EU må trække Georgien til sig med de risici og omkostninger, der følger med

I modsætning til, hvad mange tror i Vesten, var Ukraine ikke det første offer for russisk ny-imperialisme. Hverken i kraft af invasionen i 2022 eller annekteringen af Krim-halvøen i 2014.

Allerede i 2008 mistede et andet land, nemlig Georgien, hen ved 20 procent af landets territorium efter fem dages lynkrig.

15 år senere er områderne Abkhasien og Sydossetien stadig besat af russiske styrker, og der er stort set ingen kontakt til resten af Georgien. Grænserne patruljeres tålmodigt af en civil styrke, opstillet af EU, uden udsigt til en genforening.

Men tabet af de to områder, der også har bragt antallet af internt fordrevne op på 300.000, en stor mundfuld for Georgien med kun 3,7 millioner indbyggere, er ikke det eneste, som er gået galt for det lille land i det sydlige Kaukasus.

Efter en hektisk reformperiode fra 2003 2012 under ledelse af den amerikansk uddannede Mikheil Saakashvili, hvor landet blev internationalt kendt for politiske og økonomiske kvantespring i retning mod Europa, er reformbestræbelserne gået i bakgear. Det er ikke for meget sagt, at det i forvejen skrøbelige demokrati vakler faretruende.

Kursen over for Rusland er slingrende. Sanktionerne efterleves på papiret, men det skærer i øjnene, at samhandlen med Rusland er steget markant.

Michael Ehrenreich

Udviklingen udgør et svært dilemma for EU-Kommissionen, som i næste måned skal tage stilling til, hvorvidt Georgien skal tildeles status som kandidatland til senere medlemskab med henblik på en endelig beslutning på EU-topmødet til december.

Taget for pålydende er der ingen tvivl om, at Georgien er meget langt fra at opfylde EU's betingelser for kandidatstatus, der er samlet i 12 såkaldte kriterier for at gøre kravene til en demokratisk udvikling konkrete og målbare over for regeringen i hovedstaden Tbilisi.

Retssystemet kontrolleres i vidt omfang af regeringsapparatet. Det samme gælder hovedparten af medierne. Kontrollen over det georgiske samfund er så omfattende, at kilder i oppositionen rent ud betegner deres land som en ”kapret stat”.

Rettigheder for mindretal er under hårdt pres. For nylig blev et pride-lignende arrangement, det blev afholdt på privat område for LGBT-personer, stormet af voldsmænd, der var assisteret af præster fra den stærkt konservative georgisk-ortodokse kirke. Mens vendte politiet ryggen til.

Tidligere i år gik regeringen så langt som at fremsætte et lovforslag om indgreb over for ”fremmede agenter”. Det vil sige civilsamfundsorganisationer finansieret fra udlandet. Udspillet, der havde store ligheder med Putin-regimets tilsvarende lov i Rusland i 2012, blev først trukket tilbage efter omfattende demonstrationer.

Når det kommer til spørgsmålet om sanktionerne over for Rusland og i kølvandet på invasionen af Ukraine, er kursen slingrende for at udtrykke det nænsomt.

Meget tyder på, at Georgien igen står ved en korsvej.

Michael Ehrenreich

Sanktionerne efterleves på papiret, men det skærer i øjnene, at samhandlen med Rusland er steget markant, og at direkte flyforbindelser mellem Tbilisi og Moskva er blevet genoptaget.

Ingen af delene ser gode ud for Georgiens EU-ambitioner i en tid, hvor det meste af Europa har mobiliseret politisk, økonomisk og militært over for Rusland. Regeringen forsvarer sig med, at landet er særligt udsat i kraft af dets beliggenhed og dets historie med flere hundrede års russisk dominans.

Regeringsmagten har siden 2012 været i hænderne på partiet Georgiens Drøm, som kontrolleres af landets rigeste oligark, Bidzina Ivanishvili. Han skabte sin rigdom, der menes at udgøre svimlende 30 procent af landets samlede nationalformue, i Rusland, og oppositionen mistænker ham for i det skjulte at arbejde for en tilnærmelse til russerne for at beskytte sin egen formue.