EU-politikere siger ja til nye krav om renere luft i 2030. Danmark er næsten i mål

Europa-Parlamentet bakkede onsdag op om nye skærpede krav til luftforureningen. Danske politikere stemte for, men der lyder også ærgrelse over, at de nye regler ikke bliver skrappere.

Røg fra brændeovne er den største kilde til luftforurening i Danmark.
Røg fra brændeovne er den største kilde til luftforurening i Danmark.Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Der er renere luft på vej til Europas borgere.

Onsdag stemte EU-parlamentet nemlig for nye krav, der skal bringe luftforureningen ned på det europæiske kontinent.

”Det er den største miljømæssige trussel mod menneskers sundhed. Mere end 6.000 spædbørn er døde på grund af luftforurening de seneste ti år,” sagde Javi López, der er talsmand for Europa-Parlamentet i sagen, på et efterfølgende pressemøde. 

Det er ikke så ambitiøst, som det kunne have været. Men det er bedre end ingenting.

Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Medlemmerne af Parlamentet stemte om aftalen om et nyt luftkvalitetsdirektiv, som blev indgået mellem Parlamentet og Ministerrådet i februar. Og aftalen blev stemt igennem med 381 stemmer for, 225 imod og 17 hverken for eller imod.

Bliver den som ventet også stemt igennem i Rådet vil grænseværdierne for en række sundhedsskadelige partikler blive sænket markant. Derudover sikrer det nye luftkvalitetsdirektiv bedre overvågning af luftkvaliteten, ligesom det bliver lettere at håndhæve reglerne fremadrettet, forklarede Javi López på pressemødet.

Han glæder sig over, at det kommende direktiv vil have stor positiv effekt for borgerne.

”Efter 2030 bliver europæerne udsat for halvt så meget luftforurening, som er lovligt i dag,” sagde Javi López.

Landene skal blandt andet nedbringe koncentrationerne af fine partikler og nitrogendioxid, der udgør de største sundhedsmæssige problemer. Grænseværdien for fine partikler bliver sænket fra 25 til 10 mikrogram per kubikmeter, mens nitrogendioxid sænkes fra 40 til 20 mikrogram. Begge dele skal være på plads inden 2030.

Luftforurening kommer herhjemme primært fra brændeovne, biler og landbruget. Men de nye krav vil ikke få reel betydning for dansk politik, da Danmark stort set allerede er i mål. Kun ved en enkelt målestation ved H.C. Andersens Boulevard i København overskrides de nye krav for fine partikler en smule. Regeringen forventer derfor også, at de nye grænseværdier vil kunne nås i Danmark ”uden yderligere tiltag”.

Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00