Flemming Chr. Nielsen: Lyden af Skriget uden for kontoret

Lykkeligvis har Naturen eller Jahve / Allah udstyret os med et biologisk panser, så vi ikke bryder sammen ved tanken om millioner af flygtningeskæbner. Værre er det, at bristepunktet nærmer sig, blot vi samler os om en enkelt eller to, og Vahid Vaziri og hans lillebror er her til lands blevet et symbol på dem alle.

For syv år siden kom de to drenge alene til Danmark. Fem år efter fik de afslag på asyl og blev sat på et fly til Kabul, Afghanistan. Dér ramte tragedien dem omgående, for den 16-årige lillebror blev myrdet (sandsynligvis af Taleban), og den 24-årige Vahid flygtede videre til Iran, hvor han flakkede om som en udstødt fra alverden.

Kun et svagt strejf af lys dukkede op, da Integrationsministeriet i efteråret 2015 videresendte en kopi af sit asylafslag til Flygtningenævnet med henblik på en eventuel fornyet sagsbehandling. Men papirerne endte som støvsamlere, og derfor skrev jeg den 5. juni i år (som før omtalt i Altinget) en mail til alle Folketingets integrationsordførere. Venligt og høfligt spurgte jeg dem, om de ville gøre et forsøg på at puste støvet af tragedien om Vahid Vaziri?

Omtrent som forventet fik jeg aldrig et svar fra hverken DF, Liberal Alliance, Venstre, Socialdemokratiet eller SF. Men med udpræget sans for det morbide reagerede De Konservatives Naser Khader via Facebook med det spørgsmål, hvordan jeg kunne vide, at lillebroderen var død. Lige så morbidt svarede jeg ham, at i denne usikre verden kan vi intet vide, end ikke om en forfatter selv har forfattet en bog, han står som forfatter til.

Ingen ved med bestemthed, hvor den 26-årige Vahid i dag opholder sig. I en kælder i Teheran? Indrulleret som selvmordsbombemand i en oprørs- eller terrorbevægelse? Fanget i en mellemøstlig kz-lejr for flygtninge?

Flemming Chr. Nielsen

Modsat den inkvisitoriske Khader svarede integrationsordførerne fra Alternativet, Enhedslisten og De Radikale omgående og effektivt, at de ville stille spørgsmål om sagen, og to måneder derefter – den 4. august – var den nedslående besked endnu et afslag fra Flygtningenævnet.

Folketingets flertal har dermed sendt en ung mand endnu længere ind i mørket, for ”Flygtningenævnet finder fortsat ikke …”

Et kontor skal hverken udvise medfølelse eller foragt. Det skal betjene og ikke stille spørgsmål.

Flemming Chr. Nielsen

Og ingen ved med bestemthed, hvor den 26-årige Vahid i dag opholder sig. I en kælder i Teheran? Indrulleret som selvmordsbombemand i en oprørs- eller terrorbevægelse? Fanget i en mellemøstlig kz-lejr for flygtninge?

Det fem sider lange og tæt beskrevne afslag repeterer alle de makabre detaljer: at Vahids dræbte fætter blev lagt foran familiens hus i landsbyen, at hans far flere gange blev afhentet og mishandlet af Taleban, at Vahid skulle indskrives i en Taleban-skole og opdrages til Taleban-kriger, og at familien til sidst flygtede til Iran. Der henvises også til en række bekymrende udtalelser fra danske psykiatere, men trods psykiaternes faglighed ”vurderede” Udlændingestyrelsen i 2015, at ”ansøgeren er stabiliseret og i positiv udvikling og i stand til at tage vare på sin bror.”

I denne opremsning af rædsler står der også, at Vahids asylmotiv ”vurderes til at være skolemobning,” (!) og det pointeres, at selv om de afghanske myndigheder i marts 2015 anmodede Danmark om at stoppe for tvangsmæssige udsendelser til Afghanistan, har ”Flygtningenævnet i ansøgerens sag fundet, at ansøgeren kunne udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan.” Videre hedder det, at i afgørelsen indgik bl. a. ”ansøgerens forklaring og personlige fremtræden under nævnsmødet.”

På den facon defineres det begreb, som hedder et kontor. Et kontor iværksætter de regler, andre har vedtaget. Et kontor har til opgave at ekspedere, som var kontoret en kommis. Et kontor skal hverken udvise medfølelse eller foragt. Det skal betjene og ikke stille spørgsmål. Kontoret kan i tvivlstilfælde vurdere og derefter meddele, hvad det har ”fundet” som et resultat af sin vurdering. Derfor hedder det altid om en eller anden, at han er noget på et kontor. Dette ”noget” er selve kontor-begrebets anonymitet.

Men uden for kontoret lever der mennesker, som er underlagt et kontor. Se for eksempel på den norske maler Edvard Munchs billede, der hedder Skriget, og som illustrerer, hvad det vil sige at være uden for. Det anses for et hovedværk i moderne kunst, og det kendes i fire versioner. I dem alle skriger et menneske i afmagt. Vi kan som iagttagere lægge ansigtet i grebne og kunstinteresserede folder. Tilsvarende kan vi se grebne og musikinteresserede ud under en klassisk koncert, og ansigt til ansigt med en scene kan vi agere grebne teatergængere.

Men når kunst fortjener sit navn, fremkalder den langt mere end et momentant indtryk. Den lejrer sig i os som noget evigt og uforglemmeligt. Således er det med Edvard Munchs Skriget.

Billedet fremviser et menneske, der magtesløst skriger til os, fordi det udsættes for en overmagt, som knuser alle håb og drømme. Billedet trænger igennem vort biologiske panser mod alt det i verden, som burde forfærde os. Mennesket i det billede kunne være en flygtning. Det kunne også være én af os, når tilværelsen skrider, og vi selv drives på flugt.

På den måde bliver Skriget et oprør imod selve kontoret, imod den kommis, der betjener systemet og reducerer mennesket til en ekspeditionssag – som Vahid Vaziri og verdens andre millioner på flugt.

------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.