mangel på konkurrence kan de ikke presse din løn ned under gulvbrædderne. Her var altså en gylden mulighed for klassepolitik, som gavner folk flest: Man kunne nemlig have sænket arbejdstiden, med samme betalte løn for mindre arbejde. 

Desværre nægter socialdemokraterne og højrefløjen at tale om, at de, som knokler, bør holde mere velfortjent fri.

Emil Samaras
Medlem af Rød-Grøn Ungdom

Arbejdere i det private ville kunne få et historisk og tiltrængt lønløft, suppleret med mere fritid til familien og vennerne. Pengekassen i den danske stat bugner, og kunne have styrket offentligt ansatte med et tiltrængt lønløft og mere fritid i samme omgang.

Så ville rekrutteringsproblemerne nok have været færre, og stoltheden over arbejdet endnu større. I stedet får vi filippinsk arbejdskraft, der kan konkurrere om dit job, og du kan hilse farvel til en lønstigning og en tiltrængt fridag.

Problemet er, at et samfund med stress og sygdom er svært for politikere at gøre noget ved, fordi det hele hurtigt går op i diagnosesnak og kultur, som er svært at lovgive mod. Vi kan jo ikke forbyde travlhed, og selv skærmene er - til en vis grad - kommet for at blive. 

Når snakken bliver svær, så vender os mod stadig mere absurde svar. Politikere, som bebrejder klimakrisen, nye kønsroller eller noget helt tredje som selve årsagen til stress i samfundet er - undskyld mig - lysår væk fra almindelige mennesker. Det eneste, der mangler, er, at Messerschmidt begynder at bebrejde muslimerne for din stress og din stride chef.

Der er ingen lov, der hjælper direkte på psyken. Venstrefløjen bør forkaste alskens flyvende fænomener som årsagen til trivselskrisen, og i stedet kæmpe for kortere arbejdstid med samme løn. Ikke 30 timers arbejdsuge, som den gamle parole lød, for det tror de færreste er muligt - men 35 timer, det kan jeg tro på. Det ville være en historisk sejr for arbejderbevægelsen, den første arbejdstidsforkortelse i årtier.

Vil kortere arbejdstid løse stress? Nej, er det korte svar. Politikere kan nemlig ikke løse stress, men de kan skabe gode rammer for mere frihed gennem fritid. Derfor bør de gøre det.

Fri fra arbejde vindes ikke med liberale lappeløsninger som skatterabatter. Det vindes ved god, gammeldags arbejderkamp, for det er virksomhederne, der skal justere deres tider og ryste deres stopfyldte pengepung, hvis deres medarbejdere skal have mere fri. 

Vil kortere arbejdstid løse stress? Nej, er det korte svar. Politikere kan nemlig ikke løse stress, men de kan skabe gode rammer for mere frihed gennem fritid. Derfor bør de gøre det.

Emil Samaras
Medlem af Rød-Grøn Ungdom

Af samme grund kommer du aldrig til at høre Alex Vanopslagh, Inger Støjberg eller Lars Boje kæmpe for mere fritid betalt af firmaerne. Kampen for kortere arbejdstid vindes ikke ved at overbevise eliten eller de blå liberalister, den vindes ved at fravriste dem magten.

Selv tunge fagbosser virker overraskede, når deres venner på Christiansborg vil tage noget fra dem. Men det vil politikerne altså hele tiden - og derfor skal man ikke bare forsvare, men også vinde nye sejre.

Krav om 35-timers arbejdsuge kræver en alliance mellem arbejdere i fagforeninger, og de få partier, som reelt ønsker at få firmaerne til at punge ud: Den røde, radikale venstrefløj - hvis den altså findes, og tør tale om arbejderpolitik.

Så længe et bedre liv kan vindes, så tænker jeg, det er værd for os alle at tage en tørn som politiske væsner. Så længe vi husker at holde ferie og fri - før kroppen siger fra.