Forfatter er ny leder for Statens Kunstfond: "Jeg ved selv, hvor vigtig støtten er for rigtig mange kunstnere"

Merete Pryds Helle vil som bestyrelsesleder for Statens Kunstfond forsøge at bringe intern viden og idérigdom endnu mere i spil. Hun vil også undersøge, om fonden kan gøre mere for at styrke danske kunstneres arbejdsvilkår.

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Som yngre forfatter har Merete Pryds Helle selv mærket, hvor afgørende støtten fra Statens Kunstfond kan være for den enkelte kunstner.

Nu er hun selv bestyrelsesleder for den magtfulde kulturinstitution, som hvert år fordeler omkring en halv milliard kroner til dansk kulturliv.

Og den rolle vil hun forsøge at bruge til at skabe større respekt omkring kunstnerisk arbejde og sikre, at flest mulige af de dygtigste kunstnere ikke har behov for et deltidsarbejde, før hverdagen kan hænge sammen.

"God kunst kræver tid og omhyggelighed. Hvis man kan koncentrere sig om sin kunst og mindre om sine regninger, så bliver produktet i sidste ende bedre. Staten Kunstfond har som kerneopgave at sikre, at kunst på højeste niveau får støtte til gavn for flest mulige danskere," siger Merete Pryds Helle.

Hvorfor synes du, det er spændende at stå i spidsen for den opgave?

"Jeg har ikke vidst så længe, at jeg fik opgaven. Men hver dag bliver jeg gladere og gladere for det. Kunstfonden har betydet utroligt meget i mit eget virke. Jeg fik legater i nogle år, hvor jeg var meget søgende og eksperimenterende. Og pludselig fik jeg en succes, så jeg ikke længere behøvede at søge kunstfondens midler."

"Det var meget fantastisk. Men hvis jeg kan være med til at hjælpe andre kunstnere gennem karrierens skrøbelige år, så vil det være meget glædesfyldt for mig. Jeg ser også sådan på det, at jeg nu skal give noget igen. Jeg ved selv, hvor vigtig støtten er for rigtig mange kunstnere," siger Merete Pryds Helle.

Vil bringe idéer i spil

Som leder vil Merete Pryds Helle først og fremmest forsøge at bringe den interne viden i kunstfonden endnu mere i spil. 

"Jeg føler, jeg er et sted, hvor jeg kan være med til at bære faklen videre, og jeg er fuld af gode idéer. Men for mig handler det lige nu især om at lytte til mange dygtige mennesker. Kunstfonden er én stor motor af idérigdom, som skal bringes i spil."

Hvilke idéer har du selv? 

"Dem er jeg ikke klar til at dele, fordi de først skal drøftes internt. Jeg vil virkelig gerne have noget tid til at sætte mig ordentligt ind i tingene."

"Men jeg elsker tal og statistik, og det tror jeg faktisk ikke engang, kulturministeren vidste, da han udpegede mig. Og til at begynde med kommer jeg til at kigge indgående på statistik over både ansøgninger og tildelinger de seneste mange år for at kunne sætte ind de rigtige steder i fremtiden."

Langt de fleste penge fordeles i de største byer i Danmark. Hvad er de største udfordringer i forhold til at nå bredt ud i hele landet? 

"Kunstfonden kan ikke tage ansvar for demografien, og at mange foretrækker at bo i de større byer. Mange flytter fra landet til Odense, Aarhus eller København eller fra Odense og Aarhus til København."

"Det gør de blandt andet, fordi der er en masse spændende ting i gang. Men kunstnerne har også deres viden om, hvad de kommer fra, med sig. Derfor er det for simpelt kun at kigge på, hvor mange penge der eksempelvis uddeles til kunstnere i København. Det bekymrer mig ikke, at kunstnerne samles bestemte steder i landet særligt i begyndelsen af karrieren. Men det er utroligt vigtigt, at der er adgang til mest mulig kunst i hele landet."

Så er det et problem, at fordelingen af penge er geografisk skæv? 

"Det er gennemgående i vores samfund, at mange tiltrækkes af de større byer. Og det kan Kunstfonden ikke ændre ved. Men vi kan sige, at kunsten skal være tilgængelig for flest mulige mennesker, uanset om den produceres i Ishøj, Aarhus eller Lemvig."

"Hvis vi går helt ned i tallene, er tildelingsprocenten faktisk højere for ansøgere i Jylland end i hovedstadsområdet. Det tyder på, at man i Kunstfonden gerne så, at der ingen skævhed er."

Fokus på arbejdsvilkår

Men bør kunstfonden så i virkeligheden revidere sin opgave og også tage et ansvar for, at der udklækkes flere kunstnere uden for Odense, Aarhus og København? 

"Ja, det bør vi også gøre, og kunstfonden har allerede en pulje for den unge kunstneriske elite. Jeg tænker, at det ikke er Kunstfondens hovedopgave, men kunstfonden har taget opgaven på sig. Det er et karriereprogram, hvor man også prøver at få fat i de unge mennesker, som ikke af sig selv glider lige ind i kunsten."

"Det arbejde er jeg virkelig glad for, at jeg glæder mig til at gøre mere ud af at opsøge unge kunstnere med mange forskellige baggrunde. Det er et fantastisk initiativ."

Er der en opgave, du gerne vil have særligt fokus på?

"Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at kunstnere får betaling for deres arbejde. Det er vigtigt, at kunstnerne ikke er dem, der i reglen får mindst i en kunstnerisk udviklingsproces. Det vil jeg gerne kigge på." 

Hvordan kan Kunstfonden være med til at understøtte det? 

"Det er netop først og fremmest det spørgsmål, jeg vil stille i Kunstfonden. Er det her noget vi kan bidrage til at gøre noget ved? Fordi så synes jeg, at vi skal gøre det."

"Der sidder så dygtige mennesker i Kunstfonden, og de vil kunne pege på, hvor problemerne ligger, og hvor Kunstfonden vil kunne gå ind og bidrage til at løse dem."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Merete Pryds Helle

Forfatter, formand for Statens Kunstfond
Forfatterskolen 1990, BA i litteraturvidenskab, overbygningsstudier i Nærorientalsk arkæologi

0:000:00